Forespørgsel til kultur- og fritidsborgmesteren om svømmehalskapacitet
Forespørgsel
Kultur- og fritidsborgmesteren bedes redegøre for,
- om borgmesteren mener, det er tilfredsstillende, at en stor del af kommunens svømmehaller ikke kan åbne for offentligheden, når restriktionerne bliver hævet?
- hvad borgmesteren har foretaget af tiltag for, at renoveringer af de københavnske svømmehaller er foregået under nedlukningen af Danmark?
- hvad borgmesteren vil gøre for at sikre ekstra kapacitet på svømmeområdet i forbindelse med, at en del af kommunens svømmehaller er lukket ned på grund af renovering?
- om det er borgmesterens opfattelse, at de københavnske svømmehaller har samme kvalitet og faciliteter som i de andre 6-byer?
(Stillet af Venstre)
Motivering
København har relativt få svømmehaller i forhold til byens størrelse. Det skaber pres på byens faciliteter og betyder samtidig, at svømmeklubberne ofte oplever ventelister. Dette pres bliver yderligere forstærket i det øjeblik, hvor Covid-19 restriktionerne bliver fjernet. I det øjeblik vil mange gerne benytte sig af byens svømmehaller efter mange måneder på land. Desværre så er en del af kommunens svømmehaller ude af drift, og andre har slidte faciliteter.
En tur i svømmehallen er en hyppig og sund aktivitet for mange børnefamilier og kilde til regelmæssig motion for mange andre. Samtidig bor vi et land, hvor man altid er tæt på det åbne vand, og derfor er det en del af vores DNA at være fortrolig med at svømme. Denne fortrolighed vanskeliggøres desværre af en mangel på svømmehalskapacitet og at det er svært at få plads på et svømmehold i Københavns Kommune.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. marts 2021
Forespørgslen blev besvaret.