Mødedato: 27.02.2020, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Udpegning af medlem til bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til udpegning af medlem til bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Karsten Biering Nielsen, udpeges som medlem til bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium for indeværende funktionsperiode, der løber frem til 31. december 2022.

(Teknik- og Miljøforvaltningen)

Problemstilling

Borgerrepræsentationen skal udpege et medlem til bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium.

Løsning

Byplanlaboratoriet er en selvejende institution, der er stiftet i 1921 på initiativ af blandt andre Københavns Kommune. I dag er blandt andet ca. 90 af landets kommuner medlem.

Byplanlaboratoriets formål er at fremme kvaliteten i byer og landskaber. Det sker ved at fremme studier af by- og landskabsplanlægning og formidle viden om emnet til specielt fagets praktikere. Herudover fremmer Byplanlaboratoriet den offentlige debat om planlægningsspørgsmål gennem blandt andet konferencer, møder, udtalelser og publikationer. I bilag 2 er Byplanlaboratoriets vedtægter vedlagt, hvor formålet er uddybet.

Senest funktionsperiode i Byplanlaboratoriets bestyrelse udløb den 31. december 2018. Der sker først en udpegning nu, da Teknik- og Miljøforvaltningen har forhandlet med Dansk Byplanlaboratorium om størrelsen på kommunens medlemskontingent, jf. økonomiafsnittet.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller til Borgerrepræsentationen, at vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, Karsten Biering Nielsen, udpeges som medlem til bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium for indeværende funktionsperiode, der løber frem til 31. december 2022. Økonomiforvaltningen har oplyst, at forvaltningen er enig i Teknik- og Miljøforvaltningens indstilling.

Øvrige oplysninger om hvervet
Særlige krav/valgbetingelser
Som medlemmer af bestyrelsen skal vælges personer med faglig indsigt i fondens arbejdsområde.

Udpegningstype
Flertalsvalg.

Vederlag
Intet vederlag.

Funktionsperiode
Funktionsperioden for bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium løber fra 1. januar 2019 frem til 31. december 2022. Denne udpegning gælder således for den resterende del af indeværende funktionsperiode, dvs. frem til 31. december 2022.

Økonomi

Københavns Kommunens medlemskontingent udgør 175.000 kr. pr. år. Københavns Kommune er den største bidragyder med hidtil et årligt kontingent på 250.000 kr., da kontingentet udregnes efter antal borgere i kommunen. Dette er efter forhandling nedsat til fremadrettet 175.000 kr. pr. år.

Der er afsat finansiering til de 175.000 kr. på helholdsvis Teknik- og Miljøudvalgets (50 %) og Økonomiudvalget (50 %) ordinære driftsramme.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget udpegningen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele det til bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium.

 

Søren Wille                                            / Karsten Biering Nielsen

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 27. februar 2020

 Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top