Mødedato: 26.02.2015, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Anlægsbevilling til udvidelse af Katrinedals Skole med 1 spor og 100 fritidspladser, Vanløse

Se alle bilag
Der skal tages stilling til anlægsbevilling til udbygning af Katrinedals Skole med 1 spor og 100 fritidspladser.

Indstilling og beslutning

Indstilling om, 

1.     at der gives en anlægsbevilling på 112.765.000 kr. i årene 2015-2017 til udbygning af Katrinedals Skole med et spor og 100 fritidspladser.

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 4. 

Det bemærkes, at resultatet af de i Børne- og Ungdomsforvaltningen gennemførte analyser på kapacitetsområdet med henblik på nedbringelse af anlægsudgifter i videst muligt omfang bør indgå i arbejdet med udbygning af Katrinedals Skole, samt at det forudsættes at projektet fortsat følger den oprindelige tidsplan.

Det præciseres, at der med Budget 2012 blev afsat midler til udbygning med 1 spor og 120 fritidspladser, og at denne anlægsindstilling omhandler udvidelsen af 1 skolespor og 100 fritidspladser. Det noteres, at de 20 fritidspladser allerede er søgt udmøntet i en separat indstilling (BR 19/9 2013).

Det noteres endvidere, at de afledte driftsudgifter er 20 pct. højere end de gennemsnitlige årlige driftsudgifter pr. elev grundet et højt m2 forbrug som følge af reduktion af basislokaler i forbindelse med den tidligere udførte helhedsrenovering af Katrinedals Skole.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.

(Børne- og Ungdomsudvalget)

Problemstilling

På baggrund af det voksende antal børn i Københavns Kommune skal en række skoler i de kommende år udbygges med ekstra spor og fritidspladser. I Budget 2012 blev det besluttet at udvide Katrinedals Skole med 1 spor og 120 fritidspladser, og der blev på nøgletal bevilget 90 mio. kr. til projektet.

Det viste sig, at udvidelsen ikke kunne holdes indenfor budgetrammen, hvis skolens faciliteter skulle leve op til Københavns Kommunes standarder for skolebyggeri. Dette var bl.a. begrundet i, at skolen havde gennemgået en helhedsrenovering, hvor 6 basislokaler var blevet nedlagt som følge af implementering af et nyt ventilationsanlæg, hvor rørfremføringen blev udført i en del basislokaler, der i forvejen var meget små. Det blev i 2013 besluttet at lave en forundersøgelse for at afdække behovet for en merbevilling. I forbindelse med budget 2014 blev det efterfølgende besluttet at bevilge yderligere 31 mio. kr. til projektet.

Katrinedals Skole er beliggende i Vanløse - Brønshøj/Husum-området, som er et af de områder, hvor der har været en tilvækst af elever, og hvor der ifølge prognosen for skoleområdet (Børne- og Ungdomsudvalget 11.6.2014) forventes yderligere tilvækst i de kommende år. 
Katrinedals Skole er en af de skoler i området, der har mærket tilvæksten direkte, idet skolen har måtte oprette 4 spor de seneste tre år.

Foruden udvidelsen af Katrinedal Skole er Vanløse Skole udvidet til 3 spor, og Brønshøj, Korsager og Kirkebjerg Skole er under udvidelse. I budget 2015 blev der afsat midler til at udvide Bellahøj Skole. Når alle udvidelserne er gennemført, vil skolerne i området have en samlet kapacitet på 36 spor i alt. På sigt ventes behovet for kapacitet dog at vokse til 38 spor, hvorfor der forventes at blive fremlagt yderligere udvidelsesforslag til budgetforhandlingerne for budget 2016. Husum Skole har også oprettet flere spor, end skolen er bygget til. Vedr. Kirkebjerg Skole kan der eventuelt blive tale om at fremlægge forslag til ændringer af grunddistriktet for også at få denne skoles kapacitet udnyttet maksimalt, hvis elevtilvæksten ikke sker i netop denne skoles nuværende grunddistrikt.

Løsning

Projektbeskrivelse
Projektet indeholder en kapacitetsudvidelse af Katrinedals Skole med 1 spor og 100 fritidspladser. Oprindeligt indeholdt projektet 120 nye fritidspladser, men 20 pladser er allerede etableret i 2013 og er placeret på den nærliggende institution Randbøllen (Borgerrepræsentationen (BR) 19/9 2013). Selve sporudvidelsen har efter en række indledende forundersøgelser udmøntet sig i, at der opføres to nye bygninger på grunden.

Skolens nye bygning
Forundersøgelsen anviste placering af to nye bygninger til science/udskolingscenter på ca. 3000 m² brutto og en ny fritidstilbudsbygning til de 100 nye fritidspladser på ca. 500 m² brutto. På matriklen ligger der, foruden den store hovedbygning, en række mindre fritliggende bygninger, eksempelvis den gamle pedelbolig, den tidligere inspektørbolig og "Katfrit" - fritidshjemsbygningen opført i 2001. Der tegner sig således et billede af et "campuslignende" område med forskellige undervisningsbygninger i et parkagtigt område. 

Projektet indeholder ombygningsarbejder af den nærliggende Brønshøj Sportshal, som for fremtiden skal inddrages i idrætsundervisngen mv. Der vil i foråret 2015 blive fremlagt en særskilt indstilling om anlægsbevilling til ombygning af Brønshøj Sportshal.

Den nye bygning kommer til at fungere som skolens udskolingsafdeling, science-center og EAT-køkken/lounge. Der indrettes 12 undervisningslokaler til 3 årgange på 1. sal og i stueetagen etableres der faglokaler.Derudover placeres der et lærerteamrum. Lokalerne etableres med en høj grad af transparens til de fælles områder for at opnå en samhørighed og overskuelighed med hele undervisningsetagen. 
Udearealet er blevet opgraderet og vil udgøre en større del af undervisningsfaciliteterne via en bedre sammenhæng imellem inde og ude.
 
Fritidshjemmet "Katfrits" nye bygning
Bygningen er en ét-etages bygning, vis-a-vis det eksisterende ”Katfrit” med samme knækkede facadeforløb, som placeres med min. 5 meters afstand fra det eksisterende fritidshjem. Derved indgår den som en naturlig del af campus og der dannes et ”stræde” af mindre gårdrum mellem den nye og eksisterende bygning. Rummet mellem de to huse ses som en oase, der kan fungere som mindre, ”intime” legeområder/haver og benyttes af både fritidshjem og skole, f.eks. til de mindre børn.

Den nye fritidshjemsbygning på ca. 500 m2 brutto skal have plads til 100 børn. Bygningen indeholder værkstedsfaciliteter, fællesrum med køkken, garderober, toiletter og personalefaciliteter. Bygningen kan endvidere benyttes af skolen udenfor fritidshjemstid.

Brugerinddragelse
Der har i forbindelse med program- og dispositionsforslagsfasen været afholdt byggeudvalgsmøder, som beskrevet i "Brugere og byggeri", hvor brugerne har haft mulighed for at komme med input til rådgiver. Derudover har der været afholdt en række temamøder hvor bestykningen og udformningen af de forskellige faglokaler og personalefaciliteter har været drøftet.
Udtalelsen fra skolebestyrelsen er vedlagt som bilag 3. Skolebestyrelsen omtaler den manglende efterbehandling af skolegården foran den gamle skolebygning som en mangel i projektet. Der er på nuværende tidspunkt opstillet pavilloner til de børn som hører under skolens 4. spor, som på nuværende tidspunkt allerede er indskrevet. Ved afslutningen af nybyggeriet skal pavillonleverandøren sørge for, at gården bliver tilbageleveret i samme stand som da man opstillede pavillonerne. Det er forvaltningens hensigt at forsøge at finde midler indenfor budgetrammen til at opgradere området, hvis økonomien tillader det.

Skolebestyrelsen omtaler ligeledes faglokalet håndværk og design som et område, der ikke bliver opgraderet i tilstrækkelig grad. Der er ikke i budgettet fundet midler til at etablere et moderne område for det nye fag. Ved fremlægning af ønsket om en merbevilling til projektet i budget 2014 var der ikke en beskrivelse af de lokalemæssige krav til faget håndværk og design, hvilket først er kommet til senere. Dette gør, at skolen fremadrettet vil have to faglokaler, som indretningsmæssigt svarer til den tidligere indretning af de to faglokaler til sløjd og billedkunst. Skolen og fagforvaltningen vil i arbejdet med det løse inventar forsøge at indrette de to faglokaler, så de lever op til de undervisningsfaciliteter, der forventes til håndværk og design.

Skolebestyrelsen har ligeledes udtalt bekymring omkring de afledte myndighedskrav til parkering, da skolebestyrelsen mener, at der ikke bør stilles krav om etablering af parkeringspladser på skolens matrikel, da parkeringsforholdene omkring skolen ikke udnyttes fuldt ud i dagtimerne og derfor burde kunne dække det kommende behov.

Forvaltningen har i samarbejde med Københavns Ejendomme søgt dispensation for kravet til etablering af parkeringspladser, men har endnu ikke modtaget byggetilladelsen og de deraf afledte krav.

Tidsplan
Sideløbende med opførelsen af nybyggeriet istandsættes og ombygges Brønshøj Sportshal, som skal udgøre en del af skolens idrætsfaciliteter. Efter ibrugtagningen af Brønshøj Sportshal istandsættes skolens nuværende 2 idrætssale som den sidste del af genopretningsplanen fra 2012.
Den endelige aflevering af det samlede projekt, inklusive Brønshøj Sportshal, forventes i december 2016.
 
Praktikpladser
Det forventes, at der ved udførelsen af nærværende opgave kan stilles krav om, at den private leverandør skal beskæftige erhvervsuddannelsespraktikanter. På nuværende tidspunkt skønnes det, at opgaven vil medføre praktikantpladser svarende til 5,4 årsværk.

Udtalelse fra Københavns Ejendomme

Udtalelsen fra Københavns Ejendomme fremgår af vedhæftet bilag. Vedr. Brønshøj Sportshal vil forvaltningen vende tilbage, når spørgsmålet om ejerforeningens godkendelse er afklaret. Høringssvaret giver ikke i øvrigt anledning til bemærkninger.

Kapacitetsanalysen
Projekteringen af udvidelsen af Katrinedals Skole er afsluttet og blev udbudt i hovedentreprise december 2014. Kapacitetsanalysens resultater er derfor ikke indarbejdet i det foreliggende projekt. Hvis resultaterne fra analysen skal indarbejdes fuldt ud i det fremlagte projekt, vil det være nødvendigt at omprojektere udbygningsprojektet med en deraf følgende tidsfristforlængelse på 6-8 måneder og en ikke opgjort økonomisk udgift for projektet. 

Jf. kapacitetsanalysen skal der i udskolingen reduceres i antallet af basislokaler, da hjemklasseprincippet for den afdeling er ophævet. På Katrinedals Skole, som er 4. sporet efter udvidelsen, omhandler dette en reduktion fra 12 til 10 basislokaler. Faglokale programmet skal derudover reduceres med 80 m², hvilket sammenholdt mod "Funktionsprogrammet for skoler og FH pladser" allerede er sket, da det samlede faglokaleprogram er et reduceret program. Ligeledes skal fritidspladserne etableres med en reduceret m² normering på 2 m² pr. barn (omtales yderligere i afs. om Fremtidens Fritidstilbud). Der vil efter udvidelsen være 2 basislokaler i overskud, jf. kapacitetsanalysen, som vil kunne understøtte skolens arbejde med AVID-modellen.

I forbindelse med Budget 2012 blev det vedtaget, at Katrinedals Skole skulle være forskningsprofilskole og bl.a. afprøve en københavnsk tilpasset version af den amerikanske AVID-model. AVID-modellen udløser en reservation på 15 pladser fra 7. årgang fra august 2013 til august 2015. I forbindelse med vedtagelsen blev der ikke tildelt anlægsmidler til etablering af  undervisningsfaciliteter. 
Der vil blive foretaget en evaluering af forsøget, som skal præsenteres for BUU i foråret 2016, sammen med forvaltningens vurdering af mulighederne for forsøgets udbredelse til andre skoler. I tilfælde af at AVID projektet ikke videreføres, vil lokalerne kunne anvendes som en del af Fremtidens Fritidstilbud.

"Fremtidens Fritidstilbud"
Katrinedals Skole har tilknyttet tre fritidshjem, hvoraf de to, Randbøllen og Katfrit er selvejende og Valhal er kommunalt. Katfrit er en integreret institution og er beliggende på skolens matrikel. Katfrit udvides med 100 pladser og Randbøllen er allerede udvidet med 20 pladser.

Som det fremgår af forslaget for Fremtidens Fritidstilbud på Katrinedals Skole, er det hensigten at samle alle fritidspladserne på Valhal og Katfrit og at placere samtlige klubpladser på fritidshjemmet Randbøllen.

Jf. kapacitetsanalysen skal fritidspladserne etableres med en m² normering på 2 m² pr. barn. Udvidelsen på Katfrit har aktuelt en m² normering på 3,2 m² pr. barn, hvilket skaber lidt overskydende plads på Katfrit i forhold til den planlagte indskrivning på 100 fritidspladser. Med Kapacitetsanalysen skaber dette noget overskydende plads på Katfrit, hvilket giver mulighed for, at intentionerne i "Fremtidens fritidstilbud" bedre kan efterleves. Dette skal afklares nærmere efter den endelige beslutning om løsningerne på "Fremtidens Fritidstilbud", på de enkelte matrikler. 

Økonomi

I budget 2012 blev der afsat 93,8 mio. kr. (2015 p/l) til udbygning af Katrinedals Skole med et spor og 120 fritidspladser. Beløbet blev afsat udfra et nøgletal og ikke på baggrund af en konkret vurdering af omkostningerne ved at udbygge Katrinedals Skole.

I overførselssagen 2011/12 blev det besluttet at købe den private Brønshøj Sporthal og anvende hallen til brug for skolens idrætsaktiviteter. Samtidig blev det besluttet at omdisponere 9,4 mio. kr. af det afsatte budget til ombygning af hallen således, at den kan anvendes i undervisningssammenhæng. I overførselssagen 2013/14 fik Københavns Ejendomme tilført yderligere 7,1 mio. kr til genopretning af hallen.

I 2013 blev det besluttet, at 20 af de 120 fritidspladser skulle etableres på det nærliggende fritidshjem Randbøllen, og der blev givet en anlægbevilling på 3,1 mio. kr. til udvidelsen (BR 19/9 2013).

I forbindelse med udarbejdelse af henholdsvis dispositions- og projektforslag for udvidelsen af Katrinedals Skole stod det klart, at det ikke var muligt at etablere en fire sporet skole indenfor den oprindelige budgetramme. Derfor blev der udarbejdet et projekt og en økonomi ud fra kravene til en fire sporet skole, og i forbindelse med budget 2014 blev der afsat yderligere 31,4 mio. kr. til udvidelsen.  

I overførselssagen 2010/11 fik Københavns Ejendomme tildelt 36,3 mio. kr. (2015 p/l) til genopretning af Katrinedals Skole. Af genopretningssagen resterer genopretning af skolens to idrætssale, hvilket afventer ombygning og genopretning af Brønshøj Sportshal. Brønshøj Sporthal forventes i brug i maj 2016.

Børne- og Ungdomsudvalgets (BUU) samlede budget til udbygning af Katrinedal Skole samt disponeringen af budgettet fremgår at tabel 1 og 2.

Tabel 1. Budget

Budget

1.000 kr. (2015 p/l)

Budget 2012 - Udbygning af Katrinedal Skole med 1 spor og 120 fritidspladser

93.833

Budget 2014 - Yderligere anlægsmidler til Katrinedal Skole

31.403

I alt

125.236


Tabel 2. Bevillinger

Bevillinger

1.000 kr. (2015 p/l)

Udvidelse af fritidshjemmet Randbøllen med 20 pladser (BR 19/9 2013)

3.088

Anlægsbevilling til udbygning af Katrinedal Skole med 1 spor og 100 fritidspladser (denne indstilling)

112.765

Anlægsbevilling til ombygning Brønshøj Idrætshal (indstilling forventet februar 2015)

9.383

I alt

125.236


Detaljerede oplysninger om budget og finansiering samt de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen fremgår af bilag 4.

Benchmark anlægsøkonomi

Udbygningen af Katrinedal Skole fra 3 til 4 spor koster ialt 125,2 mio. kr. (2015 p/l). Tabel 3 viser budgetterne for de senest igangsatte udbygninger.
 

Tabel 3. Omkostninger ved sporudbygninger

Skole

Spor

Budget (mio. kr. 2015 p/l)

Pr. spor

Tove Ditlevsen Skole

1

67,2

67,2

Langelinieskolen

3

221,1

73,7

Vanløse Skole

1

78,0

78,0

Frederikssundsvejens Skole

1

78,5

78,5

Utterslev Skole

1

81,3

81,3

Korsager Skole

1

98,8

98,8

Øster Farimagsgades Skole

1

104,9

104,9

Kirkebjerg Skole

2

179,9

90,0

Vibenshus Skole (ekskl. KKFO/FH)

1

83,7

83,7

Vigerslev Allé Skole

1

98,8

98,8

Brønshøj Skole

1

137,0

137,0

Kirsebærhavens Skole

1

104,2

104,2

Lergravparkens Skole

1

94,1

98,4

Katrinedal Skole

1

125,2

125,2

Gennemsnit

 

 

94,3


Prisen for at udbygge Katrinedal ligger væsentligt over gennemsnittet på 94,3 mio. kr. pr. spor.

Katrinedals Skole var inden udbygningen i en situation, hvor skolen ikke havde grupperum og ingen lærerforberedelsesfaciliteter. Ligeledes var skolen i en situation, hvor presset på de øvrige arealer var meget højt. Skolens tidligere billedkunstlokale var for lille og meget utidssvarende og yderligere havde skolens EAT skolebod udløst påtale fra Arbejdstilsynet grundet manglende ventilation og dagslys. Skoleboden er en af kommunens boder med størst omsætning.

Yderligere fik Katrinedals Skole under helhedsrenoveringen nedlagt 6 basislokaler som et resultat af etableringen af et nyt ventilationsanlæg. Ventilationsanlæggets rørfremføring blev etableret i en række klasseværelser, hvilket medførte at lokalerne, jf. bygningningsreglementets krav om 12 m³  pr. person, blev for små. Lokalerne er nu omlagt til grupperum og lærerforberedelsesfaciliteter.

For at kabalen med basislokalerne kunne gå op, skulle madkundskab flytte ud af aulabygningen, da det lå i to tidligere basislokaler, og er flyttet med over i den nye bygning. 
 
Driftsøkonomi
De årlige driftsudgifter for det nye spor på Katrinedals Skole forventes at være på 18.113.756 kr. Det svarer til 82.335 kr. pr. elev, hvilket er 20% højere end de gennemsnitlige årlige driftsudgifter  pr. elev i Københavns Kommune, som er 68.826 kr. For skolen som helhed vil driftsudgifterne pr. elev stige med ca. 5 %. De højere driftsudgifter skyldes udelukkende, at de bygningsspecifikke driftsudgifter for det nye spor er meget høje, da m² udvidelsen af Katrinedals Skole er betydeligt større end gennemsnittet for Københavns Kommune. Det høje m² forbrug er forklaret under afsnittet benchmark.


Else Sommer                     /Sti Andreas Garde

Oversigt over politisk behandling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der gives en anlægsbevilling på 112.765.000 kr. i årene 2015-2017 til udbygning af Katrinedals Skole med et spor og 100 fritidspladser

Der anvises dækning for bevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme, jf. økonomiafsnittet. For de bevillingsmæssige konsekvenser og detaljer om anlægsbevillingen henvises til bilag 4. 



Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 14. januar 2015

Indstillingen blev godkendt.



Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det bemærkes, at resultatet af de i Børne- og Ungdomsforvaltningen gennemførte analyser på kapacitetsområdet med henblik på nedbringelse af anlægsudgifter i videst muligt omfang bør indgå i arbejdet med udbygning af Katrinedals Skole, samt at det forudsættes at projektet fortsat følger den oprindelige tidsplan.

Det præciseres, at der med Budget 2012 blev afsat midler til udbygning med 1 spor og 120 fritidspladser, og at denne anlægsindstilling omhandler udvidelsen af 1 skolespor og 100 fritidspladser. Det noteres, at de 20 fritidspladser allerede er søgt udmøntet i en separat indstilling (BR 19/9 2013).

Det noteres endvidere, at de afledte driftsudgifter er 20 pct. højere end de gennemsnitlige årlige driftsudgifter pr. elev grundet et højt m2 forbrug som følge af reduktion af basislokaler i forbindelse med den tidligere udførte helhedsrenovering af Katrinedals Skole.

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger for så vidt angår indstillingens ejendomsfaglige indhold. Der henvises i øvrigt til Københavns Ejendommes udtalelse, der er vedlagt som bilag.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Børne- og Ungdomsudvalgets budgetramme.



Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. februar 2015

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

 

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 26. februar 2015

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

 

 

 

Til top