Mødedato: 25.03.2021, kl. 17:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

Medlemsforslag om evaluering af processen med at etablere prøveboliger i Tingbjerg

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med Økonomiforvaltningen at udarbejde en evaluering af forløbet med at godkende etableringen af de otte prøveboliger i Tingbjerg. Evalueringen bør også indeholde forslag til, hvordan man fremadrettet kan forenkle koordination, afklaring og tilladelser i den kommunale sagsbehandling på tværs af ressortområder og dermed lette arbejdsgangene mellem Københavns Kommune og byggeherrerne. Evalueringen fremlægges Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget inden sommerferien 2021.  

(Stillet af Venstre) 

Motivering

Den 20. juni 2019 fremsatte Venstre et medlemsforslag i Borgerrepræsentationen om opførelse af op til ti prøveboliger i Tingbjerg. Borgerrepræsentationen vedtog at udvalgshenvise medlemsforslaget til Teknik- og Miljøudvalget, som endeligt den 24. februar 2020 godkendte igangsættelsen af byggesagsbehandlingen om opførelse af op til ti permanente prøveboliger.  

Små to år er gået siden det oprindelige medlemsforslag, og der står desværre endnu ingen prøveboliger i Tingbjerg. På tidspunktet for indleveringen af dette medlemsforslag havde Økonomi- og Teknik- og Miljøforvaltningen fortsat ikke givet grønt lys til at påbegynde byggeriet af - de nu kun otte - prøveboliger.  

På den baggrund kan vi godt være bekymrede for, hvordan det skal gå, når byggeriet af de 1000 boliger, der er indeholdt i Byudviklingsplanen, går i gang. Under alle omstændigheder er det afgørende, at samarbejdet og kommunikationen mellem kommunens forvaltninger ikke står i vej for byggeprocessen, og at der fremadrettet løbende foretages en overordnet koordinering af Københavns Kommunes egne aktiviteter på tværs af kommunens forvaltninger med områdets bygherrer.  

Venstre vil med dette medlemsforslag sikre, at det hidtidige forløb evalueres - og at erfaringerne bruges proaktivt til at tilrettelægge et mere effektivt forløb fremadrettet - så ambitionen i Tingbjerg Byudviklingsplan om, at de sidste nye boliger skal være opført i 2025, kan indfries. 

Vi ønsker derfor, at der i evalueringen peges på greb, der kan lette beslutningsgangene fremadrettet. Ideelt set kunne kommunen udpege én koordinerende sagsbehandler for de kommende års byggeri i Tingbjerg, som - på kommunens vegne - kunne være kontaktperson for henvendelser og samarbejder vedrørende byggeri i Tingbjerg. Vi er klar over, at dette næppe er muligt med den nuværende ressortopdeling, og efterlyser derfor andre gode forslag. 

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. marts 2021

Medlemsforslaget blev vedtaget med 51 stemmer imod 0. 4 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: A, Ø, B, F, V, C, O, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti, Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen, Løsgænger Kåre Traberg Smidt og Løsgænger Peter Dits Christensen.

Imod stemte: Ingen.

Undlod at stemme: Å.

Til top