Forespørgsel til teknik- og miljøborgmesteren om kommunen har levet op til sin tilsynsforpligtelse ved handicapboligerne på Langhusvej
Forespørgsel
Teknik- og miljøborgmesteren bedes redegøre for,
- hvad er status for udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse, Brønshøj/Husum navnlig i relation til, om Teknik- og Miljøforvaltningen har sikret at forvaltningen lever op til sin myndighedsforpligtelse i forhold til, at almenboligorganisationerne tegner et realistisk billede af de faktiske forhold omkring skimmelsvamp og vurderingen af bygningernes stand som værende på et niveau som fordrer nedrivning?
- har Teknik- og Miljøforvaltningen taget initiativ en uvildig vurdering af, om der er skimmelsvamp i rækkehusene på Langhusvej?
(Stillet af Dansk Folkeparti)
Motivering
I forbindelse med den politiske behandling af udviklingsplanen for Tingbjerg/Utterslevhuse, Brønshøj/Husum fremsatte den daværende fungerende Teknik- og Miljøborgmester en protokolbemærkning i Teknik- og Miljøudvalget d. 27/5 2019 om, at Enhedslisten frem mod behandlingen i Borgerrepræsentationen ville arbejde for, at der skulle laves en uvildig vurdering af, om der er skimmelsvamp i rækkehusene på Langhusvej.
Dette blev så vidt vides ikke til noget, inden sagen blev behandlet i Borgerrepræsentationen.
Da sagen blev behandlet i Borgerrepræsentationen d. 20/6 2019 fremsatte fem partier (Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og SF) en protokolbemærkning, der lød således: ”Det skal sikres at forvaltningen lever op til sin myndighedsforpligtelse i forhold til, at de almenboligorganisationer tegner et realistisk billede af de faktiske forhold omkring skimmelsvamp og vurderingen af bygningernes stand som værende på et niveau som fordrer nedrivning”.
Dansk Folkeparti vil derfor gerne vide, om Teknik- og Miljøforvaltningen som led i opfølgningen på de fem partiers protokolbemærkning sidenhen har taget initiativ til eller er gået i dialog med almenboligorganisationen om en uvildig vurdering af, om der er skimmelsvamp i rækkehusene på Langhusvej, samt hvorledes forvaltningen i øvrigt har sikret at forvaltningen lever op til sin myndighedsforpligtelse i forhold til, at almenboligorganisationerne tegner et realistisk billede af de faktiske forhold omkring skimmelsvamp og vurderingen af bygningernes stand som værende på et niveau som fordrer nedrivning.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2020
Forespørgslen blev besvaret.