Mødedato: 27.02.2020, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om genåbning af Randbølvej

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen at genåbne Randbølvej og dermed afhjælpe de utilsigtede trafikgener i nabolaget,
  2. at beslutningen finansieres af kommunekassen, og at der anvises anlægsmåltal fra puljen til uforudsete udgifter.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Randbølvej blev lukket for udkørsel til Ring II ved beslutning i 2010. En utilsigtet konsekvens af den delvise lukning var blandt andet en øget gennemfartstrafik på Bangsbovej og Ådalsvej, hvorfor der her blev etableret hastighedsdæmpende foranstaltninger, som dog ikke dæmpede den gennemkørende trafik på de private fællesveje.

Københavns Kommune er forpligtet til at overtage de private fællesveje i området, hvor den gennemkørende motorkørende trafik overstiger 50 % af den motorkørende trafik på vejen, eller alternativt nedbringe den gennemkørende trafik til under 50 %, jf. lov om private fællesveje § 58, stk. 3.

På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 6. marts 2018 (punkt 6) fremsatte forvaltningen en indstilling om, at en række private fællesveje omkring Randbølvej skulle overtages til offentlig vej. 

Udvalget besluttede i stedet, at Randbølvej skulle genåbnes med tilhørende krydsombygning. Udvalget henviste til at finansieringen til ombygningen og de deraf følgende fordyrelser på busdriften skulle findes enten i overførselssagen for 2018/19 eller i Budget 2019, men finansieringen blev hverken løftet i overførselssagen eller i budget 2019.

Udvalgets beslutning om genåbning af Randbølvej med tilhørende krydsombygning og følgende fordyrelser på busdriften er således endnu ikke finansieret og dermed ikke effektueret. 

Med dette medlemsforslag ønskes udvalgets beslutning effektueret med en fuld genåbning af Randbølvej med det formål at dæmpe den gennemkørende motortrafik på de omkringliggende private fællesveje som alternativ til, at kommunen skal overtage disse til offentlig vej og på sigt nok også kan blive nødsaget til at overtage endnu flere private fællesveje i området.  

En fuld genåbning af Randbølvej indebærer en ombygning af krydset mellem Randbølvej og Ring II (Rebildvej/Grøndals Parkvej), der jfr. NIRAS projekt derved gøres betydeligt mere trafiksikkert og gør Randbølvej egnet til dobbeltrettet trafik. Dette involverer blandt andet etablering af cykelbaner i krydset, flytning af kantsten og omprogrammering af signalprogrammerne.

Ved ombygning af krydset må antages at fodgængere kan sikres bedre, når de skal krydse Ring II. 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2020

Et forslag fra Socialdemokratiet om at henvise medlemsforslaget til Teknik- og Miljøudvalget blev vedtaget uden afstemning.

Til top