Mødedato: 26.04.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Afskaffelse af skolefri 1. maj

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

1.      at Borgerrepræsentationen pålægger Børne- og Ungdomsudvalget inden sommerferien at fremsætte forslag til Borgerrepræsentationen om, at erstatte 1. maj som undervisningsfri dag med en anden fridag med virkning fra 1. maj 2013.

 (Det Konservative Folkeparti)

MOTIVERING

Efter Folkeskoleloven bestemmer kommunalbestyrelsen i skolekommunen, hvor mange dage eleverne skal gå i skole i løbet af skoleåret, hvornår der holdes ferier og fridage – og disses placering i løbet af skoleåret.

Børne- og Ungdomsforvaltningen udsender hvert år i september/oktober måned en ”Ferie- og fridagsplan” som er vejledende, hvoraf et antal eksplicitte krav skal overholdes. Et af dem er, at 1. maj og Grundlovsdag skal være fridage. Et andet krav er, at ferieplanen skal indeholde 200 skoledage.

I Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers Kommuner gennemføres der alle steder ganske almindelig skolegang den 1. maj.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at der også i København skal være almindelig skolegang den 1. maj.

Hvilken dag skolerne i stedet skal holde fri, bør behandles i Børne- og Ungdomsudvalget, således at udvalget overfor Borgerrepræsentationen fremsætter forslag herom inden sommerferien.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. april 2012


Medlemsforslaget blev forkastet med 28 stemmer imod 10. 4 undlod.

 

For stemte: C, I, O og V.

Imod stemte: A, F og Ø.

Følgende undlod at stemme: B.

 

Til top