Mødedato: 26.04.2001, kl. 17:30

Børnehave, Baldersgade 3 B

Børnehave, Baldersgade 3 B

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 26. april 2001

 

BR 167/01

Børnehave, Baldersgade 3 B

Etablering af børnehave i Baldersgade

Indstilling om, at Københavns Kommune ombygger 2. og 3. salen i ejendommen matr.nr. 356 Udenbys Klædebo Kvarter, Baldersgade 3 B til børnehave til 66 børn og samtidig indretter kontorfaciliteter til sundhedsplejersker fra FAF Nørrebro, i alt beløb 7.458.000 kr.

(Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget)

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Københavns Kommune ombygger 2. og 3. salen i ejendommen matr.nr. 356 Udenbys Klædebo Kvarter, Baldersgade 3 B til børnehave til 66 børn og samtidig indretter kontorfaciliteter til sundhedsplejersker fra FAF Nørrebro, i alt beløb 7.458.000 kr.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2001

Indstillingen blev tiltrådt

 

Økonomiudvalgets behandling af sagen:

På vegne af Økonomiudvalget meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelsescentret, fraflyttede sidste år lokalerne i Baldersgade 3 B, hvorefter 1.salen i bygningen midlertidigt blev taget i brug som afdelingskontor for lokalcentret Nørrebro til kontorer for Familieafsnittet. Nørrebro har ønsket at få bedre plads til afsnittets sundhedsplejersker, og der er derfor i projektet taget højde for etablering af kontorfaciliteter på en del af 3.salen.

Den resterende del af 3. salen og hele 2. salen, der nu står tomme, vil kunne indrettes til en børnehave til 3 grupper. Til ejendommen hører et friareal, hvor legeplads til børnehaven kan etableres.

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ejendommen, Baldersgade 3 B, ejes af Bertelco Ejendomsforvaltning, og udlejes til Københavns Kommune. Stueetagen udlejes til Sundhedsforvaltningen og de resterende etager, 1., 2. og 3. sal, og udearealet udlejes til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. 1. salen forudsættes fortsat anvendt af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen Nørrebro, og nye kontorfaciliteter til sundhedsplejerskerne etableres på 3. sal i forbindelse med indretningen af børnehaven på 2. og 3. salen.

Lejemålet på 2. og 3. sal omfatter et areal på i alt 909 m2, hvoraf 175 m2 på 3. sal indrettes til kontorer, mens den resterende del på 734 m2 indrettes til en børnehave til 66 børn. Lejemålet omfatter desuden et udeareal på 650 m2, som kan indrettes til legeplads for børnehaven.

Bygningen vil efter en ombygning og renovering være velegnet til børnehave og man vil samtidig råde over et udeareal, der grænser op til bygningen.

Børnehaven vil på et senere tidspunkt kunne ændres til vuggestue, bl.a. ved inddragelse af hvilerummene eller et af fællesrummene til liggehal.

Projektbeskrivelse

Projektet er udarbejdet af arkitektfirmaet Rytter Aps. i samarbejde med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Det lokale center i Baldersgade 24.

Hele 2.salen udnyttes til børnehave og der indrettes fællesrum, 3 grupperum med tilhørende hvilerum og toiletfaciliteter samt børnegarderober. Ca. 2/3 af 3.salen anvendes også til børnehaven og her indrettes personalefaciliteter, herunder personalegarderober, toiletter og kontor. Endvidere etableres fællesrum og køkken. Den resterende del af 3. salen, hvortil der er seperat indgang - uafhængigt af børnehaven - indrettes som et stort kontor med plads til 16 sundhedsplejersker. I tilknytning hertil indrettes et thekøkken og toilet- og garderobeforhold. Der etableres ventilationsanlæg på 2. og 3.salen, og der etableres elevator på den ene gavl. Udearealet er i dag asfalteret, men belægningen fjernes og arealet vil blive indrettet til legeplads med hegn, græsareal, fliser og planter. Der opføres et skur og opstilles diverse legepladsudstyr.

Der er ikke registreret forhold om forurening af ejendommen. Såfremt miljøundersøgelser af jorden viser, at der er diffus jordforurening, der under hensyn til ejendommens anvendelse til daginstitution kræves fjernet efter Miljøkontrollens nærmere anvisninger, er der i indstillingen medtaget økonomi hertil.

Udlejer vil i år, uden omkostninger for Københavns Kommune, udskifte vinduerne.

Normering

Der etableres 3 grupper med ialt 66 børnehavepladser.

Statistik

Institutionen er beliggende i pladsanvisningsdistriktet Ydre Nørrebro, hvor dækningen pr. 1. oktober 2000 med befolkningstal pr. juli 2000 er følgende:

Ydre Nørrebro Hele kommunen

3 – 5 årige 83 ( 87 ) 93

Tallet i parantes viser dækningen efter tilvæksten af de nye pladser.

ØKONOMI

Byggeudgiften er beregnet ved indeks 160 pr. oktober 2000

Byggeudgifter, inklusive omkostninger 5.198.000 kr.

Grundudgifter 370.000 kr.

Afværgeforanstaltninger 530.000 kr.

Montering 640.000 kr.

Kontorfaciliteter, inklusive omkostninger 720.000 kr.

I alt 7.458.000 kr.

Pris pr. plads (66 børnehavepladser) 102.000 kr., hvilket er under gennemsnitsprisen for en børnehaveplads, der i 2001 er 116.000 kr. Der er tale om videreførelse af et lejemål, hvorfor der ikke skal deponeres for lejeudgiften.

Kassemæssig dækning for udgiften i 2001 på 6.738.000 kr. til etablering af børnehaven kan anvises på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget for 2001 post 5.14.3 afsatte rådighedsbeløb, mens der kan anvises kassemæssig dækning for udgiften i 2001 på 720.000 kr. til etablering af kontorfaciliteter på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens budget for 2001 post 6.51.1, budgetområde 7, administration.

Arbejdets udførelse

Arbejdet, herunder også indretning af kontorfaciliteterne, forventes iværksat maj 2001, og pladserne forventes efter endt montering ibrugtaget november 2001.

HØRING

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Situationsplan.

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

Til top