Mødedato: 26.04.2001, kl. 17:30

Svangreomsorg

Svangreomsorg

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 26. april 2001

 

BR 158/01

Svangreomsorg

Høring om svangreomsorg

Indstilling om plan for Svangreomsorgen 2000 –2005, vedlagt høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

(Sundheds- og Omsorgsudvalget)

 

INDSTILLING

Sundhedsforvaltningen indstiller:

at Sundheds- og Omsorgsudvalget tager forslag til plan for Svangreomsorgen 2000-2005 til efterretning og godkender vedlagte udkast til høringssvar til H:S

at Sundheds- og Omsorgsudvalget samlet sender forslag til plan for Svangreomsorgen 2000 -2005 - med høringssvar fra både Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget - til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med anbefaling om tiltrædelse.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2001

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at tiltræde indstillingens 2. "at-punkt", mens indstillingens 1. "at-punkt" bortfaldt.

Marlene Krogh (F) tog forbehold for beslutningen og ønskede ført til protokols, at SF ikke kan tilslutte sig planen, da den er perspektivløs og ikke rækker ind i nogen former for nytænkning. SF mener, at procentdelen af de ambulante fødsler bør være langt højere, og at der ikke automatisk skal tilbydes ultralydsscanning.

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

at de økonomiske konsekvenser for implementering af plan for Svangreomsorgen 2000 – 2005 forventes afholdt indenfor Sundheds- og Omsorgsudvalgets samt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets egne økonomiske rammer.

Økonomiforvaltningen har herudover ingen bemærkninger til at nærværende forslag søges gennemført.

Økonomiudvalgets beslutning den 27. marts 2001

Anbefales.

F videreførte forbehold og protokolbemærkning fra Sundheds- og Omsorgsudvalgets behandling af sagen.

L tog forbehold.

 

 

 

RESUME

I henhold til lov om svangerskabshygiejne og fødselshjælp har kvinder i forbindelse med svangerskab ret til en række vederlagsfri undersøgelser, ret til vederlagsfri fødselsbetjening på sygehus og ret til vederlagsfri jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet.

Planen" Svangreomsorgen 2000-2005 i H:S; Københavns og Frederiksberg Kommuner" er udarbejdet af Fødeplanudvalget for H:S, Københavns og Frederiksberg Kommuner.

H:S Direktionen har fremsendt planen til høring i Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen. Da planen er en sektorplan og planens initiativer har økonomiske konsekvenser forelægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det er således aftalt med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget at forelægge sagen samlet for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forud for afgivelse af høringssvar til H:S. Familie-og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning og høringssvar vedlægges som bilag.

Planen er en opfølgning på Sundhedsstyrelsens retningslinier fra 1998 "Sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barselsperiode". Føde-

planudvalget er nedsat i henhold til Sundhedstyrelsens retningslinier.

De fleste ændringer i planen kan efter Fødeplanudvalgets opfattelse gennemføres uden omkostninger. Der vurderes dog at være økonomiske konsekvenser forbundet med følgende forslag,

  • tilbud om rygeafvænning
  • ændret ambulant fødselstilrettelæggelse
  • opprioritering af hjemmefødselsordningen

De nævnte anbefalinger omfatter mange aktører og indsatser, og ansvaret herfor er forankret i forskellige regi. Dette gælder også de ressourcemæssige konsekvenser. For hver anbefaling skal de relevante parter, som beskrevet i planen, konkret afklare, hvorledes en anbefaling kan virkeliggøres, og hvilke omkostninger, der er forbundet hermed.

SAGSBESKRIVELSE

I henhold til lov nr. 282 af 7. juni om svangerskabshygiejne og fødselshjælp har kvinder i forbindelse med svangerskab ret til en række vederlagsfri undersøgelser hos læge og jordemoder, ret til vederlagsfri fødselsbetjening på sygehus eller anden offentlig institution og ret til vederlagsfri jordemoderhjælp ved fødsel i hjemmet.

Planen" Svangreomsorgen 2000-2005 i H:S; Københavns og Frederiksberg Kommuner" er udarbejdet af Fødeplanudvalget for H:S, Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Fødeplanudvalget er et permanent udvalg og blev nedsat i 1998. Udvalget er nedsat i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinier fra 1998 "Sundhedsvæsenets indsats i forbindelse med graviditet, fødsel og barselsperiode". Udvalget er tværfagligt sammensat med repræsentanter fra primærsektor, hospitalerne og de kommunale forvaltninger. H:S Direktionen varetager formandsskabet. Fødeplanudvalget har bl.a. til opgave at udarbejde beslutningsgrundlaget for den lokale fødeplan, forestå information til borgerne og udarbejde lokale anbefalinger om opgavefordelingen.

H:S Direktionen har fremsendt planen til høring hos planens interessenter. H:S Direktionen har fremsendt planen til høring i Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen. Da planen er en sektorplan og planens initiativer har økonomiske konsekvenser forelægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Det er således aftalt med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget at forelægge sagen samlet for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen forud for afgivelse af høringssvar til H:S. Familie-og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning og høringssvar vedlægges som bilag.

Nærværende plan er en opfølgning på Sundhedsstyrelsens retningslinier fra 1998.

Svangreomsorgen anvendes som et begreb for sundhedsvæsenets samlede indsats over for den gravide.

Sundhedsstyrelsens retningslinier beskriver, hvordan de helbredsmæsige undersøgelser, som kvinder har ret til i forbindelse med graviditet, skal foregå. De beskriver endvidere mål og principper for den fælles amtskommunale og kommunale tilrettelæggelse af svangreomsorg, fødselshjælp og barselspleje.

Der har ikke tidligere været udarbejdet en større samlet plan for svangreomsorgen i H:S, Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Med nærværende plan bevæger svangreomsorgen sig i retning af øget decentralisering og højere grad af lokal forankring af indsatsen over for den gravide. Sundhedsforvaltningen er enig i anbefalingerne i planen.

Som mål for indsatsen i de kommende 5 år gælder, at den i højere grad understøtter,

  • forebyggelse af sygdom og komplikationer med særlig vægt på væksthæmming og for tidlig fødsel
  • den gravides behov, med særlig vægt på sundhedsfremme og forebyggelse
  • den tidlige familiedannelse, med særlig vægt på, at mor og barn kan blive sammen også, når sygdom er tilstede i familien
  • sammenhæng og kontinuitet i det samlede forløb med særlig vægt på fødselsindsatsen og samarbejdet mellem sektorerne.
  • faderens naturlige medvirken i hele forløbet

  • at indsatsen prioriteres til kvinder med størst behov
  • at information til den gravide kvinde kvalificeres som grundlag for valg af fødested og ydelse
  • at praksis i videst mulig omfang baseres på evidens (videnskabeligt dokumenteret grundlag) og kvaliteten løbende overvåges med udgangspunkt i det samlede forløb
  • at opgaverne i videst muligt omgang løses så tæt på brugernes nærmiljø som muligt
  • at den gravide sikres relevant information om svangreomsorgen.

For at følge op på om de opstillede mål gennemføres, vil Fødeplanudvalget to år efter at planen er godkendt gennemføre en evaluering. I 1999 var der 9.240 fødsler i H:S.

I det følgende kommenteres nogle af Fødeplanudvalgets anbefalinger, der medfører ændringer i de eksisterende tilbud og de anbefalinger, der fraviger Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

Ultralydskanning i graviditeten

Sundhedsstyrelsen fandt i sine retningslinier ikke grundlag for at anbefale et tilbud om rutinemæssig ultralydscanning til alle gravide. Gennem de seneste år er alle gravide blevet tilbudt ultralydscanning. Fødeplanudvalget forestod et udredningsarbejde, og H:S Direktionen besluttede på baggrund heraf, at ultralydscanning fortsat skal være et tilbud til de gravide i H:S området under forudsætning af, at uddannelse af sundhedspersonalet og kvalitet blev sikret.

Sundhedsforvaltningen bifalder, at alle gravide kvinder tilbydes ultralydscanning.

Sundhedsfremme og forebyggelse

Fødeplanudvalget anbefaler, at tobaksafvænning bliver en integreret del af tilbudet til de gravide. Regeringens folkesundhedsprogram anbefaler en særlig indsats for rygeafvænning af gravide. Der bør som minimum være en jordemoder på hvert jordemodercenter, der tilbyder rygeafvænning. Interventionen over for den gravide skal koordineres med eksisterende tilbud i lokalsamfundet, idet samtidigt rygestop hos faderen er vigtig.

Sundhedsforvaltningen finder, at det er særdeles vigtigt, at rygeafvænningen nu bliver en integreret del af tilbudet til de gravide. Center for Rygeafvænning imødeser et samarbejde med jordemoderkonsultationerne.

Ambulant fødselsordning:

Grundtanken i Sundhedsstyrelsens retningslinier er, at graviditet, fødsel og barsel er naturlige livsprocesser, og at tidlig familiedannelse skal styrkes. Ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinier bør ambulante fødsler kunne foregå ved alle fødesteder i tilfælde, hvor fødslen ventes at forløbe normalt, og hvor kvinden ønsker det. Sundhedsstyrelsen fremsætter ikke nogen anbefalinger om, hvordan det ambulante tilbud bør organiseres.

Det nuværende ambulante fødselstilbud i H:S har hidtidig indebåret, at kvinden er blevet udskrevet 4-6 timer efter fødslen. Det har kun været efterspurgt af 2% af kvinderne.

Fødeplanudvalget har derfor udarbejdet et formaliseret ensartet tilbud, der er attraktivt for den fødende, idet tilbudet kombinerer den sikkerhed, der ligger i fødsel på hospital med styrkelse af den tidlige familiedannelse, der opstår ved, at barselsperioden tilbringes i hjemmet.

Fødeplanudvalget anbefaler for den kommende indsats,

  • at det er et frivilligt tilbud
  • at ambulant fødsel defineres som en fødsel med udskrivning senest 24 timer efter fødslen
  • at mor og barn flyttes til en enestue, og hvor faderen også har mulighed for at opholde sig, såfremt familien ikke ønsker udskrivning efter få timer.
  • at målgruppen er raske kvinder, hvor et normalt fødsels- og barselsforløb forventes.

Kvinder, der vælger at føde ambulant, tilbydes udskrivningssamtale, jordemoderbesøg i hjemmet, besøg af sundhedsplejerske på dag 3, mulighed for telefonisk rådgivning, mulighed for genindlæggelse ved behov og undersøgelse af børnelæge på hospitalet.

Det er Fødeplanudvalgets opfattelse, at det beskrevne tilbud med fødsel efterfulgt af 24 timers ophold på enestue udfra et sundhedsfagligt og socialt synspunkt er et godt tilbud, og at andelen af ambulante fødsler på denne baggrund vurderes at stige til 20%.

Hjemmefødselsordning.

Hjemmefødslerne i H:S er hidtil blevet af varetaget af jordemødrene på Frederiksberg og Hvidovre Hospitaler. Der var i 1999 1%, der valgte at føde hjemme. For i højere grad at imødekomme brugernes behov og for at sikre kontinuitet og faglig kvalitet i den sundhedsfaglige ydelse, foreslår Fødeplanudvalget, at hjemmefødselsordningen for fremtiden bliver samlet på et hospital, der har en neontalafdeling (afdeling for nyfødte). Der opstilles 2 modeller for organiseringen.

  • Jordemoderbistand ydes af tre jordemødre, der er ansat til at varetage hjemmefødsler i en delvis "ø-model", d.v.s. at jordemødrene i 2/3 af arbejdstiden er beskæftiget med hjemmefødsler og resten af tiden gør tjeneste på fødegangen. Jordemødrene varetager svangreomsorg, fødsel og barselsomsorg for de kvinder, der føder hjemme.
  • Jordemoderbistanden ydes af en gruppe jordemødre ansat på lige fod med de øvrige jordemødre i afdelingen. Denne gruppe jordemødre varetager svangreomsorg, fødsel og barselsomsorg for de kvinder, der føder hjemme.

Fødeplanudvalget anbefaler "ø- modellen," da den bedst sikrer kontinuitet og sikkerhed i fødselsforløbet. Sundhedsforvaltningen finder også, at "ø-modellen" bør fremmes, idet kontinuitet i fødselsforløbet dermed fremmes.

Samarbejde mellem primær og sekundærsektor

For at sikre kvinderne bedst muligt udbytte af den sundhedsfremmende og forebyggende indsats og for at sikre, at kvinder ved risiko for komplikationer henvises til de relevante instanser, skal der etableres et effektivt samarbejde, hvor den praktiserende læge og jordemoderen er de gennemgående fagpersoner.

I henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinier skal der etableres et tættere samarbejde mellem den lokale sundhedspleje og fødestedet i området, så kontinuiteten i svangreomsorgen sikres bedst muligt. En af måderne er udlægning af svangreomsorgen til nærmiljøet.

Dokumentation og udvikling.

Der lægges vægt på dokumentation og kvalitetsudvikling i svangreomsorgen. Det anbefales, at indsatsen i de kommende år koncentrerer sig om at dokumentere og følge op på indsatsen i forløbsperspektiv, der også inddrager primærsektor, ligesom der skal være fokus på omsorg og pleje, sundhedsfremme og familiedannelse.

 

ØKONOMI

Som det fremgår af nedenstående er det er ikke muligt for Sundhedsforvaltningen at opgøre, hvorvidt et eventuelt øget antal hjemmefødsler og et øget antal ambulante fødsler vil medføre et øget træk på praktiserende læger/lægevagt og dermed øgede udgifter for Den Offentlige Sygesikring, men på grund af den foreslåede ordning, hvor mødre, der har født ambulant får mulighed for en fortsat henvendelse til fødestedet skønnes det, at der ikke vil blive tale om merudgifter.

Økonomien vedrørende H:S.:

De forestående omlægninger er ressourcekrævende for så vidt angår opkvalificering af hjemmefødsler og integration af tobaksafvænning i svangreomsorgen. De øvrige ændringer kræver organisatoriske ændringer, men vil på længere sigt være udgiftsneutrale.

Hjemmefødsler

"Ø-modellen" med 3 jordemødre indebærer en merudgift på ca. 0.7 mio. kr

Fødsler samlet på én afdeling indebærer en merudgift på 0,2 mio. kr

Ambulante fødsler

Øges det nuværende antal til 20% ca. ( 1.755 fødsler) betyder det en årlig besparelse på 1,3 mill. kr.

Den foreslåede model for ambulante fødsler eksisterer ikke på andre fødesteder i Danmark. Der er derfor ikke erfaringer med eventuelle afledte konsekvenser i form af øget belastning af praktiserende læge/lægevagt.

Da Fødeplanudvalgets forslag bl.a. rummer mulighed for henvendelse til fødestederne indenfor den første uge skønnes belastningen af praktiserende læger/lægevagten at blive minimal. I lighed med Fødeplanudvalgets øvrige anbefalinger vil konsekvenserne af det ambulante tilbud blive vurderet to år efter planens godkendelse.

Integration af tobaksafvænning i svangreomsorgen:

En model, der indebærer rygestopinstruktion og nikotinsubstitution indebærer en årlig merudgift på 0,2 mio kr. for H:S.

H:S har blandt andet sendt planen til udtalelse i forsøgsbydelene, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen.

BILAG

  • Forslag til Svangreomsorgen 2000-2005 i H.S, Københavns og Frederiksberg Kommuner.

  • Indstilling, beslutning og høringssvar fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
  • Udkast til høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget.
  • Høringsskrivelsen fra H:S af 18. december 2000.

 

Ib Haurum

/Karis Hagild

 

Til top