Mødedato: 27.04.2006, kl. 17:30

Plan for gratis internetforbindelse til alle københavnske husstande

Se alle bilag

Plan for gratis internetforbindelse til alle københavnske husstande

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 27. april 2006

 

 

BR 253/06

Plan for gratis internetforbindelse til alle københavnske husstande

Plan for gratis internetforbindelse til alle københavnske husstande

 

 

Indstilling om,

at nærværende indstilling tages til efterretning,

at der dermed er gjort op med medlemsforslaget BR 294/05, samt

at Økonomiforvaltningen i september 2006 vender tilbage med et forslag til, hvordan gæster med et konkret ærinde på kommunens lokaliteter kan få adgang til internettet via kommunens trådløse netværk.

                                                                  (Økonomiudvalget)

 

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget anbefaler overfor Borgerrepræsentationen,

 

at      nærværende indstilling tages til efterretning

at      der dermed er gjort op med medlemsforslaget

at      Økonomiforvaltningen i september 2006 vender tilbage med et forslag til, hvordan gæster med et konkret ærinde på kommunens lokaliteter kan få adgang til internettet via kommunens trådløse netværk.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 4. april 2006

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

På Borgerrepræsentationsmødet den 26. maj 2005 blev medlemsforslaget BR 294/05 stillet.

 

Medlemsforslaget indeholdt en forespørgsel på nedenstående punkter:

 

1. En undersøgelse af mulighederne for at etablere et trådløst netværk, der kan dække hele eller udvalgte områder af Københavns Kommune samt muligheden for at tilbyde gratis internetadgang til alle københavnske husstande.

2. Forslag til, hvordan den strategiske indsats for digitalisering og IT-udvikling i Københavns Kommune i forbindelse med etablering af et højhastighedsnet kan give de bedste muligheder for et velfungerende samspil mellem forvaltningerne, offentlige institutioner, det københavnske erhvervsliv og københavnerne.

3. En udredning af, hvordan den sociale dimension kan styrkes ved at tilbyde pc-ordning for borgerne eller ved etableringen af kommunale internetcafeer, hvor studerende kan lave opgaver, og ledige søge job osv.

 

Økonomiforvaltningen udarbejdede i samråd med advokat Nicolai Dragsted fra advokatfirmaet Bender von Haller Dragsted et notat med svar på de i medlemsforslaget stillede forslag.

 

Dette notat blev behandlet på ØU-mødet den 6. december 2005 hvor sagen blev udsat, idet der blev rejst ønske om en uddybning af notatet. Uddybningen af notatet skulle besvare følgende spørgsmål.

 

·        En juridisk vurdering af mulighederne for at indrette trådløst netværk på samtlige kommunens bygninger (institutioner mv.) - med den sidegevinst at det også vil være til glæde for borgerne i byen.

 

·        Kan vi - eller andre - etablere trådløst netværk i Ørestaden?

 

·        En beskrivelse af hvilke initiativer Århus har taget indenfor trådløst internet

 

·        En beskrivelse af konceptet bag Virum Statsskoles trådløse netværk - med digi tale skoletasker.

 

I indstillingen konkluderes det, at:

 

Der ikke er lovhjemmel for at indrette trådløst netværk på samtlige kommunens bygninger med den sidegevinst at det også vil være til glæde for borgerne i byen.

 

Der ikke lovligt kan etableres gratis trådløst netværk i afgrænsede geografiske områder såsom Ørestaden.

 

Århus tilbyder borgere og gæster adgang til internettet på nogle af kommunens lokaliteter, men adgangen i det offentlige rum varetages af private netværksudbydere. Adgangen til internet på kommunale lokationer kræver at brugeren lader sig registrere, således at man kan finde frem til gerningsmanden, hvis internetforbindelsen bliver brugt til kriminelle forhold.

 

Den digitale skoletaske er en del af den læringsportal der hedder Netstudier.

Netstudier er en webbaseret platform for digital undervisning hvor lærerne kan tilrettelægge, lagre og tilbyde undervisning, så det er tilgængeligt for eleverne og de studerende uanset tid og sted.

 

Den videre proces

Sideløbende med behandlingen af denne indstilling arbejder Økonomiforvaltningen på at realisere de ønsker som blev stillet i BR 128/06 (Medlemsforslag om gennemførelse af forsøg med hot spots i offentligt rum).

 

Økonomiforvaltningen vender tilbage med et forslag til hvordan gæster med et konkret ærinde på kommunens lokationer kan få adgang til internettet via kommunens trådløse netværk. Denne adgang vil kun kunne gives til personer som lader sig registrere.

 

 

Økonomiforvaltningen arbejder sideløbende videre med yderligere initiativer indenfor trådløs internetadgang. Disse initiativer vil indgår som en del af en indstilling om it-visioner i Københavns Kommune som vil blive forelagt ØU og BR hurtigst muligt.

 

SAGSBESKRIVELSE

På Borgerrepræsentationsmødet den 26. maj 2005 blev nedenstående medlemsforslag (BR 294/05) stillet.

at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at undersøge mulighederne for at etablere en plan for gratis internetadgang til alle københavnske husstande – herunder foretage en udredning og beregning af etablerings- og driftsomkostninger samt de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger ved at tilbyde gratis internet-opkobling til alle københavnske husstande. Der ønskes beregninger over en ordning med trådløst net, samt fibernet og en opridsning af eventuelle andre muligheder. Endvidere

­at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at lave en udredning af, hvordan den sociale dimension kan styrkes ved at tilbyde pc-ordning for borgerne eller ved etableringen af kommunale internetcafeer, hvor studerende kan lave opgaver, og ledige søge job osv.

 

Økonomiforvaltningen udarbejdede som besvarelse af medlemsforslaget et notat. Dette notat blev behandlet på ØU-mødet den 6. december 2005, hvor sagen blev udsat, idet der blev der rejst ønske om en uddybning af notatet. Uddybningen af notatet skulle besvare følgende spørgsmål.

 

·        En juridisk vurdering af mulighederne for at indrette trådløst netværk på samtlige kommunens bygninger (institutioner mv.) - med den sidegevinst at det også vil være til glæde for borgerne i byen.

 

·        Kan vi - eller andre - etablere trådløst netværk i Ørestaden?

 

·        En beskrivelse af hvilke initiativer Århus Kommune har taget indenfor trådløst internet

 

·        En beskrivelse af konceptet bag Virum Statsskoles trådløse netværk - med digitale skoletasker.

 

I nedenstående gives en besvarelse af de fremsatte medlemsforslag.

 

Ad. Punkt 1: En juridisk vurdering af mulighederne for at indrette trådløst netværk på samtlige kommunens bygninger (institutioner mv.) - med den sidegevinst at det også vil være til glæde for borgerne i byen

 

Ud fra den forudsætning, at der i Københavns Kommune er et velfungerende privat marked for udbud af Internet forbindelser, og at dette marked sikrer forsyning af stort set hele Københavns Kommunes område med mulighed for Internet adgang, er det advokatens opfattelse at Københavns Kommune ikke lovligt kan stille gratis Internet til rådighed for alle kommunens virksomheder og borgere.

 

Dette vil gælde selvom Københavns Kommune måtte have en overskuds kapacitet til rådighed, der gør levering af gratis Internet adgang mulig uden meromkostninger for Københavns Kommune. Kommunens advokat har i den forbindelse vurderet at Københavns Kommune ikke kan tilbyde levering af Internet adgang til samtlige Kommunens borgere og virksomheder uden at dette fører til en ulovlig fordrejning af konkurrencen.

 

Det vil altså ikke være muligt at give åben adgang til kommunens borgere ved at opsætte internetacces punkter på kommunens lokationer.

 

Økonomiforvaltningen vil overveje mulighederne for at tilbyde gæster på kommunens institutioner, som har et konkret ærinde mulighed for at bruge en trådløs internetforbindelse. Denne adgang gives ligesom i Århus kun til gæster som lader sig registrere, og som har et konkret formål med at bruge internettet.

Økonomiforvaltningen i gang med et EU-udbud på trådløst netværk, som kan understøtte dette.

 

Adgangen vil ikke kunne anvendes af borgere som blot opsøger hotspottet på lokationen med det formål at "surfe" på internettet, da dette er i strid med gældende lovgivning jævnfør punkt 2.

 

Ad. Punkt 2: Kan vi - eller andre - etablere trådløst netværk i Ørestaden

 

Som anført i punkt 1 kan den generelle adgang for alle Kommunens borgere og virksomheder ikke gives lovligt. Dette gælder også en generel adgang givet i et større geografisk område som f.eks. Ørestaden.

 

Gives adgangen via trådløst Internet, behøver adgangen ikke være isoleret til konkrete lokaler eller adresser, men muligheden for opnåelse af adgangen til Internettet må begrænses til de lovlige formål, f.eks. ved brug af personlige kodeord og adgangskontrol, så der ikke etableres en generel adgang.

 

Ad. Punkt 3: En beskrivelse af hvilke initiativer Århus Kommune har taget indenfor trådløst internet

 

Århus kommune tilbyder borgerne og gæster adgang til at benytte trådløs internet forbindelse i udvalgte kommunale bygninger såsom Rådhuset og biblioteker. Bibliotekerne er åbne for alle borgere mens adgangen til Rådhusets netværk kræver at man har et konkret ærinde på Rådhuset. For at få adgang skal man registrere sig og få en kode udleveret som man kan logge på med. Registreringen af brugere gør, at det er muligt at finde gerningsmanden, hvis internetadgangen bliver brugt til kriminelle forhold.

 

Udover de kommunale initiativer har en række private udbydere opstillet hotspots på udvalgte steder i byen. Disse hotspots er opstillet uden engagement fra kommunens side, og fungerer på normale markedsvilkår.

 

Økonomiforvaltningen vil undersøge muligheden for at en lignende model kan

indføres i Københvans kommune, hvor gæster med et konkret ærinde

på kommunens lokationer kan få adgang til internettet via kommunens trådløse

netværk. Denne adgang skal kun gives til personer som lader sig registrere.

 

Ad. Punkt 4: En beskrivelse af konceptet bag Virum Statsskoles trådløse netværk - med digitale skoletasker

 

Den digitale Skoletaske er et it-værktøj som er udviklet af UNI-C. Den rummer nogle mapper, der kan bruges over internettet efter at en bruger har logget sig på. Her kan elever gemme dokumenter, filer og bogmærker til internettet.

 

På Nærum Gymnasium er begrebet skoletasken en del af den læringsportal der hedder Netstudier. Se link under bilag.

 

Netstudier er en webbaseret platform for digital undervisning og samarbejde, der er udviklet til lærere og elever/studerende i folkeskolens ældste klasser, ungdomsuddannelser, voksenuddannelser og på de videregående uddannelser, CVU'er og universiteter.

 

I Netstudier kan lærerne tilrettelægge, lagre og tilbyde undervisning, der er tilgængelig for eleverne, de studerende uanset tid og sted. Eleverne og de studerende har hermed mulighed for at debattere og udveksle informationer og viden på tværs af fag, institution og geografisk placering.

 

I Københavns Kommune har gymnasierne brugt en læringsportal de sidste 4 år. I de sidste 2 år har gymnasierne brugt Fronter, som ca. halvdelen af landets gymnasier i dag bruger. I dette skoleår er folkeskolerne begyndt at bruge SkoleIntra som læringsportal til især samarbejdet mellem skole og hjem.

 

Fordelen ved disse læringsportaler er, at man på hvilket som helst sted, hvor man har adgang til internettet, kan logge sig på og få adgang til de områder og informationer, som passer til f.eks. den klasse man er elev i.

Portalerne rummer bl.a. "rum" til hver klasse. I disse rum kan man oprette mapper/arkiver til forskellige formål. Skolen kan sende informationer til alle elever eller udvalgte klasser. Og så er der en lang række andre funktioner i en læringsportal.

 

Brug af læringsportaler er i stigende grad en vigtig hjælp, når undervisningen bliver mere og mere differentieret og opdelt i forskellige aktivitetstyper. Derved kan denne form for elektronisk portal bidrage til at organisere, informere og samle oplysninger om aktiviteter og dokumentere forløb, som kan evalueres og udgøre klassers og elevers portofolio.

 

I BUF vurderes trådløst net som teknisk mindre attraktivt end kabelnet på grund af den begrænsede båndbredde. Det har dog fordele, der gør det fordelagtigt at anvende det i stedet for fast net, hvor der er ønske om stor fleksibilitet i placering af computere, og når der er behov for at bevæge sig omring med computerne. Det er især i skolernes pædagogiske servicecentre (skolebibliotekerne) og i gymnasiernes studiecentre, at BUF har opsat trådløst net.

 

Den videre proces

Økonomiforvaltningen arbejder i øjeblikket på at realisere de ønsker som blev stillet i BR 128/06 (Medlemsforslag om gennemførelse af forsøg med hot spots i offentligt rum). Formålet med denne indstilling er, at kommunen som en turistfremmende foranstaltning skal etablere gratis trådløs internetadgang til turister.

 

Økonomiforvaltningen vil vende tilbage med et forslag til hvordan gæster med et konkret ærinde på kommunens lokationer kan få adgang til internettet via kommunens trådløse netværk. Denne adgang vil kun kunne gives til personer, som lader sig registrere. Sideløbende arbejder Økonomiforvaltningen videre med yderligere initiativer indenfor trådløs internetadgang. Eksempler herpå er: Trådløs internetadgang som erhvervsfremmende foranstaltning, samarbejde med læreanstalter om gratis trådløs inter og etablering af mulighed for at kommunes ansatte kan benytte de offentlige hotspots til at logge på kommunens administrative net. Disse initiativer vil indgå som en del af en indstilling om digital forvaltning i Københavns Kommune som vil blive forelagt ØU og BR i september.

 

ØKONOMI

ØU og BR vil blive orienteret om de økonomiske forhold når disse er tilvejebragt.

MILJØVURDERING

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

Notat fra advokat Nicolai Dragsted (Bender von Haller Dragsted), af 08.02.2005

 

Links med supplerende materiale:

http://skoletasken.emu.dk/index.cgi?section=vejledning

http://www.netstudier.dk/netlogin/default.aspx

 

 

 

     Claus Juhl                                                                     

      

                                                                 /

                                                                                                   Bjarne Winge

 

Til top