Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby"
Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby"
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 26. august 2004
BR 379/04
Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby"
Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan
nr. 341 "Det centrale Valby"
Indstilling om, at tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby" vedtages endeligt.
(Bygge- og Teknikudvalget)
INDSTILLING
Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
at tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby" vedtages endeligt.
Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 11. august 2004
Afstemning
|
For |
Imod |
Stemte ikke |
|
|
X |
|
|
|
X |
|
|
|
X |
|
|
|
|
|
|
|
X |
|
|
|
X |
|
|
|
X |
|
Karin Storgaard (O) |
|
X |
|
|
|
X |
|
|
|
X |
|
|
X |
|
|
Ændringsforslaget blev ikke tiltrådt.
Indstillingen blev anbefalet.
RESUME
Den offentlige høring af lokalplanforslaget fandt sted fra den 21. april til den 25. juni 2004. I høringsperioden har der på internettet været en hjemmeside for planforslaget, været opstillet en plancheudstilling i Valby Bibliotek samt været afholdt et borgermøde.
I høringsperioden er der modtaget 11 henvendelser, hvoraf 4 er fra offentlige myndigheder.
Hovedstadens Udviklingsråd, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Københavns Stiftsøvrighed har ikke bemærkninger til forslaget.
Valby Lokaludvalg anbefaler, at en eksisterende trærække bevares, og at parkering i den nye bebyggelses hjørner undgås.
Hertil bemærkes, at trærækken er plantet langs Gåsebæksstien mellem den nye bebyggelse og institutionen Hoffmanns Minde. På dette 18 m brede areal skal ifølge lokalplanforslaget etableres adgangsvej, cykel- og gangsti, ca. 65 parkeringspladser samt plantes en ny trærække. En bevaring af trærækken vil betyde, at antallet af parkeringspladser skal reduceres med ca. 32 pladser. Skal parkering i bebyggelsens hjørner undgås, vil dette yderligere reducere antallet af parkeringspladser med et tilsvarende antal. Det kan derfor ikke anbefales at imødekomme Valby Lokaludvalgs ønsker, idet det samtidig skal understreges, at der vil blive plantet en ny trærække til erstatning for den gamle.
De øvrige henvendelser
vedrører følgende forhold:
1) En underskriftsindsamling med 54 underskrifter protesterer mod den nye bebyggelse i område IIIA under henvisning til, at nybyggeriet vil reducere legepladsarealerne til skolen i Ovnhallen og Hoffmanns Minde samt skygge for Ovnhallen.
Hertil bemærkes, at legepladsarealerne ikke er reduceret på grund af nybyggeriet, og at skyggediagrammer viser acceptable lys/skyggeforhold for Ovnhallen.
2) To henvendelser udtrykker bekymring over nybyggeriets røde farve i forhold til omgivelserne.
Hertil bemærkes, at arkitektfirmaet har valgt den røde farve på grund af de massive røde teglstensbygninger i området. Den nye bygnings farve skal falde ind i denne teglrøde skala.
3) En henvendelse anfører, at lokalplanforslagets gennemsnitlige boligstørrelse bør være 110 m², og at der bør indsættes bestemmelse om værelsesantal i lokalplanforslaget. Dette skal sikre, at der opføres boliger, der er egnede for familier.
Hertil bemærkes, at lokalplanforslagets krav til mindste gennemsnitsstørrelse er 100 m² (bortset fra ældreboliger m.v.), og at planloven ikke hjemler ret til i lokalplaner at stille krav om indretningen af boligerne.
4) To henvendelser mener, at bebyggelsesprocenten i lokalplanforslagets område IIIA er for høj, og to henvendelser mener, at den nye bebyggelse bør rykkes tilbage fra Valby Langgade, og at nybyggeriet ikke må være højere end Ovnhallen, henholdsvis at nybyggeriet ikke må være 4 etager højt.
Hertil bemærkes, at bebyggelsesprocenten er hævet fra 110 i lokalplan nr. 341 til 120 i lokalplanforslaget. Nybyggeriets faktiske bebyggelsesprocent kan beregnes til ca. 117. En bebyggelsesprocent på 110 vil kræve en gennemgribende omprojektering af nybyggeriet. Bebyggelsen er en karrébebyggelse, der bør ligger i fortovslinien mod Valby Langgade som de øvrige karreer langs denne gade. Bebyggelsen kan iøvrigt ikke rykkes tilbage på grund af skolens friarealer syd for bebyggelsen. Nybyggeriet er ca. 14 m højt og Ovnhallens kiphøjde / rytterlys er til sammenligning 14,7 m, mens facadehøjden til og med mansard er ca. 11 m.
Herudover er der to henvendelser, der vedrører forhold i området omkring Skolegade, Annexstræde samt Valby Tingsted uden for lokalplanforslagets område.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 25. marts 2004 (BR 126/04) Bygge- og Teknikudvalgets indstilling af 29. januar 2004 om offentliggørelse af forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby". Indstillingen med bilag er vedlagt til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor, Rådhuset, 1. sal, som bilag A.
Offentliggørelse
Planforslaget har været i offentlig høring i perioden fra den 21. april til den 25. juni 2004. Der er udsendt 541 pjecer til ejere, lejere og brugere og 42 pjecer til interessegrupper, foreninger m.v.
I Valby Bibliotek, Annexstræde 2, har der i høringsperioden været opstillet en plancheudstilling om planforslaget, og den 3. juni 2004 blev der afholdt et borgermøde i Valby Medborgerhus med deltagelse af 18 borgere. Mødet var et debatmøde med 5 medlemmer af Bygge- og Teknikudvalget og 1 medlem af Valby Lokaludvalg i debatpanelet.
Følgende hovedsynspunkter og spørgsmål blev rejst og drøftet på borgermødet:
- Arealkravet til familieboligerne bør være 110 m² og ikke lokalplanforslagets 100 m² i gennemsnit. Der bør stilles krav om, at familieboliger skal være 4-værelses boliger.
- Lokalplanforslagets forhøjelse af bebyggelsesprocenten fra 110 til 120.
- Trafikforholdene på Valby Langgade, blandt andet som konsekvens af etablering af busbaner på Roskildevej, samt det forhold, at der ikke er blevet udarbejdet trafikplan i forbindelse med tilvejebringelse af lokalplan nr. 341.
- Nybyggeriets placering, skyggevirkning og farve samt det hensigtsmæssi ge i at placere boliger for ældre tæt på skolen i Ovnhallen og Hoffmanns Minde.
Der er vedlagt et notat fra debatten som bilag 1 og en opsummering af resultatet fra de uddelte evalueringsskemaer som bilag 2.
I høringsperioden har der via internettet været muligheder for at søge oplysninger om lokalplanforslaget på en særlig hjemmeside, komme med debatindlæg eller sende bemærkninger til forslaget som e-mail. Der har været 2 debatindlæg, og der er modtaget 7 indsigelser som e-mail.
I høringsperioden er modtaget 11 henvendelser, herunder en underskriftsindsamling med i alt 54 underskrifter. De 4 af henvendelserne er fra offentlige myndigheder, øvrige forvaltninger og Valby Lokaludvalg. Kopi af henvendelserne vedlægges til gennemsyn i borgmester Søren Pinds forkontor som bilag B. Sammendrag af henvendelsernes indhold og forvaltningens anbefalinger og bemærkninger hertil fremgår af vedlagte bilag 3. Nedenfor er henvendelsernes indhold og forvaltningens bemærkninger og anbefalinger sammenfattet i følgende afsnit:
1. Henvendelser fra offentlige myndigheder.
2. Skyggeforhold og legepladsareal til den nye skole i Ovnhallen og institutionerne i Hoffmanns Minde
3. Den nye bebyggelses farve
4. Boligstørrelser og værelsesantal
5. Bebyggelsesprocent, samt højde og placering i forhold til Valby Langgade
1. Henvendelser fra
offentlige myndigheder
Hovedstadens Udviklingsråd, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Københavns Stiftsøvrighed har ingen bemærkninger til lokalplanforslaget.
Valby Lokaludvalg bemærker, at lokalplanforslaget forudsætter, at en eksisterende trærække langs Gåsebæksstien fældes for at give plads for parkering. Samtidigt skal der parkeres i det nordvestlige hjørne af byggeriet samt i det sydvestlige hjørne foran børnehavens udeareal. Lokaludvalget opfordrer til at ændre lokalplanen således, at træfældningen og hjørneparkeringen undgås. Nybyggeriet må ifølge lokaludvalget indgå en aftale om parkering i det p-hus og den p-kælder, der skal etableres øst for Ovnhallen, og en del af parkeringsbehovet må fortsat kunne løses som kantstensparkering langs Valby Langgade. Herved kan trærækken bevares, og parkeringen i hushjørnerne kan undgås til fordel for forareal til boliger og plejefunktioner samt til fordel for børnehavens areal. Især det sidste finder lokaludvalget afgørende for udvalgets positive indstilling til projektet og lokalplanforslaget.
Bemærkninger
Som det fremgår nedenfor under pkt. 2 var den nye bebyggelse oprindeligt placeret 12 m fra Ovnhallens vestfacade. Af hensyn til skolens lysforhold er bebyggelsen efterfølgende blevet reduceret og flyttet til en placering 19,3 m fra Ovnhallens facade. Dette betyder, at afstanden til Hoffmanns Minde herefter bliver 18 m, hvilket er minimum, hvis der skal være plads til Gåsebækstien, en trærække, parkering og en adgangsvej. Samtidig er antallet af parkeringspladser blevet reduceret med 8.
Lokalplanforslagets krav til parkeringsdækning for nybyggeriet er ca. 75 pladser. Udformningen af arealet mellem den nye bebyggelse og Hoffmanns Minde muliggør ca. 65 parkeringspladser. De øvrige pladser skal etableres andetsteds indenfor området omfattet af lokalplan nr. 341 (for eksempel i parkeringsanlæggene i område II) eller andetsteds i kvarteret. Det vil være særdeles belastende for projektets økonomi, såfremt der skal tilkøbes et større antal pladser i konstruktion.
Det skal understreges, at lokalplanforslaget forudsætter plantet en trærække i en afstand af 4 m langs Hoffmanns Minde. Forslaget forudsætter også en trærække plantet mellem den nye bebyggelse og Ovnhallen, ligesom lokalplan nr. 341 forudsætter en trærække øst for Ovnhallen.
Den eksisterende trærække er placeret 8 m fra Hoffmanns Mindes østfacade midt i det 4,5 m brede felt, som lokalplanforslaget forudsætter anvendt til skråparkering / vinkelret parkering. Skal trærækken bevares, må disse parkeringspladser opgives, hvilket vil reducere parkeringen med ca. 32 pladser.
Under hensyn hertil og til, at der er tale om en række almindelige, yngre træer uden særlig bevaringsværdi, der skal erstattes af en ny trærække, kan det ikke anbefales at imødekomme Valby Lokaludvalgs ønske.
Med hensyn til parkeringen i den nye bebyggelses nord- og sydvestlige hjørner bemærkes, at der ikke er boliger i stueetagen ud mod disse hjørner. Der er ca. 16 parkeringspladser i hvert hjørne, hvoraf 8 i det nordvestlige og alle pladserne i det sydvestlige hjørne er vinkelret parkering i forhold til den kommende adgangsvej.
Aktivitets- og træningscentret samler sig om det nordvestlige hjørne, som derfor får en offentlig karakter med afsætning fra bil, taxa m.v samt til parkering. Under hensyn til, at der er behov for parkeringspladser tæt på indgangen til aktivitets- og træningscentret, og til, at der ikke er nogen funktioner i stueetagen i dette hjørne, der kan blive generet af parkeringen, kan det ikke anbefales at imødekomme Valby Lokaludvalgs ønske på dette punkt.
Det sydvestlige hjørne er sammen med den sydligst beliggende
indre gård udeareal for daginstitutionen. Det bemærkes, at vejen ender blindt,
at trafikken til det sydlige hjørne vil være beskeden, og at parkeringspladserne formentligt primært vil
blive anvendt af forældre og personale. Imellem parkeringspladserne og udearealet etableres et 2 m bredt fortov
og et hegn, der visuelt dækker for parkeringen. Ligeledes bemærkes, at Familie-
og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der skal eje og drive daginstitutionen, ikke
har haft bemærkninger til parkeringsløsningen.
På denne baggrund kan det heller ikke for disse sydlige parkeringspladsers
vedkommende anbefales at imødekomme Valby Lokaludvalgs ønske.
Med hensyn til kantstensparkering langs Valby Langgade bemærkes, at vejen er offentlig, og at det kun er parkering på private fællesveje, der i henhold til kommuneplanens rammebestemmelser samt lokalplanforslaget kan indgå i den krævede parkeringsdækning.
2. Skyggeforhold og
legepladsareal til den nye skole i Ovnhallen og institutionerne i Hoffmanns
Minde.
I en underskriftsindsamling med 54 underskrifter anføres det, at nybyggeriet vil tage plads fra legearealerne omkring Valby Skole og Hoffmanns Minde samt skygge meget for Ovnhallen.
Bemærkninger
Legearealer: Borgerrepræsentationen tiltrådte i mødet den 4. oktober 2001 en indstilling (BR 394/01) vedrørende realisering af et helhedsorienteret projekt for omdannelse og fornyelse af det centrale Valby – det såkaldte "Eksempelprojekt for det centrale Valby".
Med vedtagelsen blev tiltrådt en rammeaftale mellem kommunen, grundejere og investorer. Det blev også besluttet, at Valby Skole skulle udvides og flyttes til Ovnhallen. Samtidig besluttede Borgerrepræsentationen at udnytte en option fra Royal Scandinavia til at købe optionsarealet vest for Ovnhallen med henblik på en anvendelse til plejeboliger, ældrefaciliteter, daginstitution og familieboliger (optionsarealet svarer til område IIIA i lokalplan nr. 341).
Samtidig vedtog Borgerrepræsentationen lokalplan nr. 341 "Det centrale Valby" med tilhørende kommuneplantillæg (BR 395/01).
Den 5. december 2002 tiltrådte Borgerrepræsentationen en indstilling (BR 633/02) om afholdelse af en arkitektkonkurrence om forslag til opførelse af ovennævnte bebyggelse med plejeboliger m.v. og om videresalg af grunden med pligt til at opføre vinderprojektet.
Med Borgerrepræsentationens vedtagelse den 4. oktober 2001, lå Optionsarealets østgrænse ca. 4 m fra den kommende skole i Ovnhallen. Af hensyn til skolens begrænsede friarealer og for at få en bedre forbindelse mellem skolens nordlige og sydlige areal forudsætter indstillingen om arkitektkonkurrence og salg en ændret skelgrænse mellem optionsarealet og skolen. Efter aftale med Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen blev der langs Ovnhallen overført 500 m² fra optionsarealet til skolens areal. Afstanden mellem skole og optionsarealets østgrænse blev herved mellem ca. 7 og ca. 12 m. Samtidig blev der overført 200 m2 til Optionsarealet fra skolens areal syd for og 200 m2 fra Optionsarealet til skolen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens institution i Hoffmanns Minde
Optionsarealet blev således samlet reduceret med 500 m2. Det reducerede optionsareal blev herefter fastlagt som konkurrenceområde for arkitektkonkurrencen.
I september 2003 udpegede en enig dommerkomité vinderprojektet udarbejdet af 3XNielsen.
Det vindende projekts østfacade var placeret ca. 12 m fra skolens vestfacade. I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget udtrykte Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsudvalget stor betænkelighed ved den skyggevirkning, som projektet ville medføre for skolen og dennes friarealer langs Ovnhallens vestside. Som en viderebearbejdning af vinderprojektet er bebyggelsen derfor blevet reduceret med ca. 90 m² og rykket 7,3 m mod vest således, at lokalplanforslaget fastlægger den kommende bebyggelses facade til en placering i en afstand af 19,3 m fra skolens facade, mens skellet mellem de 2 ejendomme ligger 12 m fra Ovnhallens vestfacade. Det skal tilføjes, at nybyggeriets højde er ca. 14 m.
Det er med andre ord en misforståelse, at nybyggeriet har taget plads fra skolens og Hoffmanns Mindes legearealer, idet det siden 2001, hvor det blev besluttet at erhverve området og indrette skole og institution i Ovnhallen og Hoffmanns Minde samtidigt blev besluttet at opføre en bebyggelse med plejeboliger, ældrefaciliteter, børneinstitution og familieboliger på optionsarealet, der ligger mellem Ovnhallen og Hoffmanns Minde.
Som det ligeledes fremgår, er optionsarealet desuden blevet reduceret med netto 500 m² til fordel for skolen og Hoffmanns Minde, og skellet mellem Ovnhallen og den nye bebyggelse er nu 12 m fra Ovnhallen mod oprindeligt 4 m.
Lys/skygge: Det kan ikke undgås, at en ny bymæssig bebyggelse i område IIIA vil medføre reduktioner i dagslystilgangen til skolen, set i sammenligning med dagens situation, hvor de gamle bygninger i området er nedrevet, og grunden i realiteten fremstår ubebygget.
I forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget blev der udarbejdet skyggediagrammer for den nye bebyggelse, der viser sol og skyggeforhold ved forårs- og efterårsjævndøgn samt midsommer.
Skolen og den nye bebyggelse er forskudt i forhold til hinanden, hvilket betyder, at den sydligste 1/3 af skolen og skolens sydlige friareal er upåvirket af den nye bebyggelse, bortset fra aftensolen om sommeren.
Skyggediagrammerne viser, at skolens egne bygninger skygger på friarealerne vest for skolen om formiddagen. Ved middagstid, hvor solen står i syd, skygger ingen af bygningerne, og der er fuld sol på skolens friareal. Om eftermiddagen skygger den nye bebyggelse for skolens friareal, men skyggerne rammer først skolens facade hen på eftermiddagen. Den 21. marts kl. 16.00 ligger den berørte del af skolefacaden således i skygge fra den nye bebyggelse. Den 21. juni kl. 16.00 (sommertid) rammer skyggen endnu ikke skolefacaden. Skyggediagrammerne viser, at der er opnået acceptable lysforhold både for skolens lokaler og friarealer ved en afstand fra den nye bebyggelses facade til skolens facade på 19,3 m.
I øvrigt bemærkes, at den nye bebyggelse er udformet med 2 etager høje åbninger i karreens hjørner ind til karreens gårde. Den nord- og sydøstlige åbning i den nye bebyggelse vil give et ekstra lysindfald til skolens areal.
3. Den nye bebyggelses
farve
I 2 henvendelser anføres, at nybyggeriets røde farve vil virke uharmonisk og dominerende i forhold til Ovnhallens og Hoffmanns Mindes gule, hvide og grå farve. Den ene henvendelse anbefaler en københavnerblå eller en mere differentieret palet, og den anden henvendelse foreslår en farve tæt på Ovnhallens farve, som er gul og hvid.
Bemærkninger
Ifølge lokalplanforslagets bestemmelser skal de 2 nederste etager udføres i tunge materialer i en rød farve, som afveksles med glaspartier i trærammer. De 2 øverste etager skal udformes som en let konstruktion, hvor glaspartier afveksles med plader i rød nuance, som balancerer med farven på de 2 underste etager. Mod gårdrummene og de indre gårdhaver skal facaderne udføres med glaspartier og lys facadebeklædning. Ifølge en bestemmelse i lokalplan nr. 341, som også gælder for den nye bebyggelse, må metalflader ikke være reflekterende.
Spørgsmålet om farve blev også drøftet på borgermødet den 3. juni 2004, hvor en repræsentant fra arkitektfirmaet 3XNielsen oplyste, at den røde farve er valgt på grund af de massive røde teglstensbygninger i området. Den nye bygnings farve skal falde ind i denne teglrøde farveskala, og den øvre del skal fremstå farveharmonisk med den nedre del.
Forvaltningen er enig i, at den røde farve skal vælges med forsigtighed for at undgå, at nybyggeriet virker afstikkende i forhold til de eksisterende bygninger i området. En rød farve inden for teglskalaen vil give nybyggeriet en markant fremtræden samtidig med, at farven vil harmonere med de røde murstensbygninger i området. En teglrød bygning vil desuden kunne stå som en kontrast til Ovnhallen og Hoffmanns Minde og dermed fremhæve disse bygningers gule, hvide og grå farver.
4. Boligstørrelser og
værelsesantal
I én henvendelse anføres det, at lokalplanforslagets gennemsnitsstørrelse for familieboliger bør sættes op til 110 m², der er maksimum for støttet byggeri, og at det bør indføjes, at mindst 50 pct. af familieboligerne skal være mindst 4-værelses lejligheder.
Bemærkninger
Det bemærkes, at lokalplanforslaget har hævet gennemsnitsstørrelsen for boliger fra 85 m² i lokalplan nr. 341 til en mindste gennemsnitsstørrelse på 100 m² i lokalplanforslaget (ældreboliger m.v. er undtaget). Dette er dels konkret begrundet i bebyggelsens udformning dels i et ønske om boliger af en vis størrelse på grund en overvægt af små boliger i kommunen. Med hensyn til værelsesantal hjemler planloven ikke ret til i lokalplaner at stille krav om indretningen af boligerne.
5. Bebyggelsesprocent, højde og placering i forhold til Valby Langgade
I 2 henvendelser anføres det, at nybyggeriet bør rykkes væk fra Valby Langgade. Den ene henvendelse begrunder det med, at området vil blive indelukket, hvis nybyggeriet ligger for tæt på Valby Langgade. Den anden henvendelse ønsker nybyggeriet placeret længere væk fra skolen og i samme linie som Ovnhallen for, at strækningen fra skolen til benzintanken, Valby Langgade 119, kan virke harmonisk.
Ifølge én henvendelse bør nybyggeriet ikke være højere end skolen, og ifølge en anden henvendelser bør nybyggeriet være mindre end 4 etager af hensyn til udsigten fra huset overfor.
I 2 henvendelser gøres der indsigelse mod forhøjelsen af bebyggelsesprocenten i lokalplanforslagets område IIIA.
Bemærkninger
Den nye bebyggelse er en moderne fortolkning af karrébebyggelse med facade mod Valby Langgade. Som de øvrige karreer langs Valby Langgade bør denne karré placeres i fortovslinien og ikke tilbagetrukket. En tilbagetrækning på linie med Ovnhallen vurderes i øvrigt mindre hensigtsmæssig i forhold til såvel skolebygningen som friarealerne.
Bebyggelsen er som beskrevet under pkt. 2 allerede rykket 7,3 m væk fra skolen til en afstand af 19,3 m. Bebyggelsen kan ikke flyttes yderligere af hensyn til afstanden til Hoffmanns Minde, som herefter er 18 m, hvilket er minimum, hvis der skal være plads til adgangsvej, cykel- og gangsti, parkering, trærække og fortov.
Ifølge lokalplanforslaget er den maksimale bygningshøjde 15 m. Nybyggeriet er faktisk ca. 14 m, mens Ovnhallen til sammenligning er ca. 14,7 m målt til tagkippen / rytterlyset, mens facadehøjden til og med mansard er ca. 11 m.
Nybyggeriet er i 4 etager, hvilket vurderes passende blandt andet i forhold til den modstående 5 – etager høje randbebyggelse på den aktuelle strækning af Valby Langgade.
Lokalplanforslaget forhøjer bebyggelsesprocenten for område IIIA fra 110 til 120 for at muliggøre den nye bebyggelse i område IIIA. Efter offentliggørelsen af lokalplanforslaget er der blevet arbejdet videre med projektet, og den faktiske bebyggelsesprocent kan nu beregnes til ca. 117. En nedsættelse af bebyggelsesprocenten til 110 vil på den ene side kræve en gennemgribende omprojektering af bebyggelsen, og på den anden side vil det formentlig ikke være muligt at opfatte formindskelsen af bygningen rent visuelt set udefra. En nedsættelse af bebyggelsesprocenten kan ikke anbefales.
Der henvises til den miljøvurdering, der er afgivet i forbindelse med indstillingen om vedtagelse af lokalplanforslagets offentliggørelse.
BILAG VEDLAGT
Bilag 1: Referat af borgermødet
Bilag 2: Evaluering af borgermødet
Bilag 3: Skema over modtagne henvendelser og forvaltningens bemærkninger
BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I
BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36
Bilag A: Indstilling med bilag forelagt Borgerrepræsentationen den 25.
marts 2004
Bilag B: Kopi af modtagne henvendelser
Jens
Ole Nielsen