Mødedato: 26.03.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om brug af borgerbudgetter i København

Indstilling og beslutning

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af øvrige relevante forvaltninger at udarbejde til politisk behandling et forslag til en model for brug af borgerbudgetter i Københavns Kommune jf. motiveringen nedenfor, samt
  2. at forslaget skal fremlægges til politisk behandling inden 1. juni 2015.

(Stillet af Socialistisk Folkeparti)

MOTIVERING

I Socialistisk Folkeparti tror vi på, at mere inddragelse, medbestemmelse og medansvar til borgerne kan øge tilliden til og troen på demokratiet. Derfor synes vi, at vi i Københavns Kommune hele tiden skal overveje, hvordan vi kan bringe politikken og beslutningerne tættere på borgerne – og hvordan vi kan gøre det på nye måder. På Økonomiudvalgets budgetseminar i januar blev det præsenteret, at Københavns Kommune vil igangsætte et arbejde for netop at øge borgerinddragelsen i kommunens beslutninger. Vi ønsker, at nærværende konkrete forslag indgår i dette arbejde.

Brug af såkaldte borgerbudgetter er en udbredt måde at øge borgerinddragelsen i konkrete politiske beslutninger. Her lægger man udmøntningen af en del af det kommunale budget ud til offentlig diskussion og vedtagelse hos almindelige borgere og styrker derved det lokale demokrati. Konceptet anvendes i byer over hele verden, blandt andet med stor succes i Brasilien, Frankrig, Tyskland og USA. Også på dansk jord er brugen af borgerbudgetter efterhånden velafprøvet, og de benyttes med forskellige metoder blandt andet i Aarhus, Kolding og Hedensted kommuner.

Borgerbudgetter kan åbne for de til tider uigennemsigtige høringsprocesser og sikre en større borgerinddragelse og nærhed for borgerne. Ved at lægge en del af budgettet ud til borgerne kan man sikre en offentlig og lokal debat om konkrete kommunale prioriteringer, så borgerne får større ejerskab til og indflydelse på beslutningerne. Det mener vi er relevant at afprøve, ikke mindst i en storkommune som København.

Derfor foreslår Socialistisk Folkeparti, at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde en model for brug af borgerbudgetter i Københavns Kommune. Modellen skal udvikles med input fra lokaludvalgene, og det skal i processen overvejes, om borgerbudgetter kan forankres i lokaludvalgene. Modellen skal være inspireret af erfaringerne fra de danske kommuner, hvor metoden allerede bruges. Vi foreslår, at modellen forelægges til politisk behandling senest d. 1. juni 2015 bl.a. med henblik på at kunne indgå i budgetforhandlingerne.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. marts 2015

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) til 2. at-punkt:

 

”At forslaget fremlægges til politisk behandling så det kan indgå i processen for budget 2017.”

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF2) om tilføjelse af et at-punkt:

 

”At forslaget indgår i arbejdet med Borgerengagering, jf. dagens dagsordenspunkt 6.”

 

 

Et forslag fra Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti om at henvise medlemsforslaget til Økonomiudvalget blev vedtaget med 44 stemmer imod 5. Ingen medlemmer undlod at stemme.

 

For stemte: A, B, F, O, V og Ø.

Imod stemte: C og I.

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag overgik dermed til udvalgsbehandlingen.

 

 

Socialdemokraterne, Enhedslisten og Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

 

Partierne ønsker at styrke borgerinddragelsen. Det er baggrunden for, at partierne støtter, at Borgerrepræsentationen netop har pålagt Økonomiforvaltningen, med inddragelse af de øvrige forvaltninger, lokaludvalg og centrale civilsamfundsaktører, at udarbejde forslag til fælles kommunale principper for, hvordan borgere fremadrettet skal involveres og engageres i byens udvikling. Partierne mener ikke, at Økonomiforvaltningen bør arbejde med to parallelle processer om borgerengagering, og opfordrer derfor til, at intentionerne bag forslaget om borgerbudgetter inddrages i det videre arbejde med mere borgerengagering.

 

 

 

Til top