Mødedato: 26.05.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af lokalplan Bro ved Vester Voldgade, Indre By

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan ”Bro ved Vester Voldgade”. Lokalplanen skal muliggøre opførelse af en cykel- og gangbro nord for Langebro.  Broen forbinder Vester Voldgade og Langebrogade.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at lokalplan ”Bro ved Vester Voldgade” godkendes med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

Det forudsættes, at såfremt der ikke opnås finansiering i de kommende budgetforhandlinger til dækning af de varige drifts- og vedligeholdelsesudgifter til broen, vil udgifterne blive dækket inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Forslag til lokalplan ”Bro ved Vester Voldgade” (bilag 1) blev sammen med en strategisk miljørapport (bilag 2) godkendt i Borgerrepræsentationen den 26. november 2015 og har været i høring i perioden 10. december 2015 til 4. februar 2016. Forvaltningen har modtaget 47 henvendelser. Høringen har givet anledning til ændringsforslag, som har været i supplerende høring i perioden 16. februar til 1. marts 2016 – se bilag 8. Forvaltningen har modtaget fem henvendelser i den supplerende høring. Sammenfattende teknisk redegørelse af miljørapporten er vedlagt som bilag 6.

Løsning

Den nye bro forbinder Vester Voldgade med Langebrogade. Broen får et svagt buet forløb og underordner sig arkitektonisk Langebro.

På baggrund af høringen og den supplerende høring foreslås det,

  • at § 6, stk. 3, punkt b) og c) ændres så afvikling af cykeltrafik sker i broens nordlige halvdel og fodgængertrafik i den sydlige halvdel af broen og at flowdiagram til bestemmelsen ændres i overensstemmelse hermed – se bilag 8.

  • at § 8, punkt b) ændres til at cykel- og fodgængertrafik skal adskilles af en markering i belægningen. Der må etableres et værn på mindst 80 cm – se bilag 8.

  • at illustrationer og flowdiagrammer ændres på side 6 og 7 i lokalplanens redegørelse i overensstemmelse med ændringerne i § 6. 

Input fra borgermøde, høring og supplerende høring fremgår af nedenstående afsnit.

Borgermøde

Realdania afholdt i samarbejde med kommunen borgermøde den 13. januar 2016. Der deltog ca. 75 borgere. Mange gav udtryk for tilfredshed med planforslaget, men der var bekymring for effekten af den øgede/ændrede cykeltrafik på især Vester Voldgade, Langebrogade, Islands Brygge og Amager Boulevard, og der var mange spørgsmål til de følgeanlæg, som broen udløser. Bekymringen samlede sig om de samme punkter, som de modtagne høringssvar beskriver. Referat af borgermødet er vedlagt som bilag 9.

Høring
Der er modtaget 47 henvendelser i høringsperioden, jf. bilag 3. I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter er anført nedenfor.

Bemærkninger fra Christianshavns Lokaludvalg, Amager Vest Lokaludvalg og Indre By Lokaludvalg – bilag 3, henvendelse 3, 22 og 26.
Lokaludvalgene udtrykker bekymring for afviklingen af trafikken, broens landing og, at der mangler information om følgeanlæg på begge sider af havnen.

Forvaltningens bemærkninger
Med de foreslåede ændringer af lokalplanen vurderer forvaltningen, at der kan skabes sikre forbindelser til/fra broen – se bilag 8. Kommunen er forpligtet til at etablere følgeanlæg i nærområdet, som vurderes at være nødvendige for at kunne komme sikkert til og fra broen jf. bilag 7. Der etableres skiltning og belysning i forbindelse med broen, således at man kan færdes trygt og ledes hensigtsmæssigt til de forskellige destinationer. Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser:

  1. Islands Brygge Lokalråd er bekymret over, at broen også skal styrke pendlercyklismen. Særligt fordi den forventede pendlercyklisme om morgenen ventes at gå fra Kalvebod Brygge til Islands Brygge, og at afviklingen er planlagt til at følge det grønne cykelrutenet.

  2. I to af henvendelserne stilles forslag til ændringer af broen og/eller dens landinger  

  3. I seks af henvendelserne udtrykkes bekymring for trafiksikkerhed på broen eller i forbindelse med dens landinger. I 11 af henvendelserne udtrykkes bekymring for, at broen vil medføre sikkerhedsmæssige problemer for skolebørnene ved Den Classenske Legatskole i Vester Voldgade.

  4. Af 18 af henvendelserne fremgår, at evt. trafikale ændringer ikke må føre til, at kirsebærtræerne i Havneparken fjernes

  5. I 24 af henvendelserne udtrykkes bekymring for trafikafviklingen, især bekymring for, hvordan den øgede cykeltrafik afvikles på Christianshavn og Islands Brygge, herunder krydsning af Amager Boulevard

Forvaltningens bemærkninger

Ad. 1. Broen vil understøtte cykelpendlertrafikken som supplement til Langebro. Den foreslåede linjeføring er én af flere mulige ruter cyklister kan benyttes på Islands Brygge – herunder den grønne cykelrute. Afviklingen af cykeltrafikken reguleres ikke af lokalplanen, men der planlægges for nødvendige følgeanlæg, jf. bilag 7. Broens landinger forbedres med ændringsforslag jf. bemærkninger fra Realdania nedenfor og bilag 8.

Ad. 2. Forslag til ændret afvikling af trafik på broen og til/fra denne jf. bemærkninger fra Realdania nedenfor betyder, at trafik kan afvikles med færre konfliktzoner. Forslaget har været i supplerende høring og indstilles godkendt – se bilag 8.

Ad. 3. Med det ændrede forslag til trafikafvikling, jf. bilag 8, forventes det, at der kan findes en tilfredsstillende løsning. Forvaltningen er i dialog med skolen om sagen, som ventes løst tilfredsstillende.

Ad. 4. Der er ikke planer om at fjerne de bevaringsværdige kirsebærtræer.

Ad. 5. Kommunen har i forbindelse med modtagelse af gaven fra Realdania indgået en partnerskabsaftale, som forpligter kommunen til at anlægge de syv trafikale anlæg i nærområdet, som vurderes nødvendige for at kunne komme sikkert til og fra broen - se bilag 7. 

Bemærkninger fra Realdania - bilag 3, henvendelse nr. 47

Realdania har i samarbejde med kommunen udarbejdet et forslag til ændret afvikling af trafikken til og fra broen. Det foreslås, at cykeltrafik sker på den nordlige del af broen og fodgængere på den sydlige. På den måde reduceres antallet af konfliktzoner, og der skabes en mere sikker afvikling af trafikken til/fra broen særligt på Christianshavn. Samtidig foreslås det, at kravet om et værn mellem cykler og fodgængere udgår, idet det skønnes, at markering med belægning, farve eller lignende vil være tilstrækkeligt på den forholdsvis brede bro.

Forvaltningens bemærkninger

Forvaltningen vurderer, at forslagene vil medvirke til en mere sikker trafikafvikling, og at et værn mellem cyklende og gående derfor heller ikke er påkrævet. Ændringsforslagene har været i en supplerende høring i to uger jf. nedenfor og bilag 8.

Supplerende høring
De modtagne fem henvendelser fra den supplerende høring om ændringsforslagene vedlægges som bilag 4. 

Lokaludvalgenes bemærkninger
Christianshavns Lokaludvalg er enig i de foreslåede ændringer. Det samme er Amager Vest Lokaludvalg.

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser er, at der er dårligt udsyn på Langebrogade netop på det sted, hvor broen lander - det bør der tages højde for og for, at kirsebærtræerne på Islands Brygge ikke må fældes for at give plads til Amagerruten. Lokalrådet er ikke enigt i ændringen af § 8 om værn, idet lokalrådet mener, at der ikke er fundet en sikker løsning.

Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen er opmærksom på, at det er et vanskeligt sted. I løsningen arbejdes der bl.a. med tiltag til nedsættelse af trafikhastigheden. Der etableres en tydelig markering mellem cykler og gående. Skulle der mod forventning vise sig sikkerhedsmæssige problemer, vil der med den foreslåede ændring af lokalplanen jf. bilag 8, være mulighed for efterfølgende at etablere et værn. 

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven. 

Pernille Andersen

                                                                  / Jakob Møller Nielsen

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan ”Bro ved Vester Voldgade” med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 11. april 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Venstre og Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”Vi forudsætter, at Ring 2 kan håndtere en uforandret mængde biltrafik fremover” .

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende bemærkning:

Det forudsættes, at såfremt der ikke opnås finansiering i de kommende budgetforhandlinger til dækning af de varige drifts- og vedligeholdelsesudgifter til broen, vil udgifterne blive dækket inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 10. maj 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 11. april 2016:

”Vi forudsætter, at Ring 2 kan håndtere en uforandret mængde biltrafik fremover”.

Dansk Folkeparti tilsluttede sig protokolbemærkningen.

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. maj 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Venstre og Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilsluttede sig:

 

”Vi forudsætter, at Ring 2 kan håndtere en uforandret mængde biltrafik fremover”.

Til top