Billedskolen i Ryesgade
Billedskolen i Ryesgade
Borgerrepræsentationen
DAGSORDEN
for Ordinært møde torsdag den 26. april 2001
BR 164/01
Billedskolen i Ryesgade
Flytning af Billedskolen i Ryesgade til Brune Kødby
Indstilling om, at der gives kapitalbevilling på 12.878.000 kr. til flytning af Billedskolen fra Ryesgade 101 til Tvillingehallen i Brune Kødby.
(Uddannelses- og Ungdomsudvalget)
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen indstiller,
at der gives kapitalbevilling på 12.878.000 kr. til flytning af Billedskolen fra Ryesgade 101 til Tvillingehallen i Brune Kødby
Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 21. marts 2001
Udvalget tilkendegav, at en forudsætning for tiltrædelse af kapitalbevilling er, at adgangen til alle lokaler gøres handicapvenlige.
Udvalget tiltrådte forvaltningens indstilling.
Økonomiudvalgets behandling af sagen:
På Økonomiudvalgets vegne meddeles, at overborgmesteren ingen bemærkninger har til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 14. juni 2000 fordelingen og anvendelsen af bygningerne i Brune Kødby. I den forbindelse blev der truffet principbeslutning om flytning af Musikskolen og Billedskolen fra Ryesgade 101 til Brune Kødby. Ved flytningen frigives Ryesgade 101 med henblik på en kapacitetsudvidelse af Sortedamskolen på Indre Østerbro.
Billedskolen placeres sammen med Musikskolen og fritidsklubben Teaterbutikken i den sydligste del af Brune Kødby. Flytningen af Billedskolen fra de nuværende lokaler i Ryesgade 101 til bygning 70 (Tvillingehallen) i Brune Kødby giver mulighed for at frigøre lokaler til Sortedamskolen, som lokalemæssigt er hårdt trængt. Lokalerne indgår i planerne for en kapacitetsudvidelse af skolen fra 1-3 spor.
Udgifterne til indretning mm. af Tvillingehallen til Billedskole er opgjort til i alt 12.878.000 kr., som der hermed søges kapitalbevilling til.
SAGSBESKRIVELSE
På baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning om anvendelse af bygningerne i Brune Kødby har Uddannelses-og Ungdomsforvaltningen sammen med AI-gruppen Øst A/S og repræsentanter fra Billedskolens bestyrelse og personale, udarbejdet et projekt for indretning af Tvillingehallen til Billedskolen.
Billedskolen har 22 faste eftermiddagshold ugentlig, svarende til 270 elever og 14 kunstnere. Derudover har Billedskolen projekter for klasser - 2 klasser hver formiddag. Administrationen og ledelse, består af 8 personer.
Projektet er baseret på de specielle muligheder bygningen rummer kombineret med Billedskolens særlige krav til daglige funktioner og aktiviteter. Der er således i projektet taget højde for, at lokalerne skal kunne bruges til forskellige former for undervisning, møder, konferencer, kurser og mindre udstillinger.
Tvillingehallen er en af Brune Kødbys mest markante bygninger med meget smukke rum præget af de 2 "tvillingetage" med højtsiddende lanterner. Bygningernes tagkonstruktion og tag er tidligere renoveret af Centeret for Aktivering og Beskæftigelse (CAB).
Det har i forbindelse med planerne for Tvillingehallen været forventninger om, at CAB og eventuelt TAMU som beskæftigelsesarbejde kunne udføre en del af istandsættelsen og indretningen af bygningen. På grund af den positive udvikling i beskæftigelsessituationen er dette imidlertid ikke muligt. Det er dog aftalt, at der løbende holdes kontakt med TAMU og CAB med henblik på, om de to institutioner eventuelt senere kan deltage i indretningsarbejderne.
Projektbeskrivelse
Tvillingehallen er opført i 1901 som sanitetsslagteri. Efterfølgende har bygningen blandt andet været anvendt til vaskehal, og senest har Tvillingehallens ene halvdel fungeret som lager og øvelseslokale for Arbejdssekretariatets anlægsafdeling samtidig med, at den anden halvdel midlertidigt har fungeret som teatersal/øvelokale for Teaterbutikken. Teaterbutikkens brug af Tvillingehallen ophører i forbindelse med indretning af bygningen til Billedskole.
Tvillingehallen er et markant bygningsværk såvel udvendigt som indvendigt. Bygningen er karakteriseret ved de to store ryttertage over hver hal. De to haller er adskilt med en muret skillevæg. Det har i projektet været afgørende at bevare bygningernes særpræg og ikke ødelægge mulighederne for oplevelsen af de meget smukke rum.
Med placeringen i Tvillingehallen vil Billedskolen rumligt kunne opleves som én samlet enhed. Udover at Billedskolen vil få mere plads, er der også mulighed for at give skolen bedre faciliteter blandt andet ved indretning af forskellige værksteder.
I projektet nedrives skillevæggen mellem de to haller, og der indføres 4 indskudte åbne etagedæk i bygningen både for at opfylde arealbehovet til Billedskolen og for at opdele bygningerne i funktioner: værksted, udstilling, ophold og administration og samtidig give mulighed for indplacering af mindre rum i de 2 store haller.
Placeringen af de indskudte etagedæk giver mulighed for fra forskellige vinkler og niveauer at opleve de smukke højloftede rum i deres helhed samtidig med, at lys-indfaldet fra de store ovenlyslanterner bevares.
Bruttoarealet i Tvillingehallen udgør 1.110 m2 heraf 310 m2 på indskudte etager.
Billedskolen råder i dag i Ryesgade 101 over ca. 800 m2 ekskl. en sal på ca. 300 m2 (fælles med Musikskolen).
I den østlige del af stueetagen i forbindelse med indgangen til skolen indrettes foyer med mulighed for mindre udstillinger, børnegalleri, reception, samling og ophold. Ovenpå og under det østligste af de 4 indskudte dæk indrettes lokaler til administration, leder, lærere, møderum, depotrum m.v.
Fra skolens foyer er der adgang til en mindre kantine og udearealer, som ligger syd for bygningen. Udearealerne indrettes til ophold og udendørs værksted. Udearealerne ud over nærarealerne umiddelbart op ad bygningerne forudsættes indrettet af Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Midt i bygningen placeres teknikrum, garderobe og toiletter.
Den vestlige del af bygningen er indrettet som en værkstedszone med blandt andet grovværksted, medieværksted og grafisk værksted.
Billedskolen har en del inventar, som flyttes med til Tvillingehallen. På grund af placeringen i de helt anderledes lokaler samt indretningen af nye muligheder/funktioner og mere plads er der afsat et beløb til nyt inventar på 500.000 kr.
Bygning 72 på 35 m2 umiddelbart nord for Tvillingehallen indrettes foreløbig som værksted og kontor for skolebetjent.
I forbindelse med arbejdet med projektet har det vist sig, at Tvillingehallens fundering og funderingsforholdene i området er meget dårlige. Det har derfor været nødvendigt at afsætte et relativt stort ekstrabeløb i alt ca. 2.300.000 kr. til en påkrævet ekstrafundering for at sikre bygningen.
Ved placering af Teaterbutikken (bygning 69), Billedskolen (bygning 70) og Musikskolen (nybyggeri) i Brune Kødby er der mulighed for, at de 3 børnekulturinstitutioner kan drage nytte af og berige hinanden. Der er imidlertid et stort behov for en fælles sal på ca. 300 m2 til brug for koncerter, udstillinger, teaterforestillinger, som der ikke umiddelbart er fundet en løsning på. I forbindelse med planlægningen arbejdes der imidlertid med mulighederne for at opføre en fællessal til de 3 institutioner.
Tidsplanen
Udarbejdelse af hovedprojekt er påbegyndt i februar 2001 og afsluttes med udbud medio april 2001. Under forudsætning af Borgerrepræsentationens godkendelse forventes byggeriet påbegyndt medio 2001. Bygningerne forventes ibrugtaget primo 2002.
Økonomi
Udgifterne til indretning og flytning mv. af Billedskolen i Ryesgade til Tvillingehallen i Brune Kødby er tidligere (Uddannelses- og Ungdomsudvalgets møde den 24. maj 2000) skønsmæssigt opgjort til i alt 10 mill. kr. Ud over almindelige prisstigninger er udgifterne til indretningen i Tvillingehallen, som følge af de tidligere nævnte merudgifter til nødvendig ekstrafundering, forøget med i alt ca. 2.300.000 kr. til samlet i alt 12.878.000 kr.
Udgiften forventes fordelt med 10.300.000 kr. i 2001 og 2.578.000 kr. i 2002.
Kassemæssig dækning for udgiften i år 2001 på 10.300.000 kr. anvises af det på budgettet for 2001 under Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens post 3.01.3 afsatte rådighedsbeløb til folkeskoler.
Høring
Projektet er godkendt af medlemmer af Billedskolens bestyrelse samt personale repræsenteret i byggeudvalget.
Andre konsekvenser
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Projektforslag februar 2001, AI-gruppen ØST A/S
- Godkendelse af projekt fra Byggeudvalget
Peter Rasmussen
Jørn Larsen