Ansøgning om deltagelse i WHO European Healthy Cities Network Fase VI
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at Københavns Kommune ansøger om deltagelse i WHO Healthy Cities Fase VI.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
(Sundheds- og Omsorgsudvalget)
Problemstilling
Københavns Kommune har siden 1988 været medlem af WHO’s European Healthy Cities Network, som er et internationalt netværk bestående af omkring 100 europæiske medlemsbyer og 30 nationale netværk, som samler mere end 1.300 byer. Medlemsbyerne har forpligtet sig til at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse på grundlag af kriterier, der fornyes hvert femte år.
Københavns Kommune har deltaget i WHO Healthy Cities Fase V (2009-2013) og har afgivet en forhåndstilkendegivelse om deltagelse i Fase VI (2014-2018). Kommunen forpligter sig ved deltagelse til at støtte op om samarbejdet i forhold til at forbedre sundheden og den sociale ulighed i sundhed, jf. bilag 1, med afsæt i principperne bag Health 2020, jf. bilag 2.
Københavns Kommunes ansøgning skal godkendes af Borgerrepræsentationen.
Løsning
Healthy Cities Netværket er den internationale overbygning på de nationale Sund By Netværk, hvor den konkrete videreudvikling og udmøntning af det internationale policy-arbejde finder sted, og hvor Københavns Kommune i høj grad har påvirket udviklingen på nationalt plan. København er i kraft af sin deltagelse i netværket medlem af bestyrelsen for Sund By Netværket i Danmark.
Healthy Cities Netværkets Fase VI tager afsæt i principperne bag Health 2020-erklæringen, som blev tiltrådt af de 53 medlemsstater på Malta den 11. september 2012, herunder Danmark. Erklæringen er en langsigtet strategi for folkesundhedsarbejdet i medlemsstaterne i WHO’s europæiske region, jf. bilag 2.
De overordnede temaer for Fase VI er baseret på Health 2020-erklæringens fire politiske prioriteringsområder og har to overordnede mål:
Politiske prioriteringsområder:
- Investering i sundhed gennem hele livet og at gøre befolkningen i stand til at tage vare på eget liv,
- Fokus på de største folkesundhedsudfordringer,
- Styrke et sundhedssystem, hvor borgeren er i centrum, og hvor der både er et stærkt og effektivt beredskab og kapaciteter inden for folkesundhed generelt, og
- Sikre bæredygtige byer og støttende miljøer.
Mål:
- Social lighed i sundhed og
- Velfærdsledelse, medborgerskab og udvikling af robuste lokalmiljøer.
Tankegangen bag Health 2020 er grundlæggende, at sundhedsopgaven skal løftes i fællesskab - sundhed i alle politikker - som beskriver, at alle politikområder skal overveje, hvordan deres opgaver har betydning for folkesundheden.
Ved at indgå i WHO-arbejdets Fase VI vil Københavns Kommune opnå værdifuld international erfaring. Fasen vil blandt andet understøtte kommunens arbejde med at bringe nøgleinteressenter sammen for at arbejde for sundhed og livskvalitet og styrke forandringsledelse samt potentialerne for i fællesskab at løse de lokale sundhedsmæssige udfordringer til gavn for kommunens borgere.
Det er samtidig erfaringen, at et internationalt udsyn på alle planer, fra det politiske niveau til det borgerinvolverende, har stor betydning. Det er afgørende i forhold til samarbejde, inspiration, erfaringsudveksling og udvikling af den lokale virkelighed.
I bilag 1 findes en oversigt over 12 krav, som medlemsbyerne skal gennemføre i løbet af Fase VI. I København vil kravene primært blive iværksat igennem Københavns Kommunes sundhedspolitik. Med tilslutningen og underskrivelsen af tilsagnserklæringen forpligter Københavns Kommune sig til at støtte op om samarbejdet på tværs af forvaltningerne i forhold til at arbejde for at forbedre københavnernes sundhed og mindske den sociale ulighed i sundhed.
Københavns Kommune skal have en ny tværgående sundhedspolitik fra 2015. I udarbejdelsen af politikken bør der være fokus på at afdække, hvor der er uudnyttede potentialer i forvaltningerne i forhold til at løfte sundhed, samt hvordan det i højere grad kan fremmes, at udvalgene tager ejerskab til sundhedspolitikken.
Økonomi
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen om deltagelse i fase VI fremsendes en ansøgning til WHO. Sundheds- og Omsorgsforvaltningen koordinerer Københavns Kommunes deltagelse. Forvaltningernes bidrag i forhold til fase VI vil primært blive varetaget inden for sundhedspolitikkens rammer.
Katja Kayser /Katrine Schjønning
Oversigt over politisk behandling
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen indstiller, at Sundheds- og Omsorgsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Københavns Kommune ansøger om deltagelse i WHO Healthy Cities Fase VI.
Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 27. februar 2014
Indstillingen blev godkendt.
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Sundheds- og Omsorgsudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 18. marts 2014
Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. marts 2014
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.