Mødedato: 26.03.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Kvalitetsrapport for folkeskolerne - handlingsplaner

Se alle bilag
Der skal tages stilling til skoler, der skal på handlingsplan i forbindelse med behandling af Kvalitetsrapporten.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

  1. at forslag til skoler, der skal på handlingsplan med henblik på at forbedre det faglige niveau, godkendes.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

Som led i folkeskolereformen er udarbejdelse af handlingsplaner for skoler, hvis niveau kan og skal løftes, blevet en del af  Kvalitetsrapporten for folkeskolerne. Borgerrepræsentationen godkendte på sit møde den 22.1.2015 Kvalitetsrapporten for 2014, herunder principperne for udvælgelse af skoler, der skal have en handlingsplan. 

Som en del af Kvalitetsrapporten skal der således udarbejdes en handlingsplan, der indeholder en begrundelse for, hvorfor skolen er udvalgt til handlingsplan, en beskrivelse af de tiltag, der iværksættes for at forbedre niveauet, hvilken effekt, der kan forventes, hvem der er ansvarlig for tiltagene samt en tidsplan for indsatsen.

Løsning

Skoler der skal på handlingsplan
Det er et fælles ansvar for skoler, forvaltning og det politiske niveau at sikre den samlede kvalitet af de københavnske folkeskoler. Særligt når den faglige kvalitet ikke er tilfredsstillende, skal alle parter arbejde sammen for at forbedre resultaterne. Det politiske niveau har ansvar for, at skolernes faglige niveau er tilfredsstillende, herunder at sikre retningen og de nødvendige rammebetingelser for skolernes virke og mulighed for at løfte resultaterne. Skolen har ansvar for at gennemføre de nødvendige tiltag og indsatser og dermed løfte de konkrete faglige resultater på den enkelte skole, mens det er forvaltningens ansvar at stille den nødvendige og rettidige support til rådighed. 

Udvælgelsen af skoler der skal på handlingsplan er sket med udgangspunkt i de nationale mål i reformen og de københavnske pejlemærker for folkeskolen. Det betyder, at det er centralt, at skolerne sikrer, at alle elever bliver så dygtige som de kan, at betydningen af social og etnisk baggrund mindskes, og at alle elever trives med at gå i skole. 

I vurderingen har forvaltningen set på en række indikatorer, der belyser skolernes faglige niveau. Det drejer sig om resultater fra 9.-klasseprøverne fra 2014, herunder andelen af elever, der har fået mindst karakteren 2 i matematik og dansk, de 20 procent fagligt svageste elevers resultat i 9.-klasseprøverne, og hvorvidt skolen formår at løfte eleverne fagligt med hensyn til elevernes socioøkonomiske baggrund. Derudover er skolens faglige udvikling også medtaget i vurderingen, dvs. om der er fremgang eller tilbagegang i de faglige resultater gennem en årrække, da det indikerer om skolen på trods af faktuelt dårlige resultater er på vej ind i god udvikling. 

På baggrund af ovennævnte indikatorer på det faglige niveau og skolens udvikling over tid har forvaltningen gennem den faglige ledelsesdialog i Kvalitets- og supportsamtalerne, der foregår mellem forvaltning og skole, foretaget en helhedsvurdering af skolerne, hvor der også er set på elevfravær, mobning blandt eleverne samt resultaterne fra de nationale test. Desuden har der i beslutningen indgået en vurdering af en række organisatoriske forhold på skolen, som fx sygefravær, økonomiske udfordringer, faldende elevtal mm. I ledelsesdialogen er der samtidig taget stilling til igangværende indsatser på skolerne, og hvorvidt disse indsatser vurderes at være tilstrækkelige, eller om skolen vil profitere af at blive understøttet med en handlingsplan, der fokuserer indsatser og ekstern support til skolen.

Forvaltningen indstiller følgende skoler til at komme på handlingsplan:

  • Sønderbro Skole
  • Bavnehøj Skole
  • Vigerslev Allés Skole
  • Kirkebjerg Skole
  • Tingbjerg Heldagsskole
  • Korsager Skole
  • Kildevældsskolen
  • Lykkebo Skole
  • Ålholm Skole
  • Kirsebærhavens Skole
  • Skolen i Charlottegården
  • Blågård Skole

Kvalitetsrapportens handlingsplan for hver skole skal indeholde en beskrivelse af, hvorfor skolen er på handlingsplan og de tiltag, der iværksættes, tidsplaner for tiltag, ansvarlig for tiltag samt forventede effekt. I bilag 1 er en overordnet beskrivelse af handlingsplanerne for skolerne med de konkrete begrundelser og målepunkter for de skoler, der indstilles til handlingsplan.

Handlingsplanerne vil som udgangspunkt strække sig over en to-årig periode. Det betyder også, at effekterne af handlingsplanerne for de konkrete skoler vil fremgå af kvalitetsrapporterne for folkeskolerne i 2016.

Handlingsplanerne
Forvaltningen følger allerede i den ordinære ledelsesdialog med i udviklingen af alle skolers resultater, så alle skoler får den nødvendige support, og der igangsættes de udviklingsindsatser, der er behov for. Udgangspunktet for dialogen er, at alle skoler skal forbedre deres faglige resultater.

For de skoler, der indstilles til handlingsplan, vil forvaltningen opstille et udvidet og mere målrettet set-up for skolens faglige udvikling over en to-årig periode. I den konkrete handlingsplan for den enkelte skole bygges der videre på ledelsesdialogen i Kvalitets- og Supportsamtalen og resultatlønsaftalen mellem skoleleder og forvaltning, samt dialog med skolebestyrelser, når de konkrete målepunkter henover foråret fastlægges. Her vil skolerne og forvaltningen opstille konkrete mål for skolens faglige udvikling samt beskrive de konkrete indsatser og en tidsplan for planens eksekvering. Derudover er der udvidet mulighed for support samt tættere og løbende opfølgning fra forvaltningen. Endelig vil den færdige handlingsplan indeholde vurderinger af, hvornår de ønskede forandringer forventes at kunne ses.
Skolens udvikling og forandringsproces understøttes og følges tæt af forvaltningen løbende, og der prioriteres ekstra ressourcer bl.a. ved, at en tovholder fra forvaltningen yder sparring til skolen og bidrager til at fastholde fokus på mål og effekt af indsatser i handlingsplanen. Skolerne skal opleve, at det at komme på handlingsplan betyder øget og målrettet hjælp og support med vægt på, at alle arbejder sammen om at forbedre skolens faglige niveau.

Indsatserne i de konkrete handlingsplaner målrettes med henblik på at understøtte, at den enkelte skole udvikler undervisningsmiljøet og pædagogisk praksis til gavn for elevernes læring. Udvikling af læringsmiljøet kan dog kræve en række forskelligartede indsatser, der vedrører både ledelses- og personalemæssige indsatser, indsatser omkring økonomistyring og administrativ ledelse og ikke mindst faglig udvikling.
Det indebærer, at forvaltningen kan give skolen målrettet support fra bl.a. personalejurister og -konsulenter i forbindelse med personalejusteringer, arbejdsmiljø, personalemæssige udfordringer med rekruttering, kompetenceudvikling, teamorganisering mv. 
Forvaltningen kan give support fra den tværfaglige støttefunktion (inklusion, psykolog, talehørelærer, forældresamarbejde mm.) samt support fra det faglige implementeringsteam, der faciliterer udviklingsforløb på skolerne med fokus på de fire faglige hovedtemaer i reformen. Skolerne kan også få support fra Kompetencecentrene, der rådgiver og vejleder skolerne på forskellige områder, som fx læsning, autisme, ADHD, familieproblematikker mm.

Opfølgning på igangværende handlingsplaner
I 2012 iværksatte det daværende Ministerium for Børn og Undervisning et nationalt udviklingsprogram, der sigter mod at styrke tosprogede elevers faglighed. Rådmandsgades Skole, Bavnehøj Skole, Ellebjerg Skole, Blågård Skole, Tingbjerg Heldagsskole, Grøndalsvængets Skole og Nørre Fælled Skole deltager i programmet, der afsluttes til sommer, hvor indsatsårgangen i programmet tager 9.-klasseprøverne. Derudover har Dyvekeskolen og Tagensbo Skole kommunalt finansierede indsatser til forbedring af elevernes læring i den samme treårige periode.

Udviklingsprogrammet er en langsigtet indsats med tiltag der bl.a. kompetenceudvikler lærerne og understøtter organisatorisk læring og implementering af viden og metoder. For en række af skolerne er der tegn på, at det faglige niveau på skolerne forbedres.

Bavnehøj Skole, Tingbjerg Heldagsskole og Blågård Skole har gennem en årrække haft særligt store udfordringer med rekruttering, faldende elevtal samt en høj andel af børn, der er udfordrede på forskellige parametre, herunder fagligt niveau, socioøkonomisk baggrund mm., og der kræves derfor en fortsat, vedholdende indsats for at skabe de ønskede forandringer. Derfor indstilles de tre skoler til en kommunal handlingsplan som beskrevet ovenfor. Forvaltningen er opmærksom på at skabe sammenhæng til igangværende indsatser, så der sikres kontinuitet i skolernes indsatser.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt udvalget godkender indstillingen videresendes den til godkendelse i Borgerrepræsentationen senest 31. marts 2015.        

Børne- og Ungdomsvalget vil få fremlagt skolernes konkrete handlingsplaner inden sommerferien 2015 og blive orienteret om arbejdet med handlingsplanerne i forbindelse med behandlingen af Kvalitetsrapporten for folkeskolen 2015. Inden de konkrete handlingsplaner fremlægges i Børne- og Ungdomsvalget vil de blive behandlet i skolernes skolebestyrelser. 

Skolerne er på handlingsplan i en toårig periode, dvs. frem til at Børne- og Ungdomsvalget behandler Kvalitetsrapporten for folkeskolen i 2016. Forvaltningen er opmærksom på, at kvalitetsrapporten og arbejdet med handlingsplanerne i år har været gennemført med korte deadlines, og at processen mangler synkronisering med Børne- og Ungdomsforvaltningens årshjul, herunder kvalitets- og supportsamtaler og resultatkontraktsamtaler. En del af forklaringen er, at data til kommunen fra nationalt niveau endnu ikke er lagt i entydig kadence. Forvaltningen vil fremadrettet tilpasse styringsårshjulet på skoleområdet, således at koblingen mellem det lokale kvalitetsarbejde med udgangspunkt i den enkelte skoles kvalitetsrapport, eventuelle handlingsplaner og den politiske behandling i Børne- og Ungdomsvalget og Borgerrepræsentationen passer til de fremtidige nationale kadencer.

            Else Sommer             /Camilla Niebuhr



Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsvalget, at udvalget anbefaler over for Borgerrepræsentationen,

  1. at forslag til skoler der skal på handlingsplan, med henblik på at forbedre det faglige niveau, godkendes.


Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den  25. februar 2015
Indstillingen blev godkendt.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. marts 2015

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top