Forespørgsel til børne- og ungdomsborgmesteren om administrationsudgifter i forbindelse med at indføre minimumsnormeringer
Forespørgsel
Børne- og ungdomsborgmesteren bedes redegøre for,
- Vil borgmesteren bekræfte, at Københavns Kommune ikke agter at bruge bevillingen fra Folketinget til minimumsnormeringer til administration?
- Kan borgmesteren give eksempler på, hvordan bevillingen til minimumsnormeringer og andre bevillinger f.eks. finanslovspædagoger er blevet udmøntet i nogle konkrete daginstitutioner. Hvor stor en andel af bevillingen er her gået til ansættelser?
- Hvor stort et overhead regner Børne- og Ungdomsforvaltningen med udover løn, feriepenge og pension, når man skal omsætte bevillinger fra budgetaftaler til antal medarbejdere, der skal ansættes?
(Stillet af SF)
Motivering
Den 12. marts skriver Kommunernes Landsforening i bladet Danske Kommuner:
“Der skal også være penge til ledelse, computerlicenser og efteruddannelse, når kommunerne ansætter flere pædagoger. Derfor er det ren populisme, når politikerne på Christiansborg siger, at der bliver brugt alt for mange penge til administration i forbindelse med indførelsen af minimumsnormeringer, lyder det fra KL-formand Jakob Bundsgaard (S).”
“Her kommer en stor del af pengene til at gå til papirarbejde, forsikringer, efteruddannelse, vand og arbejdsmarkedsbidrag. Helt præcist skal 20 procent eller op til 360 millioner bruges til andre omkostninger, når aftalen er fuldt indfaset i 2024.”
For SF lyder det overraskende højt, at hele 20% af bevillingen til minimumsnormeringer vil gå til administrationsudgifter. Det lyder som en skrivebordsbeslutning. Hvad skal de penge gå til? Lokaleomkostninger, lønudbetalingsomkostninger og kaffemaskineudgifter? I mange tilfælde vil indførelsen af minimumsnormeringer ske ved, at allerede ansatte medarbejdere får et højere timetal, hvorfor der i de tilfælde ikke ansattes nye medarbejdere i institutionen.
Flere kommuner har allerede lavet klare udmeldinger til deres borgere om, at de sender alle pengene til daginstitutionerne. Vi ønsker, at borgmesteren vil bekræfte, at København gør det samme.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 25. marts 2021
Forespørgslen blev besvaret.