Mødedato: 25.03.2004, kl. 17:30

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad"

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad"

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 25. marts 2004

 

 

BR 127/04

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad"

Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad"

 

 

Indstilling om, at forslag til tillæg til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad" vedtages med henblik på offentliggørelse, at indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder, samt at den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet og annoncering af offentliggørelsen i områdets lokalaviser, vedtages.

                                                                                       (Bygge- og Teknikudvalget)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget - med forbehold  for Økonomiudvalgets og Borgerrepræsentationens vedtagelse af forslag til kommuneplantillæg om detailhandelen - over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at  forslag til tillæg til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad" vedtages med henblik på offentliggørelse

at  indsigelsesfristen fastsættes til 2 måneder

at  vedtage den foreslåede dialogstrategi bestående af en hjemmeside for planen, en udstilling i lokalområdet og annoncering af offentliggørelsen i områdets lokalaviser

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 29. januar 2004

Anbefalet

 

Økonomiforvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

"Forslaget er i overensstemmelse med det samtidigt forelagte forslag til tillæg til Kommuneplan 2001 vedrørende detailhandel. Økonomiudvalget har på den baggrund ingen bemærkninger til, at nærværende forslag søges gennemført"

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 9. marts 2004

Anbefalet

 

 

RESUME

Lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad", der blev endelig vedtaget af Borgerrepræsentationen den 2. oktober 2003, muliggør ikke et tidligere fremført  ønske om indretning af en større dagligvarebutik i området, da det strider mod kommuneplanens rammer for detailhandel.

Ved offentliggørelsen af lokalplanforslaget i april 2003 tilkendegav kommunen at være indstillet på at udarbejde et tillæg til lokalplanen, der muliggør indretning af en 1.000 m2 stor dagligvarebutik, så snart det region- og kommuneplanmæssige grundlag herfor foreligger.

På baggrund af nye bestemmelser i planloven, der giver kommunerne udvidet kompetence på detailhandelsområdet, foreligger nu et forslag til regionplantillæg fra Hovedstadens Udviklingsråd, der bl.a. udpeger de centrale byområder i hovedstads regionen, hvor rammerne for detailhandelsforsyningen  kan fastlægges i kommuneplanlægningen.

I forlængelse heraf har Økonomiforvaltningen udarbejdet et forslag til reviderede rammer for detailhandelen, der bl.a. indeholder en udvidelse af bydelscenteret for Sundbyøster og Sundbyvester.

Forslaget til lokalplantillæg muliggør indretning af butikker i overensstemmelse hermed, herunder at den ønskede dagligvarebutik kan indrettes med op til 1.500 m2 etageareal. Endvidere stilles krav til varetilkørsel og butiksfacaders udformning.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I forbindelse med udarbejdelsen af forslag til lokalplan "Sadolin & Holmblad" fremsatte grundejer ønske om indretning af en større dagligvarebutik i den tidligere industrihal Lyneborggade 5-7. Ønsket er i modstrid med detailhandelsbestem-melserne i Kommuneplan 2001 og kunne ikke imødekommes i lokalplan nr. 367 " Sadolin & Holmblad" med tilhørende kommuneplantillæg nr. 9, endelig vedtaget af Borgerrepræsentationen den 2. oktober 2003 (BR 443/03).

 

Ved offentliggørelsen af planforslagene i april 2003 tilkendegav kommunen at være indstillet på at udarbejde et forslag til lokalplantillæg, der muliggør indretning af en dagligvarebutik på ca. 1000 m2, så snart det region- og kommuneplanmæssige grundlag herfor foreligger. Ønsket om indretning af butikken og de planmæssige forudsætninger herfor blev endvidere drøftet på borgermødet om lokalplanforslaget den 3. juni 2003.

 

Hovedstadens Udviklingsråd har udarbejdet forslag til regionplantillæg, der bl.a. udpeger de centrale byområder i hovedstadsregionen, hvor kommunerne ifølge ændrede bestemmelser i planloven får udvidet kompetence til selv kan planlægge for detailhandelsforsyningen. Det forventes, at regionplantillægget vedtages endeligt i løbet af foråret 2004.  

 

I forlængelse heraf har Økonomiforvaltningen udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg med reviderede rammer for detailhandelen i Københavns Kommune, som bl.a. indeholder en udvidelse af bydelscenteret for Sundbyøster og Sundbyvester. Området langs Holmbladsgade, der er omfattet af det aktuelle forslag til lokalplantillæg, indgår i dette udvidede bydelscenter, og forslaget indeholder bestemmelser om indretning af butikker i overensstemmelse med  forslaget til kommuneplantillæg, herunder at etagearealet for den ønskede dagligvarebutik ikke må overstige 1.500 m2.

 

Offentliggørelse af lokalplanforslaget forudsætter, at Borgerrepræsentationen forinden har vedtaget at offentliggøre forslaget til kommuneplantillæg om detailhandelsforsyningen.

 

Forslag til lokalplantillæg

Forslaget muliggør indretning af bebyggelsens stueetager inden for området til publikumsorienterede serviceerhverv. Det samlede bruttoetageareal til butiksformål må ikke overstige 2.500 m2, og den enkelte butiksenhed må højst være på 500 m2. Dog må indrettes en dagligvarebutik i den tidligere industrihal, Lyneborggade 5-7, på op til 1.500 m2  med krav om, at vareaflæsning og afhentning af affald foregår internt i bygningen med ensrettet til- og frakørsel.

Herudover fastlægges krav til butiksfacaders udstrækning og udformning og til industrihallens ombygning og renovering.  

 

Miljøvurdering

Eventuel indretning af en dagligvarebutik på ca. 1.500 m2 skønnes at øge trafikken med omkring 300 biler i gennemsnit pr. døgn, hvoraf op til to tredjedele forventes at være fra lokalområdet. Trafikken til butikken vil formentlig fordele sig jævnt på Lyneborggade og Meklenborggade, og overordnet set vurderes det ikke at give problemer af trafikal eller miljømæssig art. Støjgener er søgt minimeret mest muligt ved krav til placering af vareaflæsning og affaldsafhentning samt til ensrettet til- og frakørsel.

 

Høring

Da forslaget til lokalplantillæg alene supplerer lokalplan nr. 367 med bestemmelser, der muliggør indretning af butikker, er der ikke foretaget høring af øvrige forvaltninger.

 

Forslag til dialogstrategi

Der foreslås følgende initiativer til at orientere og opnå dialog med borgerne i offentlighedsperioden:

-         Etablering af en særlig hjemmeside for planen, der opbygges med en informationsdel og en dialogdel

-         Etablering af en udstilling i lokalområdet

-         Annoncering af offentliggørelsen i områdets lokalaviser

 

Det forekommer ikke fornødent at afholde borgermøde, da mulighederne for fremtidig indretning af butikker allerede blev drøftet på borgermødet om lokalplanforslaget "Sadolin & Holmblad".

 

 

BILAG VEDLAGT

Bilag 1. Forslag til tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 367 "Sadolin & Holmblad" opdelt i baggrund, lokalplanforslag og forhold til øvrig lovgivning og planlægning.

 

 

Jens Ole Nielsen

 


Til top