Mødedato: 25.03.2021, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om gennemførelse af analyse af den aktuelle boligforsyning i Københavns Kommune

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger, at gennemføre og fremlægge en analyse af den aktuelle forsyning (udbud) af boliger i København, jf. motiveringen. Analysen skal fremlægges for Borgerrepræsentationen på mødet d. 19. august 2021,

  2. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger, at fremkomme med forslag til organisering af en løbende monitorering af a) flyttemønstrene internt i Københavns kommune og ud og ind af kommunen og b) bevæggrundene bag disse flytninger

(Stillet af Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet, Det Konservative Folkeparti)

 

Motivering

I Borgerrepræsentationen træffer vi store beslutninger om Københavns fremtid, herunder om opførelse af nye boliger, der skal sikre, at byens boligudbud kan følge med fremtidens efterspørgsel. Det er beslutninger, der bør træffes på det bedst mulige fælles vidensgrundlag, herunder viden om den aktuelle boligforsynlig. Desværre har vi i kommunen i dag ikke et tilstrækkeligt overblik og indblik i det nuværende boligudbud. Fx mangler vi viden om, hvor mange boliger, der står tomme, hvor mange beboere, der bebor forskellige typer boliger og hvordan huslejen i forskellige typer boliger har udviklet sig over tid.

Derfor foreslås det, at forvaltningen udarbejder en analyse af den aktuelle boligforsyning i København. Analysen skal i det omfang, det er muligt, indeholde følgende:

  • Opgørelse af den samlede bestand af boliger og afgang og tilgang af boliger, fordelt på ejerformer (almennyttige boliger, andelsboliger, private udlejningsboliger og ejerboliger), boligernes fordeling på størrelse og antal værelser. Opgørelsen skal så vidt mulig favne udviklingen fra 1990 og frem til i dag.

  • Opgørelse/estimat af andelen af tomme/ubeboede boliger per ejerform, herunder en særskilt opgørelse over udbud, pris per kvm. og liggetid for ejerboliger i ejendomme opført i perioden 2010 – 2020.

  • Opgørelse/estimat over antal lejer/ejerskifter per boligform i den omfattede 10 års periode

  • Opgørelse/estimat over antal borgere, der bor i de forskellige boliger, fordelt eller grupperet efter boligernes størrelse (kvm.).

Forvaltningen er herudover velkommen til at inkludere yderligere temaer i analysen, som vurderes at have relevans for boligudbuddet.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. marts 2021

Enhedslisten fremsatte nyt ændringsforslag (ÆF1) om tilføjelse af nyt 3. at-punkt:

“3. at opgørelsen af boligudbuddet omfatter vurderinger af hvor mange boliger, der ikke er omfattet af bopælspligt, hvor mange boliger, der ikke har et CPR-nummer knyttet til sig, og hvor mange boliger, der er udlejet via airbnb-lignende ordninger i store dele af året.”

 

Det af Enhedslisten fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev vedtaget med 29 stemmer mod 26. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, B, F, Å, O og Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti.

Imod stemte: A, V, C, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.

 

Det således ændrede medlemsforslag blev vedtaget uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Vi mener, at mængden af ejerboliger bør være minimum på sammen niveau som almene boliger.”

Til top