Forespørgsel til borgmesteren for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Forespørgsel til borgmesteren for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 26. januar 2006
Nr. 41 BR 48/06. Forespørgsel til borgmesteren for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
(Stillet af Peter Schlüter, Majbritt Mamsen, Mogens Lønborg (alle C)):
Borgmesteren bedes
redegøre for omfanget af information til etniske københavnere om valget til
Integrationsrådet og de hertil benyttede informationskanaler, samt borgmesteren
bedes redegøre for om informationen til borgerne forud for valget, som er berammet
til afvikling den 7. marts 2006 kan siges at have været iværksat og afviklet
rettidigt og med et tilfredsstillende resultat.
Borgmesteren bedes
endvidere redegøre for om den svigtende interesse for valget til Integrationsrådet
i den forgangne valgperiode eventuelt kan være et resultat af, at rådet i sin
nuværende form ikke i tilstrækkelig grad har formået at konkretisere og
bibringe Borgerrepræsentationen den forventede rådgivning og vejledning
vedrørende løsninger til de alvorlige integrationsproblemer, som Københavns
kommune står overfor i den kommende valgperiode.
Borgmesteren bedes
samtidig redegøre for om Integrationsrådet i den forgangne valgperiode kan
siges at have fungeret hensigtsmæssigt, samt om det forud for den kommende
valgperiode med rimelighed kan forventes, at rådet i dets nuværende form og
virke fremover vil være gearet til at vejlede og rådgive Borgerrepræsentationen
om de store integrationsmæssige udfordringer, som byen står overfor at skulle
løse i forventet positivt samråd med de forskellige etniske grupper af
københavnske borgere.
Endelig bedes
borgmesteren redegøre for om forvaltningen vil forlænge opstillingsfristen yderligere,
og om forvaltningen påtænker at indstille til Beskæftigelses- og
Integrationsudvalget at anbefale overfor Borgerrepræsentationen, at det direkte
valg til Integrationsrådet den 7. marts 2006 udsættes i to måneder med henblik
på at belyse disse spørgsmål.
Forespørgslen blev besvaret af Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Jakob Hougaard.