Mødedato: 26.03.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om almene boliger, generelle bestemmelser

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal vedtage forslag til kommuneplantillæg med henblik på offentlig høring. Tillægget giver mulighed for, at der i lokalplaner kan stilles krav om almene boliger.

Indstilling og beslutning

Indstilling om,

  1. at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om ”Almene boliger, generelle bestemmelser" (bilag 1) vedtages med henblik på offentlig høring i to måneder.

    (Økonomiudvalget)

    Problemstilling

    Folketinget vedtog den 26. februar 2015 lov om ændring af lov om planlægning og lov om almene boliger m.v. (blandet boligsammensætning), der giver kommunerne bedre muligheder for at udvikle byer med en blandet boligsammensætning.

    Med loven ændres lov om planlægning, så der i forbindelse med lokalplanlægningen gives mulighed for at stille krav om op til 25 pct. almene boliger i lokalplaner, der ikke allerede lovligt anvendes til eller er lokalplanlagt til boliger.

    For at der i en lokalplan kan stilles krav om almene boliger, skal der med kommuneplanen være vedtaget retningslinjer herfor.

    Ændringerne i lov om almene boliger adresseres i særskilt indstilling om principper for grundkøbslån, der forventes forelagt foråret 2015.

    Løsning

    Kommuneplantillægget (bilag 1) ændrer rammerne for lokalplanlægning i områdetyperne ”Boliger (B)” og ”Boliger og serviceerhverv (C), således at det muliggøres at stille krav i lokalplanerne om op til 25 pct. almene boliger i disse områder.  

    Lov om planlægning gør planlægningsmuligheden gældende for områder, der ikke allerede lovligt anvendes til eller er lokalplanlagt til boligformål. Det er muligt at ændre planlægningen for et lokalplanlagt erhvervsområde eller områder udlagt til offentligt formål (bl.a. byomdannelsesområder, der ikke i forvejen er udlagt til boligformål) til et boligområde med op til 25 pct. almene boliger. Planlægningsmuligheden gælder også for erhvervsarealerne i lokalplaner, hvor der tidligere er planlagt til blandet bolig og erhverv. 

    Der gives med kommuneplantillægget endvidere en ny retningslinje for en blandet by, hvormed de lovmæssige muligheder for at stille krav om en andel af almene boliger skal benyttes således, at det medvirker til at sikre mere blandede boligformer i byen og i de enkelte kvarterer. Ved planlægning af områder med nye boliger skal det derfor konkret vurderes, om et krav om en andel af almene boliger vil medføre en mere blandet sammensætning af boligformer i kvarteret og medvirke til en bedre fordeling af almene boliger i byen. En opgørelse af andelen af almene boliger er opgjort pr. skoledistrikt, da dette er en relevant geografisk skala, hvor boligsammensætningen har en direkte konsekvens for oplevelsen af en blandet by.

    Kommuneplantillægget ændrer kommuneplanens rammer generelt og omhandler således ikke et bestemt område. Det er den overordnede regulering i rammer for lokalplanlægning, der foreslås ændret for områdetyperne ”Boliger (B)” og ”Boliger og Serviceerhverv (C)”.

    Der kan ikke stilles krav i rammer for lokalplanlægning for områdetypen ”Serviceerhverv (S)”. Det skyldes, at opførelse af boliger i disse områder jf. kommuneplanen alene er en mulighed (op til en nærmere fastsat andel), men ikke er et krav. Lokalplaner for S-områder kan derfor også kun fastlægge boligbyggeri som en mulighed og ikke stille krav herom, hvorfor det heller ikke er muligt at stille krav til ejerform.

    Kommuneplantillægget er screenet i henhold til Lov om Miljøvurdering af Planer og Programmer (bilag 2). Forvaltningen har på denne baggrund vurderet, at der ikke skal gennemføres en miljøvurdering. Forvaltningen har i henhold til loven hørt andre myndigheder, om de har kommentarer hertil. Det har ikke været tilfældet.

    Der har været afholdt en forudgående offentlig høring om intentionerne i forslaget til kommuneplantillæg. Der er den forbindelse afgivet 10 høringssvar, heraf syv fra lokaludvalgene og tre fra privatpersoner (bilag 3 og 4).

    I høringssvarene udtrykkes generelt opbakning til de foreslåede ændringer. Flere lokaludvalg giver udtryk for, dels ønske om at mulighederne givet med loven udvides, dels udtrykkes ønske om at der etableres nye almene boliger i de pågældende lokaludvalgs bydele.

    Økonomi

    Kommuneplantillægget vurderes ikke i sig selv at få økonomiske konsekvenser for kommunen.

    Såfremt der stilles krav om almene boliger i kommende lokalplaner, giver loven dog en mulighed for, at grundejer kan kræve overtagelse fra kommunen af de arealer, der er udpeget til almene boliger. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at muligheden for kommunal overtagelse er tiltænkt en situation, hvor kommunen ikke stiller den fornødne grundkapital til rådighed, eller at der ikke er nogen almen boligorganisation, der vil købe grunden.

    Videre proces

    Efter de 2 måneders høring vil eventuelle kommentarer, bemærkninger og indsigelser blive forelagt Borgerrepræsentationen i forbindelse med en endelig vedtagelse af kommuneplantillægget. Herefter bekendtgøres tillægget.

    Lokalplaner vedtaget efter kommuneplantillæggets endelige vedtagelse, kan herefter stille krav om almene boliger, hvor lovgivningens vilkår herfor er opfyldt.

    Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen vil sikre en tæt sammenhæng mellem anvendelse af plankravet og efterfølende godkendelse af konkrete projekter. Det skal sikre, at der hurtigst muligt efter vedtagelse af et plankrav kan realiseres almene boliger på den pågældende grund – og grunden dermed kan sælges. Det forudsætter en tæt koordinering mellem kommune, grundejer og de almene boligselskaber.

     

     

    Mikkel Hemmingsen                           /Anne Skovbro

    Oversigt over politisk behandling

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomivalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

    1.
    at forslag til tillæg til Kommuneplan 2011 om ”Almene boliger, generelle bestemmelser" (bilag 1) vedtages, med henblik på offentlig høring i to måneder.



    Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 17. marts 2015

    Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen med 10 mod 2. Ingen medlemmer undlod at stemme.

    For stemte: A, Ø, B, V og O.

    Imod stemte: C og I.

    Beslutning

     

    Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. marts 2015

    Indstillingen blev godkendt med 39 stemmer imod 11. Ingen medlemmer undlod at stemme.

     

    For stemte: A, B, F, O og Ø.

    Imod stemte: C, I og V.

     

     

    Der blev givet frist til afgivelse af mindretalsudtalelser til mandag den 30. marts 2015, kl. 12.00.

     

     

    Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

     

    ”Venstre støtter opførelsen af almene boliger, men det skal ikke være 25 pct. af nybyggeriet, som skal øremærkes til almene boliger, idet boligpriserne på øvrige boliger inden for en given lokalplan øges og giver konkurrenceforvridende vilkår på boligmarkedet.”

     

     

     

    Til top