Mødedato: 25.08.2011, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Opfølgning på Københavns Kommunes kvalitetskontrakt pr. juni 2011

Se alle bilag
Københavns Kommunes kvalitetskontrakt blev vedtaget den 16. juni 2010 i Borgerrepræsentationen og er indarbejdet i Budget 2011. I henhold til Bekendtgørelse om kommunal kvalitetskontrakt og opfølgningsredegørelse pålægges det kommunalbestyrelsen at følge årligt op på kvalitetskontraktens mål. I 2011 skal opfølgningen finde sted inden den 1. oktober 2011.

Indstilling

Indstilling om,
  1. at opfølgningen på Københavns Kommunes kvalitetskontrakt pr. juni 2011 tages til efterretning

(Økonomiudvalget)

Problemstilling

Københavns Kommunes kvalitetskontrakt blev vedtaget den 16. juni 2010 i Borgerrepræsentationen og derefter indarbejdet i Budget 2011. Kvalitetskontrakten består af udvalgte 2-3 kvalitetsmål inden for hvert fagudvalg og indeholder derudover en beskrivelse af, hvordan målene kan opnås. Fordi kvalitetsmålene binder kommunalbestyrelsen op på nogle klare og veldefinerede mål er det vigtigt, at der årligt følges op på målene for at synliggøre udviklingen på de forskellige serviceområder. I 2011 skal opfølgningen finde sted inden den 1. oktober 2011.

I forbindelse med Borgerrepræsentationens vedtagelse af Københavns Kommunes kvalitetskontrakt blev det samtidig besluttet, at opfølgningen på kvalitetskontrakten skal ske i forbindelse med årets regnskab. Da kvalitetskontrakten først indgår i Budget 2011, vil opfølgningen på kvalitetskontrakten i år køre som en selvstændig proces. Opfølgningen i 2012 vil indgå som en del af Regnskab 2011.

Løsning

Københavns Kommunes kvalitetskontrakt består af 17 udvalgte kvalitetsmål, hvortil er knyttet forskellige kvalitetskrav. I opfølgningen skal det fremgå, i hvilken grad forvaltningen har indfriet de enkelte kvalitetskrav. Såfremt kvalitetskravene ikke er blevet indfriet skal det fremgå om der er behov for at gennemføre nye tiltag for at styrke indsatsområdet eller om der er behov for at justere på målene.  

Alle fagudvalgene har i perioden marts-april 2011 fulgt op på deres kvalitetsmål og rapporteret på disse over for deres fagudvalg, dog forelægges opfølgningen på Økonomiudvalgets kvalitetsmål for første gang i denne indstilling. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har justeret på et enkelt af udvalgets vedtagne kvalitetsmål. Det drejer sig om en opjustering af målet for overledigheden blandt kommunens indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse fra 7 % til 10 %. Baggrunden for denne opjustering skyldes en større stigning end forventet i overledigheden for indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse som følge af finanskrisen. Økonomiudvalgets 4 kvalitetskrav til kvalitetsmålet om en styrket tryghedsskabende indsats inden for Sikker By regi er ligeledes blevet revideret som følge af Borgerrepræsentationens vedtagelse af det reviderede Sikker By program i februar 2011. 

Den samlede 2011 opfølgning på Københavns Kommunes kvalitetskontrakt vises i bilag 1.  

Overordnet vurderes det, at målene kan opnås i valgperioden. I enkelte tilfælde er der tale om en negativ udviklingstendes, som f.eks. det faldende besøgstal på kulturhusene og stigningen i overledigheden blandt kommunens indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig oprindelse, hvilket tilskrives den økonomiske afmatning.    

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

-

Oversigt over politisk behandling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrespræsentationen anbefaler,
  1. at opfølgningen på Københavns Kommunes kvalitetskontrakt pr. juni 2011 tages til efterretning


Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2011
Indstillingen blev anbefalet.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. august 2011

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top