Medlemsforslag om at stoppe samarbejde med antidemokratiske organisationer
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med inddragelse af de øvrige relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til, hvordan kommunen kan afbryde og undlade samarbejde (bortset fra lovpligtigt samarbejde og tilsynsfunktioner) og støtte til organisationer, der modtager tilskud fra autoritære og antidemokratiske stater – dette gælder både statsstøtte til religiøse samfund og til daginstitutioner m.v.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)
Motivering
Det er vores opfattelse at integration besværliggøres og i visse situationer forhindres, hvis personer færdes i et meget dominerende antidemokratisk og autoritært miljø. Derfor ønsker vi ikke, at kommunen skal samarbejde med organisationer, der modtager støtte fra autoritære og antidemokratiske stater.
Vi er bekymrede, når religiøse samfund styres indirekte via statsstøtte fra autoritære og antidemokratiske nationer. Vi er også stærkt betænkelige ved integrationen, når det forlyder, at den saudiarabiske stat vil til at yde støtte til at drive daginstitutioner i København.
Det fremgår af pressen, at bl.a. Iran, Qatar og Saudi Arabien yder støtte til aktiviteter i Danmark.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2020
Medlemsforslaget blev forkastet med 44 stemmer imod 6. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: C og O.
Imod stemte: A, Ø, Å, B, F, V og I.
Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre stemmer imod forslaget, da vi føler os dækket ind af gældende lovgivning på området, samt af dét af BR vedtagne ”Charter for demokratiske værdier”, der kræver, at eksterne parter, der samarbejder med kommunen om bekæmpelse af ekstremisme, tilslutter sig grundlæggende demokratiske værdier. Endvidere har regeringen tilkendegivet, at den –inspireret af den tidligere regering –vil fremsætte et lovforslag om at indføre en ordning, hvorefter fysiske eller juridiske personer i såvel udlandet som Danmark kan optages på en forbudsliste, hvis de med en donation søger at modarbejde eller underminere demokrati og grundlæggende frihedsrettigheder.”
Alternativet, Radikale Venstre og SF afgav følgende protokolbemærkning:
“Partierne konstaterer, at vi allerede har de nødvendige redskaber for at indstille samarbejdet med de organisationer, der modarbejder demokratiske værdier. Det har vi haft en politik og praksis omkring siden 2016 gennem Charteret for demokratiske værdier, hvorfor dagens forslag er unødvendigt.”