Campingplads på Amager Fælled og renovering af Bellahøj Camping
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til frigivelse af midler til udvikling og anlæg af en ny campingplads på Amager Fælled i samarbejde med en kommende forpagter og samtidig renovering af Bellahøj Camping.
Indstilling
Indstilling om,
- at der frigives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 til startinvesteringer i infrastruktur ved ny campingplads på Amager Fælled. Midlernes frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3.
Indstillingen tiltrædes under forudsætning af fredningsnævnets godkendelse.
Det forudsættes, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.
(Teknik- og Miljøudvalget)
Problemstilling
Den 22. marts 2010 besluttede Teknik- og Miljøudvalget at stille et udbud af en campingplads på Amager Fælled i bero. Omkostningerne på 18 mio. kr. til byggemodning mv. vurderedes at overstige, hvad der var til rådighed for opgaven. Efterfølgende har udvalget den 16. august 2010 drøftet en revurdering af rammeplanen for Bellahøjmarken samt alternativer til campingpladsen på Bellahøj, herunder etablering af en ny campingplads på Amager Fælled. I Budget 2011 (Æ216) er der afsat 4,0 mio. kr. til modernisering af Bellahøj samt udvikling af ny camping på Amager Fælled. 1,0 mio. kr. af disse midler blev frigivet i forbindelse med vedtagelsen af Budget 2011.
Løsning
Efter drøftelser med Campingrådet mener Teknik- og Miljøforvaltningen at det er realistisk at etablere en ny campingplads på Amager Fælled. Campingrådet er et samarbejdsorgan mellem ejer- og brugerorganisationer og andre. Campingrådet godkender, klassificerer og kontrollerer Danmarks 476 campingpladser. Herudover varetager Campingrådet campinginteresser over for offentlige myndigheder, ligesom Campingrådet løbende udarbejder analyser og prognoser for dansk camping. Løsningen går ud på at Teknik- og Miljøforvaltningen udbyder en ny campingplads i forpagtning på Amager Fælled.
Det foreslås at kommunen investerer 3 mio. kr. i den mest basale infrastruktur og at en forpagter finansierer den resterende infrastruktur og bygninger. Indretningen af den nye campingplads udvikles sammen med forpagteren og fredningsmyndighederne med områder til cykel/teltpladser, almindelig camping samt autocampere. I starten som en 2-stjernet campingplads, men med betingelser om en udvikling på længere sigt til 3- stjernet status. Derved opnås at kommunen bidrager med en mindre startkapital, at campingpladsens detaljer udformes af en forpagter (som forudsættes at have stor indsigt og erfaring) og at udbygningstakten vil ske løbende i forhold til indtægtsgrundlaget. Forudsætningen er at forpagtningsaftalen løber over en længere årrække. Det er således forpagteren, der driver campingpladsen og ikke kommunen.
Det er både Campingrådets og forvaltningens opfattelse, at det vil være muligt på denne måde at sikre København et stort og velfungerende tilbud til camperende turister og f.eks. gæster til større arrangementer i byen.
Udviklingsplanen for Amager Fælled giver mulighed for etablering af campingplads i sommerhalvåret, men det er en økonomisk forudsætning for forpagtningen, at autocampere kan overnatte hele året. Derfor vil der skulle søges en dispensation hos Fredningsnævnet. Forvaltningen har fået en foreløbig tilkendegivelse af, at Fredningsnævnet ikke ser noget til hinder herfor. I starten vil netop arealet med autocampere være den finansielle motor, der muliggør den videre udbygning af pladsen.
Indtil campingpladsen på Amager Fælled kan åbnes, forbliver Bellahøj Camping i funktion, men med nødvendige moderniseringer af bygninger. Disse bygninger vil også efter en eventuel lukning af Bellahøj Camping kunne anvendes af kræmmermarkeder eller andre større arrangementer.
Økonomi
Med denne indstilling foreslås frigivet 3,0 mio. kr. (2011 p/l) til startinvesteringer i infrastruktur ved ny campingplads på Amager Fælled. Da der tidligere er frigivet 1 mio. kr. til formålet, vil der med denne indstillings vedtagelse samlet være frigivet 4,0 mio. kr. til Bellahøj og Amager Fælled Camping. Se også nedenstående tabel:
Titel |
Mio. kr. (2011 p/l) |
Bellahøj Camping: Modernisering (er frigivet) |
0,5 |
Amager Fælled Camping: Udbud (er frigivet) |
0,5 |
Amager Fælled Camping: Infrastruktur |
3,0 |
I alt: |
4,0 |
Midlernes skal frigives i 2011 på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3.
Videre proces
Dispensationen fra fredningen indhentes foråret 2011. Hvis den mod forventning ikke kan gives, vil forvaltningen vende tilbage til udvalget med en ny indstilling.
Efter Borgerrepræsentationens godkendelse indleder Teknik- og Miljøforvaltningen et samarbejde med Campingrådet og andre større interessenter, herunder FDM, om modning af ideen og håndtering af selve udbudet Udbuddet forventes at ske i anden halvdel af 2011.
I forbindelse med udarbejdelsen af projektet vil parkbrugerrådet og lokaludvalget blive hørt.
Det forventes, at en ny campingplads på Amager Fælled vil kunne tage imod de første nye gæster i 2013 og at Bellahøj Camping dermed lukker primo 2013. Såfremt det er muligt og en ny forpagter vil udvikle projektet på Amager Fælled hurtigere, vil campingpladsen åbne tidligere.
Hjalte Aaberg
/ Jon Pape
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at der frigives en anlægsbevilling på 3,0 mio. kr. (2011 p/l) i 2011 til startinvesteringer i infrastruktur ved ny campingplads på Amager Fælled. Midlernes frigives på Teknik- og Miljøudvalgets bevilling Ordinær anlæg, funktion 0.28.20.3.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 6. juni 2011
Indstillingen blev anbefalet med bemærkning om, at indstillingen tiltrædes under forudsætning af fredningsnævnets godkendelse.
Radikale Venstre, SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti afgav protokolbemærkning:
” Radikale Venstre, SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti ser frem til, at København får en ny og forbedret campingplads. Beliggenheden ved vandrehjemmet er velvalgt, men vi vil samtidig fremhæve, at Amager Fælled udgør et unikt naturområde, og at fremtidig lokalplanlægning – herunder den fysiske anlæggelse af campingpladsen – sikrer, at fælleden besvares som et af Københavns mest værdifulde naturområder.”
Økonomiudvalget indstiller at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- ogMiljøudvalgets budgetramme.
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 16. august 2011
Indstillingen blev anbefalet.
Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Socialdemokraterne, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte partiernes protokolbemærkning fra mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 6. juni 2011.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra udvalgsbehandlingen, som Venstre og Liberal Alliance tilsluttede sig:
” Radikale Venstre, SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten, Konservative og Dansk Folkeparti ser frem til, at København får en ny og forbedret campingplads. Beliggenheden ved vandrehjemmet er velvalgt, men vi vil samtidig fremhæve, at Amager Fælled udgør et unikt naturområde, og at fremtidig lokalplanlægning – herunder den fysiske anlæggelse af campingpladsen – sikrer, at fælleden besvares som et af Københavns mest værdifulde naturområder.”