Mødedato: 25.04.2013, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om handicapkørsel i busbaner

Indstilling og beslutning

Det foreslås,  

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen, at udarbejde forslag til at handicapkørsel kan tillades i busbaner. Forslaget skal forelægges Borgerrepræsentationen senest den 19. juni 2013.

(Stillet af Dansk Folkeparti)

MOTIVERING

Forslagsstillerne ønsker, at det skal være muligt for handicapkørsel at kunne køre i busbanerne.

Arbejdet med at prioritere fremkommeligheden for kørsel med handicappede bør opprioriteres, således at denne form for kørsel ikke skal lide under trafiktrængslen i København.

Forslagsstillerne beder derfor Borgerrepræsentationen om at pålægge Teknik- og Miljøforvaltningen at se på, hvilke muligheder der er for at tillade handicapkørsel i busbaner.   

Handicapkørsel i busbanerne kendes fra andre lande, eksempelvis fra England.

I København bliver mange af byens handicappede dagligt transporteret til og fra specialtilbud. Disse transporter må ikke foregå i busbanerne, og byens trafiktæthed betyder derfor en unødvendig stor transporttid, hvilket kan være et problem netop for handicappede.

Busbanerne letter den kollektive trafik, men bør også lette hverdagen for de handicappede. Kommunen giver i forvejen de handicappede fortrinsret bl.a. med de særlige handicap p-pladser og toiletter, fordi de handicappede i det hele taget har det meget vanskeligere end os andre. Dette hensyn bør kommunen også vise de handicappede i trafikken. Ved at tillade handicapkørsel i busbanerne vil København signalere, at hovedstaden er en by, der tager de handicappedes tarv og hverdag alvorligt, og en by der sætter individ før systemer.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. april 2013

Medlemsforslaget blev forkastet med 39 stemmer imod 3. 4 undlod.

For stemte: O.
Imod stemte: A, B, C, F, I og Ø.
Følgende undlod at stemme: V.

Til top