Delegation af underskriftskompetence vedr. dispensationer i kommunale solcelleprojekter
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til delegation af underskriftskompetence vedrørende kommunale indeståelser ved dispensationer fra selskabsudskillelse af kommunale solcelleprojekter.
Indstilling
Indstilling om,
- at serviceområdechef Anne-Sofie Degn bemyndiges til at underskrive kommunale indeståelser i henhold til BEK nr. 260 af 21. marts 2014 (”undtagelsesbekendtgørelsen”) til dokumentation ved ansøgning om dispensation fra krav om selskabsudskillelse af kommunale solcelleanlæg, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1.
(Teknik- og Miljøforvaltningen)
Problemstilling
Elforsyningsloven, der trådte i kraft 30. november 2013, fastsætter som hovedregel ved kommuners produktion af elektricitet fra solcelleanlæg, at denne aktivitet skal udskilles i et selskab med begrænset ansvar, medmindre der opnås dispensation. (Jf. i øvrigt Borgerrepræsentationens beslutning den 28. april 2016 om Udskillelse af solcelleanlæg til et kommunalt anpartsselskab).
Undtagelsesbekendtgørelsen - BEK nr. 260 af 21. marts 2014 – giver dog under visse betingelser mulighed for dispensation. Københavns Ejendomme ønsker at udnytte dispensationsmulighederne i en række projekter.
Dispensationsansøgningen skal vedlægges en kommunal indeståelse, dvs. en underskreven garanti for, at betingelserne for dispensation er opfyldt. Københavns Ejendomme har derfor anmodet Teknik- og Miljøforvaltningen om at foretage den energifaglige vurdering af projekterne og give dem den formelle garanti for, at dispensationsbetingelserne er opfyldt.
Underskriveren skal have en personlig bemyndigelse fra Borgerrepræsentationen til at underskrive den kommunale indeståelse.
Løsning
Der kan opnås dispensation fra kravet om selskabsudskillelse af kommunale solcelleanlæg, hvis nye solcelleanlæg opsættes i forbindelse med nybyggeri, og hvis solcelleanlægget er en del af energirammeberegningen, der ligger til grund for byggetilladelsen. Det er disse betingelser, som den kommunale indeståelse skal garantere er opfyldt.
Dispensationen skal søges hos og gives af Energinet.dk. Det er KEjd., der som kommunal bygherre ansøger om dispensationerne, der skal vedlægges den kommunale indeståelse - incl. dokumentation for, at Borgerrepræsentationen har givet en personlig bemyndigelse til underskriveren. Dispensationerne gives af Energinet.dk.
Den faglige vurdering af, om dispensationskravene er opfyldt, foretages af Byens Anvendelse i Teknik- og MiIjøforvaltningen. Det foreslås derfor, at den personlige bemyndigelse til at underskrive den kommunale indeståelse gives til serviceområdechef Anne-Sofie Degn i Byens Anvendelse.
Økonomi
Indstillingen har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser for kommunen.
Videre proces
Hvis indstillingen godkendes orienterer Teknik- og Miljøforvaltningen Københavns Ejendomme, og de foreliggende dispensationssager behandles.
Pernille Andersen
/ Anne-Sofie Degn
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2016
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.