Mødedato: 25.08.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Finansiering af Områdefornyelse i Sundby, Amager Øst og Amager Vest

Se alle bilag

Der skal tages stilling til om Områdefornyelserne Sundby Nord og Sundby Syd skal igangsættes og medfinansieres.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at der afsættes en rådighedsbevilling på 30,0 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Nord finansieret med 20,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme og 10,0 mio. kr. fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet,
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 0,6 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Nord til processen omkring kvarterplanen. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 0,2 mio. kr. i 2016 og 0,4 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet,
  3. at der afsættes en rådighedsbevilling på 30 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Syd finansieret med 20,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme og 10,0 mio. kr. fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet,
  4. at der frigives en anlægsbevilling på 0,6 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Syd til processen omkring kvarterplanen. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 0,2 mio. kr. i 2016 og 0,4 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 5. oktober 2015, at Teknik- og Miljøforvaltningen søgte staten om medfinansiering til to områdefornyelser i Sundby. Den 5. april 2016 fik forvaltningen tilsagn om den maksimalt mulige støtte fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet på 10,0 mio. kr. til Sundby Nord og 10,0 mio. kr. til Sundby Syd. Tilsagnene er betinget af, at den kommunale medfinansiering udgør minimum det dobbelte af statsstøtten.

Borgerrepræsentationen skal således tage stilling til igangsættelsen af de to områdefornyelser og den kommunale medfinansiering hertil.

Løsning

Sundby er en del af et udsat byområde på Amager og har en række fysiske og sociale problemer. Området fremstår i dag opdelt og usammenhængende og mangler især forbindelser og byrum, der kan binde kvarteret sammen på tværs af Amagerbrogade. Den geografiske afgrænsning af området, jf. bilag 1, skal imødekomme et overordnet behov for dels at styrke øst-vest-gående forbindelser på tværs af Amager, dels et behov for at styrke Amagerbrogade og området omkring Sundbyøster Plads som den centrale livsnerve i kvarteret.

I det samlede område er der en højere andel af beboere uden for arbejdsmarkedet og uden uddannelse end i resten af København, jf. bilag 2. Urbanplanen, der ligger indenfor afgrænsningen, er et af Københavns mest udsatte byområder. En områdefornyelse kan understøtte de indsatser, der allerede er igangsat i Urbanplanen, herunder en boligsocial helhedsplan, et tryghedspartnerskab mellem 3B, Københavns Kommune, Københavns Politi og SSP København samt skybrudssikring og revitalisering af Remiseparken. Det kan fx ske ved at sikre lokal koordinering og kommunikation samt ved at forbedre cykel- og fodgængerforbindelser mellem Urbanplanen og det omkringliggende byområde, så Urbanplanen kobles på byen.

Boliger langs Amagerbrogade og Kastrupvej, er stærkt støjbelastede og særligt den nordlige del af området har et stort bygningsfornyelsesbehov med 1.242 boliger med installationsmangler (21,8 %), jf. bilag 2. Der er flere væsentligt nedslidte ejendomme i området og kun ca. 20 % af ejendommene har energimærke C eller bedre. Flere karrégårde langs Amagerbrogade er opdelte og mangler grønt.

Effekten af en områdefornyelse vil blandt andet være:

  • et løft af områdets nedslidte, utidssvarende boliger.
  • bedre social og fysisk sammenhæng i det opdelte område ved at skabe trafiksikre forbindelser på tværs af Amager, som binder områdets opdelte kvarterer bedre sammen og understøtter 4-skole samarbejdet mellem Peder Lykke Skolen, Dyvekeskolen, Gerbrandskolen og Sundbyøster Skole, der betyder at børn og unge dagligt færdes på tværs af relativt for børn store afstande.
  • en styrkelse Amagerbrogade som områdets centrale strøggade med Sundbyøster Plads som et bymæssigt samlingspunkt og mødested for hele Amager, fx ved at sikre synergi mellem et fysisk løft af Amagerbrogade og udviklingen af områdets by- og handelsliv.

Når områdefornyelserne igangsættes, starter en kvarterplansproces, hvor de konkrete projekter defineres i samarbejde med lokale aktører, beboere og erhvervsliv. Områdefornyelserne Sundby Nord og Sundby Syd igangsættes som én dobbeltområdefornyelse med en samlet kvarterplanproces, et fælles sekretariat og en fælles styregruppe.

Økonomi

Statens tilsagn om støtte er betinget af, at kommunen finansierer med minimum det dobbelte beløb. På baggrund af tilbagemeldingen fra Udlændinge-, Integrations og Boligministeriet indstiller forvaltningen, at områdefornyelsen i Sundby iværksættes på følgende måde:

Områdefornyelse

Statslig finansiering

Kommunal finansiering

I alt

Sundby Nord

10,0 mio. kr.

20,0 mio. kr.

30,0 mio. kr.

Sundby Syd

10,0 mio. kr.

20,0 mio. kr.

30,0 mio. kr.

Der foreslås en rådighedsbevilling på i alt 60,0 mio. kr. afsat med en udgiftsbevilling på 40,0 mio. kr. fra byfornyelsesrammen og 20,0 mio. kr. fra staten. Ud af de 60,0 mio. kr. skal der i alt frigives en anlægsbevilling på i alt 1,2 mio. kr. til udarbejdelse af en kvarterplan. De 1,2 mio. kr. frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. bilag 3.

Videre proces

I foråret 2017 forelægges et forslag til kvarterplan for områdefornyelsen Sundby til politisk godkendelse. Det er en forudsætning for den statslige medfinansiering, at Borgerrepræsentationen har truffet beslutning om områdefornyelsen Sundby inden den 1. april 2017. Herefter skal Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet godkende kvarterplanen. Såfremt kvarterplanen godkendes vil områdefornyelsen Sundby kunne gennemføres fra medio 2017 til medio 2022.

Pernille Andersen

/Anders Møller

 

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at der afsættes en rådighedsbevilling på 30,0 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Nord finansieret med 20,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme og 10,0 mio. kr. fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
  2. at der frigives en anlægsbevilling på 0,6 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Nord til processen omkring kvarterplanen. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 0,2 mio. kr. i 2016 og 0,4 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet.
  3. at der afsættes en rådighedsbevilling på 30 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Syd finansieret med 20,0 mio. kr. fra Teknik- og Miljøudvalgets byfornyelsesramme og 10,0 mio. kr. fra Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.
  4. at der frigives en anlægsbevilling på 0,6 mio. kr. til Områdefornyelse Sundby Syd til processen omkring kvarterplanen. Anlægsbevillingen skal frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg fordelt med 0,2 mio. kr. i 2016 og 0,4 mio. kr. i 2017, jf. Økonomiafsnittet.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 20. juni 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2016

 

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top