Mødedato: 26.04.2012, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Citydistribution i ydertimerne

Borgerrepræsentationen skal godkende, at Teknik- og Miljøforvaltningen modtager støtte fra Staten til et projekt om varelevering i ydertimerne.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1.      Borgerrepræsentationen godkender, at Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme opskrives på indtægts- og udgiftssiden med 36 t. kr. (2012 p/l) på funktion 2.22.01.1 i 2013. Indtægten på 36. t. kr. kommer fra Trafikstyrelsen.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Transportministeriets udspil ”Effektiv godstransport i byerne” fra 2010 er en af de anviste løsningsmuligheder at undersøge og afprøve forsøg med varedistribution uden for myldretiderne.

Erfaringer med lignende forsøg med distribution i ydertimerne i Holland har vist sig meget positive både for virksomhederne og omregnet i miljøgevinster. I de hollandske forsøg benyttede man særligt uddannede chauffører til støjsvage vareleveringer med støjsvagt materiel og køretøjer. Derfor er de store danske kommuner gået sammen om at initiere et tilsvarende demonstrationsprojekt i Danmark. Projektets succeskriterier er at vise hvilke reduktioner, der kan opnås i energiforbrug samt CO2-udledning ved distribution i ydertimerne under hensyntagen til parametre som trafiksikkerhed og luft- og ikke mindst støjforureningen.

Løsning

Teknik- og Miljøforvaltningen har sammen med Odense, Aarhus og Aalborg kommuner initieret et demonstrationsprojekt med citydistribution i ydertimerne i samarbejde med interesseorganisationerne, detailhandlen, distributører, citycenterorganisationer, teknikleverandører og DTU Transport.

Projektets hovedformål er at demonstrere en reduktion af energiforbrug, CO2 og tidsforbrug i citydistributionen i de forskellige demonstrationsprojekter i de fire byer (København, Aarhus, Odense og Aalborg). De enkelte projekter bliver først udvalgt efter projektstart i samarbejde med de øvrige offentlige og private aktører. 

Københavns Kommune bliver del af en tværkommunal projektgruppe. Kommunens rolle i projektet er primært at udvælge og validere de enkelte forsøg og godkende egnede lokaliteter til distribution uden for myldretiden i tæt samarbejde med projektets partnere. Der er en lang række private aktører med i projektet såsom COOP, ARLA og ContainerCentralen m.fl. til gennemførelse af de enkelte forsøgsprojekter.

Kommunens projektteam vil bestå af deltagere fra forvaltningens Center for Trafik (tung trafik) og Center for Miljø (trafikstøj og virksomhedsstøj).

De enkelte forsøgsprojekter er endnu ikke valgt. Et forsøgsprojekt kunne eventuelt omhandle distribution med brødprodukter til COOP- forretninger eller distribution af friske blomster og planter til Føtex-butikker ml. kl. 21-22 eller kl. 5-6.

Det skal her fremhæves, at forsøgsprojekterne skal gennemføres uden at være til gene for indbyggerne i Københavns Kommune, hvilket sikres ved en tæt koordinering mellem de enkelte forsøgsprojekter og Københavns Kommune. Der vil løbende under forsøgene blive gennemført støjvurderinger af Teknologisk Institut, såfremt grænseværdien for støj overskrides, afbrydes forsøget.

Projektperioden løber over to år og afrapporteres efterfølgende. Teknik- og Miljøudvalget vil få evalueringen af forsøgsprojektet forelagt.

Økonomi

Teknik- og Miljøforvaltningen vil maksimalt anvende 250 mandetimer på forsøgsprojektet fordelt på relevante fagpersoner fra Center for Trafik og Center for Miljø. Trafikstyrelsen medfinansierer projektet med 40 % svarende til 36.000 kr. 

Videre proces

Teknik- og Miljøudvalget vil løbende blive orienteret på TMU-portalen og få en evaluering, når projektet er afsluttet ultimo 2013.

 
        Hjalte Aaberg                     /Niels Tørsløv

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender,

1.      at demonstrationsprojektet med citydistribution i ydertimerne (kl. 5-6 eller 21-22) med støjsvage køretøjer igangsættes, og Teknik- og Miljøforvaltningen anvender maksimalt 250 timer på projektet. Trafikstyrelsen medfinansierer Københavns Kommunes del af projektet med 36 t. kr. (2012 p/l) i 2013.

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.      at såfremt 1. at-punkt godkendes, så skal Teknik- og Miljøudvalgets ordinære driftsramme opskrives på indtægts- og udgiftssiden med 36 t. kr. (2012 p/l) på funktion 2.22.01.1 i 2013. Indtægten på 36. t. kr. kommer fra Trafikstyrelsen.



Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2012

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt. Indstillingens 2. at-punkt blev anbefalet.

SF og Enhedslisten afgav protokolbemærkning:

”SF og Enhedslisten ser gerne, at man så vidt muligt benytter sig af el-drevne kørertøjer.”

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. april 2012
Indstilling blev anbefalet. 

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 12. marts 2012.

 

 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. april 2012

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen:

”SF og Enhedslisten ser gerne, at man så vidt muligt benytter sig af el-drevne køretøjer.”

Til top