Mødedato: 25.11.2004, kl. 17:30

Renovering af Børsbroen

Renovering af Børsbroen

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 25. november 2004

 

 

BR 563/04

Renovering af Børsbroen

Renovering af Børsbroen

 

 

Indstilling om, at Børsbroen renoveres som beskrevet i nærværende indstilling, samt at der gives en anlægsbevilling på 11,9 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme under funktion 2.22.3 Vejanlæg til renovering af Børsbroen fordelt med 0,4 mio. kr. i år 2004, og 6,4 mio. kr. i år 2005 samt 5,1 mio. kr. i år 2006.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen finansieres inden for Bygge- og Teknikudvalgets egne rammer. Der tages derudover forbehold for en endelig statslig godkendelse som følge af Regeringens indførelse af en godkendelsesordning af nye kommunale bygge- og anlægsarbejder.

                                                                 (Bygge- og Teknikudvalget)

(Økonomiudvalgets beslutning vedlægges særskilt)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Børsbroen renoveres som beskrevet i nærværende indstilling

at der gives en anlægsbevilling på 11,9 mio. kr. på Vej & Parks anlægsramme under funktion 2.22.3 Vejanlæg til renovering af Børsbroen fordelt med 0,4 mio. kr. i år 2004, og 6,4 mio. kr. i år 2005 samt 5,1 mio. kr. i år 2006.

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 27. oktober 2004

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til, at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det dog forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen finansieres indenfor Bygge- og Teknikudvalgets egne rammer. Der tages derudover forbehold for en endelig statslig godkendelse som følge af Regeringens indførelse af en godkendelsesordning af nye kommunale bygge- og anlægsarbejder."

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. november 2004

Anbefalet.

 

 

 

RESUME

Børsbroen, der fører Havnegade over Slotholmkanalen til Børsgade, er undersøgt ved en teknisk vurdering af dens skadestilstand. Undersøgelserne anbefaler at broen renoveres over årene 2005 og 2006.

Det er især broens belægninger og betonen i broens overside samt på brobuens underside, der er skadet.

Der skal udføres nye belægninger og foretages en gennemgående renovering af hele broens betonkonstruktion med ny beton og armering.

Det foreslås derfor at der i 2004 udarbejdes projekt og udbudsmateriale med licitation i januar 2005.

Selve arbejdet på broens overside udføres i tre etaper således, at trafikken afvikles med en vognbane i hver retning, samt en cykelsti i hver retning evt. som fællessti, og passage for fodgængere. Arbejdet gennemføres over ca. 8 måneder i år 2005.

I slutningen af år 2005 og i begyndelsen af år 2006 vil der blive arbejdet på broens underside. Dette arbejde vil blive gennemført i den periode hvor kanalbådene ligger stille og vil vare ca. 5 måneder.

Den samlede ramme for projektet er 14,2 mio. kr. som der foreslås anvist dækning for på Vej & Parks Anlægsramme for de 11,9 mio. kr. De resterende 2,3 mio. kr. anvises på Vej & Parks driftsbudget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Børsbroen, der fører Havnegade over Slotholmskanalen til Børsgade, blev i år 2002 og 2004 undersøgt ved en teknisk vurdering af dens skadestilstand. Undersøgelserne anbefaler, at broen renoveres over årene 2005 og 2006.

Det er broens asfaltbelægninger, fugtisolering og konstruktionsbeton der er nedbrudt. Endvidere skal rækværkerne renoveres.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Broens belægninger er sporkørte, og de underliggende asfaltlag er udvaskede, så de ikke har fuld styrke mere. Fugtisoleringen på brooversiden er nedbrudt og utæt. Konstruktionsbetonen har tendens til laminering, og er gennemgående våd på oversiden, hvilket medvirker til den øgede tæring af betonens armering.

Børsbroen er en buebro med hulrum ved endevederlagene. På 80 % af betonen i broundersiden er der store alvorlige delamineringer og dæklagsskader der formentlig er forårsaget af kraftig armeringskorrosion. Armeringen er kraftigt tæret og flere steder gennemtæret.

Hulrummene ved vederlagene er dels fyldt med molercement og grus, og er vandfyldte.

Betonen under vandlinien vurderes generelt i god stand.

Skaderne udbedres ved helt at fjerne den nuværende asfaltbelægning helt ned til konstruktionsbetonen på brooversiden. Herefter udføres reparation af dårlig beton og armering og der opbygges en ny fugtisolering med efterfølgende belægning.

Arbejdet på broens overside forventes at kunne gennemføres på ca. 8 måneder i år 2005.

På broens underside borthugges den skadede beton og ru sten armering, og der udføres ny beton og armering. For at kunne gennemføre reparationsarbejdet på broens underside, er det nødvendigt at opbygge et arbejdsområde bag nedrammede spunsvægge. De placeres parallelt med broens facader og vinkelret på kajindfatningerne. Arbejdet udføres i slutningen af år 2005 samt i begyndelsen af år 2006 i perioderne udenfor kanalbådenes sejlads.

Arbejdet på broundersiden forventes at kunne gennemføres på ca. 5 måneder.

Rækværkerne udskiftes med nye.

Projektering og udbudsmateriale udarbejdes i 2004, således at der holdes licitation i januar 2005.

 

Trafikafvikling i arbejdsperioden

Over 70 % af trafikken over Knippelsbro kører også over Børsbroen, og der findes ikke egnede alternative ruter for denne trafik. Børsbroen må derfor kunne afvikle sin normale trafik i byggeperioden, om end med et lidt nedsat serviceniveau.

Hertil kræves én vognbane i hver kørselsretning, afmærket cykelsti i begge sider samt fortov i broens ene side, eventuelt i form af fællessti af minimum 2,5 meters bredde.

Med den nødvendige sikkerhedsafstand til arbejdspladsen samt overlapning i belægningsarbejdet medfører dette trafikale krav, at broarbejdet må udføres i tre etaper, som hver omfatter godt en tredjedel af broens tværprofil. Den samlede varighed af de tre etaper med konsekvenser for vejtrafikken er ca. 8 måneder, mens arbejdet i ca. 5 måneder på broens underside ikke berører vejtrafikken.

Trafikafviklingen vil blive koordineret med HUR og Københavns Politi.

 

Økonomi

De samlede udgifter til Børsbroens renovering udgør 14,2 mio. kr. Heraf finansieres 11,9 mio. kr. over Vej & Parks anlægsramme under funktion 2.22.3 og 2,3 mio. kr. over Vej & Parks driftsbudget under funktion 2.11.1.

Der er i år 2004 et mindreforbrug på 0,4 mio. kr. på projektet "Renovering af bolværkerne langs Børsgade mellem Børsbroen og Christians IV's Bro, langs Havnegade mellem Børsbroen og Christians IV's Bro samt langs Ved Kanalen fra Overgaden oven Vandet og 37,1 m mod vest" BTU 49/2004 J.nr. 2176.0001/03. Anlægsbevillingen på 2,1 mio. kr. afholdes over Vej & Parks anlægsramme under funktion 2.22.3. Det forventede forbrug er ca.1,7 mio. kr.

 

Mindreforbruget på ca. 0,4 mio. kr. anvendes til gennemførelse af projekt og udbud på renovering af Børsbroen i år 2004 på Vej & Parks anlægsramme under funktion 2.22.3. Yderligere udgifter hertil i år 2004 på 0,1 mio. kr. afholdes over Vej & Parks driftsbudget under funktion 2.11.1.

 

De resterende udgifter på 11,5 mio. kr. fordeles med 6,4 mio. kr. i år 2005 og 5,1 mio. kr. i år 2006 på Vej & Parks anlægsramme under funktion 2.22.3.

På Vej & Parks Investeringsplan for 2005 og 2006 er der reserveret henholdsvis 3 mio. kr. og 3 mio. kr. til bygværker (brorenovering), forvaltningen forslå at midlerne til bygværker fra 2007 og fremefter fremrykkes 2 mio. kr. årligt således at de nødvendige midler tilvejebringes. Fremrykningen giver ikke umiddelbar anledning til udskydelse af projekter, da projekter forventet gennemført i 2005 og 06 senere af andre årsager vil skulle udskydes. Fremrykningen til brorenoveringen vil således medvirke til at Vej & Parks Anlægsramme for 2005 og 06 anvendes fuldt ud.

Udgifterne til renovering af broens vejbelægninger i år 2005 på 2,3 mio. kr., afholdes af Vej & Parks driftsbudget under funktion 2.11.1.

 

Miljøvurdering

Miljøkontrollen vil blive orienteret om de forestående arbejder specielt med henblik på den midlertidige sænkning af vandspejlet i kanalen.

 

 

Ole Bach

 


Til top