Mødedato: 25.08.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Godkendelse af leveringsbestemmelser for vand

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal godkende Københavns Energi’s nye leveringsbestemmelser for vandforsyning i medfør af ændret lovgivning i 2009.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at Københavns Energi’s forslag til nye leveringsbestemmelser for tilslutning og adgang til vandforsyning i Københavns Kommune godkendes med virkning fra 1. oktober 2011.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

Vedtagelsen af vandsektorloven (Lov nr. 469 af 12. juni 2009) og konsekvensrettelserne i vandforsyningsloven (Lov nr. 460 af 12. juni 2009), jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 7. juni 2010 om vandforsyning m.v. har medført ændringer i kompetenceforholdene mellem forsyningsselskaber og kommunen. Som følge heraf har Københavns Energi i overensstemmelse med lovgivningen udarbejdet nye betingelser for levering af vand. Ifølge den tidligere lovgivning skulle kommunalbestyrelsen udarbejde disse leveringsbestemmelser. De gældende bestemmelser blev vedtaget i Borgerrepræsentationens møde den 13. maj 2004. Vandforsyningslovens § 55, stk. 2 bestemmer nu, at Københavns Kommune alene godkender de nye leveringsbestemmelsers lovlighed.

Løsning

Kommunens opgave er efter loven nu en legalitetskontrol, som indbefatter kontrol af, at leveringsbestemmelserne ikke er i strid med lovgivningen og kommunens vandforsyningsplan. Ved ophævelsen af vandforsyningslovens § 54 pr. 1. januar 2010 faldt fortrinsretten, ved evt. udpantning, i en ejendom for krav relateret til levering af vand. Det vil sige, at krav om betaling for levering af vand ikke længere har fortrinsret.

 

Af bemærkningerne til lovændringen henvises der til, at vandforsyningen nu er henvist til at inddrive skyldige bidrag, herunder driftsbidrag, efter samme regler som andre kreditorer. Fortrinsretten betød for Københavns Energi, som offentlig almen vandforsyning, at vandforsyningen kunne få fortrinsret til skyldige bidrag før andre kreditorer. Inddrivelse af skyldige beløb skal nu foretages efter samme regler som for andre selskaber. Københavns Energi er i dag et offentligt ejet aktieselskab.

 

Det nye i de foreslåede leveringsbestemmelser er især, at Københavns Energi nu kan varsle en lukning for vandet i tilfælde af manglende betaling.

Derfor har Københavns Energi valgt at indsætte bestemmelser om alternativt at kunne lukke for vandleverancen i tilfælde af manglende betaling, se afsnit 15.4 i forslag til leveringsbestemmelserne (bilag 2). Det fremgår af afsnit 15.4, hvordan fremgangsmåden vil være, hvis der ikke sker en betaling inden for den angivne frist.

Inden der fremsendes varsel om afbrydelse af vandforsyningen, sender Københavns Energi først en rykkerskrivelse med ny betalingsfrist, og dernæst endnu en rykkerskrivelse med varsling om inkasso, hvis ikke der betales omgående.

Lukningsbestemmelsen er dermed et alternativ til inddrivelse af skyldige driftsbidrag. Tab som følge af manglende betaling fra kunder vil efter hvile i sig selv princippet skulle dækkes af København Energi’s øvrige kunder.

 

Københavns Energi oplyser, at Miljøministeriet (daværende By - og Landskabsstyrelse) i 2010 har udtalt, at lukning af vandtilførslen ved manglende betaling ikke er i strid med vandforsyningslovens § 45 om almene vandforsyningers forsyningspligt inden for vandforsyningsanlæggets naturlige forsyningsområde.

 

Dermed oplyser Miljøministeriet, at ophævelsen af § 54 i vandforsyningsloven ikke ændrer på, at vandforsyningernes regulativer kan indeholde regler om, at vandforsyningen kan afbrydes ved manglende betalinger.

 

Københavns Energi’s gældende leveringsbestemmelser giver i dag mulighed for at lukke for vandet, hvis lejere med individuel afregning ikke betaler for vandleverancer, se afsnit 15.10 i de gældende leveringsbestemmelser (bilag 1).

 

De øvrige ændringer i leveringsbestemmelserne er primært konsekvensrettelser som relateres til den nye lovgivning.

Leveringsbestemmelserne er udarbejdet efter retningslinjerne i Miljøstyrelsens vejledning ”Normregulativ for kommunale vandforsyninger”, nr. 4, 2002.

 

Kommunen har i medfør af vandforsyningslovens § 55, stk. 2 udført en legalitetskontrol og vurderet, at leveringsbestemmelserne er i overensstemmelse med vandforsyningslovens bestemmelser.

Økonomi

De nye leveringsbestemmelser får ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

-



         Hjalte Aaberg

                                                                  /Mikkel Aarø-Hansen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Københavns Energi’s forslag til nye leveringsbestemmelser for tilslutning og adgang til vandforsyning i Københavns Kommune godkendes med virkning fra 1. juli 2011.

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. juni 2011


Indstillingen blev anbefalet.


Økonomiforvaltningen indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget præciserer, at indstillingen godkendes med virkning fra 1. oktober 2011.

Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2011
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top