Medlemsforslag om at annullere yderligere prisstigning på parkering fra april 2020
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen beslutter, at den planlagte prisstigning på parkering i København pr. 1. april 2020 annulleres, så prisen ikke stiger yderligere. Den manglende budgetterede indtægt for 2020 finansieres af kommunens overskud fra regnskabsåret 2019.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Prisen på at parkere i København er allerede steget en gang i pr, nemlig den 1. januar 2020. Partierne Socialdemokratiet, Venstre, Enhedslisten, Alternative, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har besluttet, at prisen på at parkere i København skal stige endnu en gang i indeværende kalenderår, nemlig den 1. april 2020.
Af kommunens indtægter på parkering, skal kommunen betale 70 procent videre til Staten.
Vi finder ikke, at københavnerne bør betale mere for at parkere i deres egen by. Vi synes, at det er fjendtligt over for kommunens egne borgere at hæve prisen, når kommunen ikke mangler penge, og når 70 procent af indtægten går direkte videre i statskassen.
Prisen på en beboerlicens stiger op til 4.000 kr. om året. Taksterne fremgår af vedhæftede notat - både taksten i 2019, pr 1. januar 2020 og pr 1. april 2020.
Selv om københavnerne køber en beboerlicens af kommunen, kan man ikke være sikker på at få en parkeringsplads. I visse bydele er der solgt flere parkeringslicenser, end der er parkeringspladser. Fx er der på Østerbro en belægningsprocent på omkring 125, hvilket betyder, at der er solgt fem licenser for hver fire parkeringspladser.
Kommunens indtægter på parkering på omkring 600 mio. kr. om året bør gå til at etablere parkeringspladser under jorden, så der er parkeringspladser til københavnerne, og så pladsen over jorden kan bruges til andre ting, fx cykelstier, cykelstativer, træer og bedre fremkommelighed.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. marts 2020
Sagen blev taget af dagsordenen ved mødets start.