Mødedato: 25.08.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Satspuljemidler til Model U-turn

Sagen vedrører U-turns deltagelse i et satspuljeprojekt om Model U-turn.

Indstilling

Indstilling om,

1.      at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget hæves med 3,3 mio. kr. på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov, funktion 5.28.23.1 og fordeles på årene 2011-2014 som angivet i tabel 1, jf. økonomiafsnittet.

Det præciseres, at satspuljemidler ikke p/l-fremskrives. Midlerne er således angivet i løbende p/l.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

(Socialudvalget)

 

 

Problemstilling

U-turn har fået satspuljermidler som led i Servicestyrelsens Projekt Misbrugsbehandling. Projektet indebærer, at 6 kommuner skal afprøve 3 metoder til misbrugsbehandling (2 kommuner pr. model). U-turn har derfor fået 3,3 mio. kr. i 2011-2014 til at afprøve Model U-turn i Helsingør og Horsens kommuner. U-turn har underskrevet en kontrakt med Servicestyrelsen under forbehold for politisk godkendelse.

Løsning

Servicestyrelsen har igangsat Projekt Misbrugsbehandling og ønsker i den forbindelse at afprøve tre sociale behandlingsformer for at sikre, at unges misbrugsproblemer afhjælpes bedst muligt. Model U-Turn er en af de behandlingsmetoder, som skal afprøves i projektet. De andre behandlingsmetoder er henholdsvis Århus Kommune Model og MST-CM, dvs Multisystemiske Terapimodel – Contingency Management. De tre metoder skal hver især afprøves i udvalgte kommuner, og Model U-Turn skal derfor afprøves i Helsingør Kommune og Horsens Kommune.

Model U-turn bygger på erfaringerne fra U-turn, som er Københavns Kommunes tilbud til unge under 25 år, der ryger hash eller tager stoffer. Uturns tilbud består både af anonym rådgivning, pårørende tilbud og længerevarende behandlingstilbud og er en kombination af tidlig indsats og behandling. U-turn beskriver selv nogle af deres bærende principper (over for de unge) således:
  • Vi har attraktive tilbud der vækker nysgerrighed - (du skal løbe efter os)
  • Vi udstråler åbenhed, synlighed, frivillighed - (vi er et tilbud til dig)
  • Vi lægger vægt på kreativitet og aktivitet - (det skal være livgivende og sjovt)
  • Vi sætter nu’et og fremtiden i fokus - (fortiden bestemmer du, om vi skal forholde os til)
  • Vi vægter helhedstænkning og handling - (vi arbejder med alle problematikker i den unges liv)
  • Vi lægger vægt på service og handling - (vi er til for dig – og ikke omvendt)
  • Jo hurtigere, jo bedre, jo billigere, jo lykkeligere…

U-turn skal stå for at implementere Model U-turn i Helsingør og Horsens Kommuner og de 3,3 mio. kr. fra Servicestyrelsen er derfor beregnet ud fra det ressourceforbrug, som U-turn forventer at skulle bruge for at løfte opgaven. Kontrakten med Servicestyrelsen er vedlagt som bilag 1, og bilag 2 giver et overblik over opgaven med at indføre Model U-turn i andre kommuner.  

Baggrunden for Projekt Misbrugsbehandlng er, at misbrugsproblemer gør det svært for unge at få hverdagen til at fungere og gennemføre en uddannelse. Ifølge Servicestyrelsen er der forskning som påviser, at mellem 1-4 pct. af unge mellem 0 og 18 år har et misbrug af rusmidler i et omfang, der kan skade den unge fysisk, psykisk eller socialt. Det svarer til mellem 5.200 og 21.000 unge på landsplan. Der er derfor under Regeringsudspillet ”Lige Muligheder” afsat 60 mio. kr. til at afprøve de mest effektive misbrugsbehandlingsformer for unge under 18 år og udbrede dem i kommuner.

Økonomi

Jf. 2. at-punkt hæves Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget med 3,3 mio. kr. i årene 2011-2014 på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov, som angivet i tabel 1 nedenfor.

Tabel 1: Ændring af indtægts- og udgiftsbudget

 1.000 kr.

2011 

2012 

2013 

2014 

I alt 

 Indtægtsbudget

 -900

-900

-900

-600

 -3.300

 Udgiftsbudget

900

900

900

600

 3.300

Videre proces

-

Oversigt over politisk behandling

Socialforvaltningen indstiller,

1.        at Socialudvalget godkender U-turns deltagelse i Projekt Misbrugsbehandling om afprøvning af Model U-Turn i andre kommuner  

Socialforvaltningen indstiller, at Socialudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2.         at Socialudvalgets indtægts- og udgiftsbudget hæves med 3,3 mio. kr. på bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov, funktion 5.28.23.1 og fordeles på årene 2011-2014 som angivet i tabel 1, jf. økonomiafsnittet.


Socialudvalgets beslutning i mødet den 18. maj 2011


Kontorchef Ane K. Christensen overværede punktets behandling.

Indstillingen blev godkendt.



Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Det præciseres, at satspuljemidler ikke p/l-fremskrives. Midlerne er således angivet i løbende p/l.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Socialudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2011 

Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top