Forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedrørende detailhandel
Forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedrørende detailhandel
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 25. marts 2004
Nr. 21 BR 135/04. Forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedrørende detailhandel
Indstilling om, at forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages med henblik på offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder, samt at den foreslåede dialogstrategi i form af annoncering i samtlige lokalaviser og dagblade i København samt fremlæggelse af forslaget i Københavner Information og på samtlige biblioteker i kommunen samt etablering af en hjemmeside tiltrædes.
(Økonomiudvalget)
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Dansk Folkeparti ønskede følgende bemærkning optrykt i forbindelse med offentliggørelsen:
"Dansk Folkeparti mener ikke, at dette forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedrørende detailhandel er det optimale for byen. Dansk Folkeparti mener, at denne plan vil skabe katastrofale forhold for trafikken i de pågældende bydele. Dansk Folkeparti ønsker en by med liv for både detailhandelen, borgerne og trafikanterne, der både bor i bydelene og kommer udefra. Dansk Folkeparti tror ikke, at denne detailplan vil tilgodese ovennævnte punkter tilstrækkeligt."
Enhedslisten ønskede følgende bemærkning optrykt i forbindelse med offentliggørelsen:
"Dette forslag er et resultat af, at kommunerne nu i høj grad selv har fået lov til at fastsætte detailhandelsrammerne.
Derfor forsøger Københavns Kommune nu at rette op på de værste konsekvenser af den vanvittige detailhandelsplanlægning, det politiske flertal har lavet for ganske få år siden.
For at sikre at grundsalget i Ørestaden ikke gik helt i stå, gav flertallet i 2000 alle ledige udvidelsesmuligheder til stormagasinet Fields. City fik ikke en eneste m2.
Sammen med Fisketorvet vil Fields bidrage til butiksdød, og til at trække handel væk fra city.
Enhedslisten anerkender, at der nu gives ekstra udvidelsesmuligheder i City, og i en række lokale bydelscentre.
Samtidig åbnes der imidlertid op for endnu flere m2 til Fisketorvet og Fields, hvilket er tåbeligt, hvis der skal opretholdes en lokal detailhandel.
Enhedslisten ønsker at sikre, at
alle københavnere har et varieret butiksudbud i lokalområdet. Flertallets ønske
om at skabe storcentre som Fields er med til at ødelægge det lokale butiksliv."