Endelig vedtagelse af fælles gårdhave, Straussvej-karreen
Borgerrepræsentationen skal godkende Teknik- og Miljøforvaltningens endelige forslag til fælles gårdhave for karréen Schubertsvej, Wagnersvej, Straussvej og Mozartsvej i Sydhavnen (Straussvej-karréen), der har været sendt ud i offentlig høring.
Indstilling og beslutning
Indstilling om,
- at det udarbejdede forslag til fælles gårdhave for ejendommene Schubertsvej 1-13, Wagnersvej 10-12, Straussvej 2-18 og Mozartsvej 11-13 vedtages endeligt, samt
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at afholde udgifterne til at gennemføre den fælles gårdhave ”Straussvej-karréen”. Udgifterne udgør i alt 4,5 mio. kr., hvoraf staten refunderer 50 % (2,25 mio. kr.). Udgifter og indtægter afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3. Der er afholdt udgifter til forprojektering på 0,116 mio. kr. i 2011. Den resterende udgiftsbevilling skal fordeles med 4,284 mio. kr. i 2012 og 0,1 mio. kr. i 2013. Indtægtsbevillingen skal fordeles med 2,2 mio. kr. i 2012 og 0,05 mio. kr. i 2013. Midlerne finansieres via fremrykning af frie anlægsmidler fra 2016 afsat på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Som en del af indsatsen for at gøre København til en grønnere by renoverer Københavns Kommune nedslidte baggårde til fælles gårdhaver. Det grønne element tæt på boligerne styrker bymiljøet og skaber kvalitet i københavnernes hverdagsliv især for børnefamlierne. En forøgelse af de grønne arealer i byen bevirker bl.a., at en større andel regnvand kan håndteres lokalt. Gårdhaverne giver mulighed for oplevelser og aktiviteter og forbedrer luftkvaliteten, balancerer temperaturen og har en positiv effekt på biodiversiteten.
Denne indstilling indeholder forslag til en gårdhave for ejendommene Schubertsvej 1-13, Wagnersvej 10-12, Straussvej 2-18 og Mozartsvej 11-13 efter ønske fra ejere og beboerrepræsentanter. Karréen bebos af 248 personer. Teknik- og Miljøudvalget har i mødet den 6. juni 2011 vedtaget at sende forslaget i høring. Forslaget har været i høring i perioden fra den 15. juni 2011 til den 7. september 2011. Anmodning om anlægsbevilling til projektet fremlægges først til politisk behandling her i 2012, da det ikke var økonomisk muligt at finansiere projektet indenfor den kommunale byfornyelsesramme i 2011.
Forslaget fremgår af bilag 1 og høringssvar fremgår af bilag 2.
Løsning
Hovedidéen i forslaget til indretning af den nye gårdhave er, at området folder sig ud som en vifte med centrum i porten. Lige indenfor porten anlægges en halvcirkelformet plads, der omkranses af stammede træer. Stierne fungerer både som ganglinjer og som adgang for gårdens renovation og storskrald.
Der bevares 5 eksisterende træer, og der plantes ca. 75 nye træer. De nye træer vil fortrinsvis være letløvede, hvor lyset kan trænge igennem. Det grønne areal med græs, grus og plantebede forøges betragteligt, hvorved den lokale nedsivning af regnvand forbedres markant. Mulighederne for nedsivning gennem faskine vil blive undersøgt nærmere i projekteringsfasen, men det er forventeligt, at det ikke kan lade sig gøre på grund af en meget lerholdig undergrund. Stierne på tværs af gården afgrænses af espalier med forskellige slags slyngplanter, der adskiller ophold og leg fra renovationsområderne. Gården vil fremover fremstå markant mere grøn og biodiversiteten i gårdhaven øges.
Forslaget omfatter rydning af udtjente belægninger, skure og hegn. Der afsættes plads til cykelparkering langs facaderne og på de trekantede gruspladser mod Straussvej.
De nyetablerede pergolaer/skure indrettes til renovations- og viceværtskure, og der vil blive mulighed for tøjtørring i gården.
Ejere og beboere har været inddraget i udarbejdelsen af forslaget ved flere karrémøder, hvor stemningen har været positiv.
Høring
Forvaltningen har i løbet af høringsperioden modtaget tre tilkendegivelser. Tilkendegivelserne er generelt positive overfor etableringen af gårdhaven, men har bemærkninger til indretningen. Grillområdet ønskes placeret længere væk fra lejlighederne pga. frygt for støj- og lugtgener og der rejses spørgsmål om, hvorvidt legeområdet og antallet af cykelparkeringspladser er tilpasset behovet i gården. Derudover ønskes en varieret beplantning samt forslag om at bruge niveauforskellen i gården som et landskabeligt element til vandopsamling. De foreslåede ændringer til gårdens indretning vil i vid udstrækning kunne indarbejdes i detailprojektet.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer, at gårdhaven også med de ændringer, der blev foreslået i høringsfasen, vil være en væsentlig forbedring af alle beboernes muligheder for at udnytte arealet, og forvaltningen anbefaler derfor, at forslaget til gårdhaven godkendes endeligt.
Økonomi
Beslutning om at etablere fælles gårdhaver og finansiering af udgifterne hertil sker i medfør af bekendtgørelse nr. 132 af 5. februar 2010 af lov om byfornyelse og udvikling af byer, som indebærer, at staten refunderer 50 % af udgifterne.
Den samlede udgift til at etablere gårdhaven budgetteres til at koste 4,5 mio. kr. Kommunen afholder udgifterne, og får refunderet 2,25 mio. kr. fra staten. Der er afholdt udgifter til forprojektering på 0,116 mio. kr. i 2011.
Forventede udgifter (kr.) til den fælles gårdhave ”Straussvej-karréen”
Udgifter kr. |
2011 |
2012 |
2013 |
Projektstyring |
52.200 |
164.800 |
8.000 |
Rådgivning m.v. |
63.800 |
613.200 |
12.000 |
Fysisk anlæggelse af projekt |
|
3.506.000 |
80.000 |
Total pr. år |
116.000 |
4.284.000 |
100.000 |
Beslutningen kan indpasses i det kommunale anlægsbudget, der er afsat til byfornyelsesformål i investeringsoversigten for 2012-2016 på funktion 0.25.15.3, jf. bilag 3.
Periodisering af anlægsmidlerne foretages i sagen Anlægsoversigten (2. reperiodisering af TMU’s anlægsramme 2012-2016), som fremlægges for Teknik- og Miljøudvalget den 4. juni 2012.
Ejerne afholder selv driftsudgifterne til den fremtidige gårdhave.
Videre proces
Når forslaget til fælles gårdhave er endeligt vedtaget i Borgerrepræsentationen, vil en forretningsfører i samarbejde med en teknisk rådgiver begynde projekteringen af gårdhaven. Ejere og beboere inddrages i processen. Forvaltningen skal herefter godkende licitationsresultat og byggeregnskab.
Der vil i forbindelse med gennemførelsen af anlægget blive tinglyst en servitut på ejendommene om fælles gårdhave og ejernes pligt til at indgå i et fælles gårdlaug.
Gårdhaven forventes færdig ved nytår 2012/2013.
Hjalte Aaberg
/Simon Kjær Hansen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det udarbejdede forslag til fælles gårdhave for ejendommene Schubertsvej 1-13, Wagnersvej 10-12, Straussvej 2-18 og Mozartsvej 11-13 vedtages endeligt.
- at Teknik- og Miljøforvaltningen bemyndiges til at afholde udgifterne til at gennemføre den fælles gårdhave ”Straussvej-karréen”. Udgifterne udgør i alt 4,5 mio. kr., hvoraf staten refunderer 50 % (2,25 mio. kr.). Udgifter og indtægter afholdes på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3. Der er afholdt udgifter til forprojektering på 0,116 mio. kr. i 2011. Den resterende udgiftsbevilling skal fordeles med 4,284 mio. kr. i 2012 og 0,1 mio. kr. i 2013. Indtægtsbevillingen skal fordeles med 2,2 mio. kr. i 2012 og 0,05 mio. kr. i 2013. Midlerne finansieres via fremrykning af frie anlægsmidler fra 2016 afsat på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse, anlæg, funktion 0.25.15.3.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 26. marts 2012
Indstillingen blev anbefalet. Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring: Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. april 2012
Indstillingen blev anbefalet.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.