Høringssvar vedrørende Strukturkommissionens betænkning
Høringssvar vedrørende Strukturkommissionens betænkning
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 25. marts 2004
Nr. 30 BR 156/04. Høringssvar vedrørende Strukturkommissionens betænkning
Indstilling om, at det reviderede udkast til høringssvar godkendes, således at Overborgmesteren efterfølgende kan afsende kommunens høringssvar til ministeriet, samt at de rettidigt indkomne høringssvar fra udvalg og råd samt politiske mindretalsudtalelser, der måtte fremkomme ved Borgerrepræsentationens behandling af sagen, medsendes til ministeriet som bilag til høringssvaret.
(Økonomiudvalget)
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag:
"Til anbefalingerne (s. 1 og 2):
1. bullit ændres til: at den offentlige sektor fremover består af 3 forvaltningsniveauer. (stat, region og kommune)
4. bullit udgår
5. bullit udgår
6. bullit ændres til: at amterne afløses af minimum 7 regioner, der bl.a. får ansvaret for sygehusene, kollektiv trafik, erhvervsfremme, overordnet fysisk planlægning, ungdomsuddannelserne og specialområdet
7. bullit ændres til: at der etableres mindst to regioner på Sjælland
subsidiært forslag til 7. bullit: "mega" indføjes mellem "én" og "stor"
Ny bullit tilføjes: Der indføres folkevalgte bydelsudvalg i København.
Høringssvaret konsekvensrettes i overensstemmelse hermed."
Enhedslistens primære
ændringsforslag blev forkastet med 33 stemmer imod 14. 1 undlod.
For stemte: F og Ø.
Imod stemte: A, B, C, D, O og V med undtagelse af 1 medlem (Bente Frost).
Følgende undlod at stemme: 1
medlem af V (Bente Frost).
Enhedslistens subsidiære ændringsforslag blev forkastet med 33 stemmer imod 14.
1 undlod.
For stemte: F og Ø.
Imod stemte: A, B, C, D, O og V med undtagelse af 1 medlem (Bente Frost).
Følgende undlod at stemme: 1
medlem af V (Bente Frost).
Indstillingen – som anbefalet af Økonomiudvalget – blev herefter godkendt med
31 stemmer imod 17.
For stemte: A, B, C, D og V med undtagelse af 1 medlem (Bente Frost).
Imod stemte: F, O, 1 medlem af V(Bente Frost) og Ø.
Bente frost ønskede følgende bemærkning medsendt høringssvaret:
"Strukturkommissionen stoppede deres arbejde i 1980 ved Københavns grænse.
Det var skade. Men værre er det, at den nuværende strukturkommission gør det samme: Stopper ved grænsen til København.
Jeg synes, København og måske også Frederiksberg bør deles op i 7-8 selvstændige kommuner.
Københavnerne må have samme demokratiske muligheder som borgerne i resten af landet.
Jeg anbefaler den udvidede kommuneplan. Jeg synes regionernes arbejdsopgaver skal være: Hospitaler, overordnet planlægning og trafik."
Socialistisk Folkeparti ønskede følgende protokolbemærkning fra behandlingen i Økonomiudvalget medsendt høringssvaret:
"SF finder det afgørende at strukturreformen sikrer at der i Hovedstadsregionen fremover er 2 folkevalgte niveauer, en region og flere kommuner, der hver for sig ledes af direkte valgte politikere og har egen skatteudskrivning. Den lovbestemte arbejdsdeling mellem regioner og kommuner skal være den samme over hele landet; denne arbejdsdeling bør tage udgangspunkt i den foreslåede "brede amtsmodel". Hovedstadsregionen skal som minimum omfatte de nuværende Københavns og Frederiksberg Kommuner og Københavns Amt. Københavns Kommune skal opdeles i 9 selvstændige kommuner. SF kan ikke støtte høringssvaret, da dets primære budskab er at Københavns Kommunes nuværende opgaveportefølje bør fastholdes uændret eller udvides yderligere."
Enhedslisten ønskede følgende bemærkning medsendt høringssvaret:
Enhedslisten mener, at demokrati er centralt i det danske samfund – også når det gælder indretningen af lokale og regionale niveauer. Demokratiet er ganske fraværende i udkastet til høringssvar, hvilket Enhedslisten beklager. Enhedslisten mener, at der er behov for tre niveauer, et lokalt niveau, et regionalt niveau og det landsdækkende. Høringssvaret lægger op til et "tomt" & indholdstyndt regionalt niveau, hvilket vil betyde en yderligere centralisering af samfundet, idet staten vil få flere opgaver.
Enhedslisten lægger vægt på, at alle tre niveauer er direkte demokratisk valgte, og har skatteudskrivningsret. Enhedslisten finder det centralt, at evt. kommune- og amtssammenlægninger følges op af en demokratisk decentralisering inden for dels evt. nye større kommuner, dels indenfor eksisterende kommuner, f.eks. København. I København bør der således indføres folkevalgte bydelsudvalg, der er talerør for bydelene.
Enhedslisten mener principielt, at alle ungdomsuddannelser bør samles på det regionale niveau, hvor alle ungdomsuddannelser kan arbejde sammen, under demokratisk kontrol.
Enhedslisten kan ikke støtte udkastet til høringssvar, da dette primært handler om at bevare så meget magt som muligt på Københavns Råd hus."
Dansk Folkeparti ønskede følgende bemærkning medsendt høringssvaret:
"Dansk Folkeparti kan ikke støtte høringssvaret i sin helhed.
Vi er af den opfattelse, at der skal være to led kommunerne og staten. En væsentlig større kommune kan vi dog ikke støtte. Nærdemokratiet og borgernes indflydelse kan derved blive forringet, og det ønsker vi ikke, tværtimod. Vi finder det positivt, at der allerede nu foregår folkeafstemning om kommunesammenlægning, og det skal ske i alle tilfælde."
Fristen for aflevering af bemærkninger, som ønskes medsendt høringssvaret blev fastsat til tirsdag den 30. marts 2004 kl. 12.00.