Mødedato: 27.02.2020, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om Nabo Østerbro

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen beslutter at afsætte 120.000 kr. til Værestedet Nabo Østerbro med finansiering og anvisning af servicemåltal fra puljen til uforudsete udgifter.

(Stillet af Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance)

Motivering

I 2019 fik Værestedet Nabo Østerbro afslag på deres ansøgning på 120.000 kr. i §18 tilskud, fordi Socialudvalget skærpede kriterierne for de målgrupper, der er berettiget til §18-midler.

Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance ønsker, at støtte op om Nabo Østerbro, så det ikke fortsat skal være en kamp, at aktiviteterne kan holdes i gang.

Det er særligt fitness-rummet i Nabo Østerbro, som vi mener, er rigtig vigtigt for de ældre, fordi det er sundt for krop og sjæl at få rørt sig. Det gælder alle aldre, men særligt når man bliver ældre er motion og samvær med andre vigtigt. Hertil kommer, at brugerne er glade for fitness-tilbuddet, da det holder dem ”i live” fysisk og socialt, og da det i høj grad har været de allersvageste ældre borgere på Østerbro, der har brugt værestedet, mener forslagsstillerne, at der skal afsættes midler til værestedet.

For Nabo Østerbro var det en uforudset situation, at de ikke fik del i §18-midlerne og det er en kæmpe udfordring for værestedet at skulle fortsætte og det vil naturligvis kunne mærkes for brugerne. Derfor håber forslagsstillerne, at Borgerrepræsentationen vil støtte op om at finansiere forslaget og anvise servicemåltal fra puljen til uforudsete udgifter.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2020

 Medlemsforslaget blev forkastet med 42 stemmer imod 8. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C, O og I.

Imod stemte: A, Ø, Å, B, F og V.

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre, SF og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

”Partierne mener, at Nabo Østerbro er et godt og vigtigt tilbud, som vi fortsat ønsker at støtte, og derfor vil tilskuddet blive taget op i forhandlingerne om overførselssag 2019-2020."

 

”Enhedslisten og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

"Partierne konstaterer, at det var et enigt Socialudvalg der d. 18. september 2019 godkendte indstillingen om fordeling af §18-midlerne til frivilligt socialt arbejde for 2020. Indstillingen skete på baggrund af et forsalg til fordeling udarbejdet af et underudvalg bestående af tre udvalgsmedlemmer fra hhv. C, Ø, og A. Partierne konstaterer ligeledes at det, af kriterier for tildeling af §18-midlerne som Socialudvalget vedtog d. 20. marts 2019, fremgår at ansøgninger, som vurderes at ligge udenfor forvaltningens målgruppe, bl.a. på sundheds-og omsorgsområdet og flygtninge-og integrationsområdet, ikke bevilliges §18-midler. Partierne vurderer at driften af det fitness-rum, som fremhæves i medlemsforslaget, ligger inden for sundheds-og omsorgsområdet og opfordrer derfor Nabo Østerbro til at søge om §79-midler til driften af fitness-rummet, på lige fod med andre ældreklubber, der tilbyder aktiviteter der omfatter bevægelse, fremmer psykisk sundhed, livskvalitet og trivsel og bekæmper ensomhed blandt ældre”.

Til top