Medlemsforslag vedr. åbning af Rådhusets kantine.
MEDLEMSFORSLAG
Det foreslås,
-
at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen, med inddragelse af andre relevante forvaltninger, at udarbejde et forslag til politisk behandling om åbning af Rådhusets kantine, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden udgangen af august 2016.
(Stillet af Lars Berg-Dueholm og Flemming Steen-Munch (V), Allan Mylius Thomsen (Ø) samt Henrik Svendsen (O))
MOTIVERING
At åbne Rådhusets kantine for offentligheden er en ide, der har været i Borgerrepræsentationen flere gange, men af forskellige årsager er det endnu ikke lykkedes. Sidste gang forslaget blev drøftet var fra 2001 til 2006, en drøftelse, der endte med en konkret ide om en ”Cafe Verdensuret”, hvor københavnerne skulle kunne se Rådhuset indefra og nyde en rådhuspandekage eller et stykke smørrebrød i selskab med folkevalgte og embedsmænd. Det seneste forslag var stort og dyrt og kunne ikke realiseres, men det ændrer dog ikke ved, at det fortsat er en fremragende ide at gøre rådhuset mere tilgængeligt for københavnerne, og derfor vil vi gerne have undersøgt, om tiden nu er moden til, at det endelig kan lykkes.
Vi vil gerne have undersøgt, hvad der skal til for, at Rådhusets kantine kan åbnes for offentligheden i aftentimerne, herunder hvordan drift af en offentlig tilgængelig servering kan foregå, hvilke udfordringer der er i forhold til adgang til huset og vagter, og hvordan et udbud om drift af en offentlig servering kan foregå.
Med udgangspunkt i Cafe Boisen i tårnet på Christiansborg vil vi gerne bede forvaltningerne om at udarbejde et konkret forslag til politisk behandling. Forslaget skal fremlægges senest ved udgangen af august 2016.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. maj 2016
Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.