Mødedato: 25.03.2004, kl. 17:30

Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere"

Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere"

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 25. marts 2004

 

 

BR 94/04

Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere"

Kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere"

 

 

Indstilling om, at den reviderede kommuneplanstrategi "Fremtidens København og københavnere", som fremgår af bilag B vedtages, og udsendes til offentlig debat, samt at bilag C om tilrettelæggelsen af en 10 ugers offentlig høring af kommuneplanstrategien, samt bilag D, der er en kort borgerrettet udgave af strategien som en del af grundlaget for den offentlige debat, tiltrædes.

                                                                 (Økonomiudvalget)

 

 

INDSTILLING

Økonomiforvaltningen indstiller,

 

At Økonomiudvalget tiltræder bilag A med de forslag til ændringer af kommuneplanstrategien, som er affødt af fagudvalgenes forslag eller forvaltningsmæssigt i sidste redigeringsrunde

 

At Økonomiudvalget beslutter at fremsende den reviderede kommuneplanstrategi "Fremtidens København og københavnere", som fremgår af bilag B, til Borgerrepræsentationen med anbefaling af vedtagelse og udsendelse til offentlig debat

 

At Økonomiudvalget tiltræder bilag C om tilrettelæggelsen af en 10 ugers offentlig høring af kommuneplanstrategien, samt bilag D, der er en kort borgerrettet udgave af strategien som en del af grundlaget for den offentlige debat

 

At Økonomiudvalget tager bilag E om resultaterne af livsformsanalysen, bilag F om resultaterne af analysen af integrationen på erhvervs-, uddannelses- og boligområdet, samt bilag G med eksempler fra registreringen af offentlige lokaler og faciliteter i Københavns Kommune til orientering

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 2. marts 2004

 

Økonomiudvalget besluttede at sende sagen i høring i Det Rådgivende Integrationsudvalg, idet man har forudsat, at evt. bemærkninger fra Integrationsudvalget foreligger inden Borgerrepræsentationens behandling af sagen den 25. marts 2004.

1. at blev godkendt, 2. at og 3. at blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen og 4. at blev taget til efterretning med forbehold for bemærkninger fra Det Rådgivende Integrationsudvalg.

 

O og Ø tog forbehold.

O afgav følgende bemærkning: "Dansk Folkeparti kan støtte den valgte procedure, men tager forbehold i forhold til vi sse af konklusionerne, eksempelvis bilag F om integration."

Ø afgav følgende bemærkning: "Enhedslisten kan ikke støtte det foreliggende forslag til kommuneplanstrategi. Selvom der er spændende takter i forslaget – ikke mindst med inddragelse af livsformsanalyser, så er den konkrete kommuneplanstrategi visionsløs og selvsmagende.

På trafikområdet betyder kommuneplansstrategien, at der vil komme mange flere biler i byen. Strategien giver ingen klare svar på fremtidens udfordringer. Alle ved, at det eneste der kan fjerne biler fra gaden er indførelse af kørselsafgifter efter Londonsk model, kombineret med en massiv investering i kollektiv trafik. En investering der handler om andet og mere end en metroring, der tidligst kan være klar om 13-15 år.

På boligområdet fortsættes den asociale boligpolitik, flertallet har ført det seneste 10-år, hvor fattigrøve, arbejdsløse og andre uden penge systematisk skal ud af byen, til fordel for gode skattebetalere. Der er et skrigende behov for at bygge tusinder af nye lejeboliger – hvilket kommuneplanstrategien ikke lægger op til.

Kommuneplanstrategien er selvsmagende og uden nogen form for selvkritik. Når man læser strategien får man indtryk af, der ingen fejl er begået når det f.eks. angår arkitektur, integration, bolig og trafikpolitik.

Når man ikke kan erkende eklatante fejltagelser, som eks. kontorrædslerne på Kalvebod Brygge, er det svært at undgå dem i fremtiden. Kommuneplanstrategien betyder derfor – trods de mange fine ord – at byen fortsat udvikles efter bygherrernes pengepunge, frem for københavnernes behov."

 

 

 

 

RESUME

Fagudvalgene har i deres høringssvar til kommuneplanstrategien generelt udtrykt tilfredshed med processen og den tværsektorielle tilgang til strategier og temaer. Høringssvarene indeholder kun få forslag til justeringer og suppleringer. Fagudvalgenes høringssvar med Økonomiforvaltningens bemærkninger, samt forslag til supplering af teksten i kommuneplanstrategien er gennemgået i bilag A.

Bygge- og Teknikudvalget behandler først strategien på sit møde den 25. februar. Økonomiudvalget vil modtage en mundtlig orientering om udvalgets beslutning i forbindelse med behandling af dagsordenspunktet på Økonomiudvalgets møde den 2. marts.

Kultur- og Fritidsudvalget, Uddannelses- og Ungdomsudvalget, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget anbefaler, at kommuneplanstrategien forelægges Borgerrepræsentationen i sin nuværende form.

Miljø- og Forsyningsudvalget har ønsker om tilføjelse af yderligere fokuspunkter til temaerne i strategien. Det gælder "Byens liv og boliger", "Fritid og mødesteder", samt "Trafik og byens rum". De foreslåede suppleringer finder Økonomiforvaltningen tilgodeset i kommuneplanstrategien, der skal ses i sammenhæng med Agenda 21-strategien, hvor de miljømæssige indsatsområder skal konkretiseres.

Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger og forslag til suppleringer er i det væsentligste imødekommet, idet enkelte af bemærkningerne i lige så grad er rettet mod udarbejdelsen af forslag til Kommuneplan 2005.

Strukturkommissionens betænkning om den fremtidige politisk/administrative struktur i Danmark og et fælles projekt om udvikling af Øresundsperspektivet med Malmø giver anledning til supplering af teksten. Et forslag til initiativer på kolonihaveområdet, samt udviklingen af en handlingsplan området omkring Møljnerparken er ligeledes indarbejdet i teksten.

Økonomiforvaltningen anbefaler, at kommuneplanstrategien udsendes til offentlig debat i en 10 ugers periode fra begyndelsen af april til midten af juni, umiddelbart før skoleferien starter. Som grundlag for debatten udsendes en kort udgave af strategien. Debatten bygger på om en mere offensiv hjemmeside med debatforum og to temamøder for borgerne om fremtidens København. Temamøderne foreslås lagt i eksternt regi for at skabe så bred en debat som muligt. Der sættes fokus på børn og unge, dels i byens rum og dels i beslutningsprocesserne om hverdagens København.

I forbindelse med udarbejdelsen af forslag til Kommuneplan 2005 besluttede Økonomiudvalget at der skulle udarbejdes et nyt analysegrundlag, bl.a. en livsformsanalyse, en undersøgelse af integrationen på beskæftigelses-, erhvervs, uddannelses- og boligområdet i Københavns Kommune, samt en registrering af offentlige lokaler og faciliteter til fritidsbrug. Bilag E, F og G rummer en afrapportering af de tre analyser og registreringer til Økonomiudvalgets orientering.

 

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 9. december at fremsende et udkast til kommuneplanstrategi om "Fremtidens København og københavnere" til høring i fagudvalgene med anmodning om eventuelle bemærkninger senest den 7. februar 2004. Bemærkningerne indgår i den endelige redigering af kommuneplanstrategien.

 

Økonomiforvaltningen har modtaget bemærkninger fra alle fagudvalg, bortset fra Bygge- og Teknikudvalget. Udvalget behandler strategien på sit møde den 25. februar. Økonomiforvaltningen har i behandlingen af fagudvalgenes høringssvar taget udgangspunktindstillingen, som Bygge- og Teknikforvaltningen har udarbejdet om kommuneplanstrategien – med forbehold for udvalgets stillingtagen.

 

Fagudvalgenes bemærkninger til kommuneplanstrategien.

Generelt udtrykker fagudvalgene tilfredshed med processen og den tværsektorielle tilgang til strategier og temaer. Høringssvarene indeholder kun få forslag til justeringer og suppleringer.

 

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler, at kommuneplanstrategien forelægges Borgerrepræsentationen i sin nuværende form.

 

Uddannelses- og Ungdomsudvalget tager udkastet til kommuneplanstrategi til efterretning, idet de har en enkelt bemærkning til temaet om børn og unge i byen. Økonomiforvaltningen anbefaler, at teksten i temaet justeres, så det fremgår, at indretningen af legepladser, parker m.v. ikke kun skal inspirere børn, men også unge til fysisk udfoldelse.

 

Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter forelæggelsen af kommuneplanstrategien i sin nuværende form for Borgerrepræsentationen.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget indstiller, at udkastet til kommuneplanstrategi danner grundlag for den videre proces. Det anbefales samtidigt, at der i Kommuneplanrevision 2009 indgår et tema om "Særligt udsatte grupper i byen".

 

Miljø- og Forsyningsudvalget har fremsendt forslag til præciseringer og supplering af kommuneplanstrategien. Forslagene drejer sig i alt væsentlighed om at tilføje et nyt fokuspunkt under temaet " Byens liv og boliger" for at skabe rammebetingelser for bæredygtigt privat og offentligt byggeri i nye og eksisterende boligområder, et nyt fokuspunkt i temaet "Trafik og byens rum" om at styrke indsatsen for en væsentlig mindre miljøpåvirkning fra trafikken end i dag, samt et nyt fokuspunkt under "Fritid og mødesteder" om at fastlægge indsatser, der skal forebygge sundhedsproblemer fra eventuel jordforurening ved nybyggeri, samt sikre, at støj på pladser og rekreative områder bliver et indsatsområde.

 

Temaet om byidentitet og arkitektur i kommuneplanstrategien beskæftiger sig bl.a. med planlægning af en balanceret bæredygtig udvikling og retningslinier for miljøorienteret byfornyelse og byomdannelse. Det er Økonomiforvaltningens opfattelse, at den særlige indsats i forhold til at udvikle rammebetingelserne for miljømæssig bæredygtighed i byomdannelsen, herunder også indsatsen for at forebygge sundhedsproblemer fra eventuel jordforurening ved nybyggeri ligger i forlængelse af Agenda 21- strategiens udmøntning.

 

Det er samtidigt Økonomiforvaltningens vurdering, at de initiativer der er beskrevet på side 41 under temaet om trafik og byens rum, vil bidrage til en mindre miljøpåvirkning fra trafikken end i dag. Det gælder både anlæg af mere metro, koncentration af særligt trafikskabende byfunktioner i områder ved velbetjente stationer, flere cykelstier og differentiering af parkeringsnormerne.

 

Økonomiforvaltningen foreslår at støjindsatsen i forhold til rekreative områder og pladser bør indgå i arbejdet med at udvikle lokale handlingsplaner for støj i København.

 

Bygge- og Teknikforvaltningen har peget på enkelte særlige forhold, der ønskes belyst, samt forslag til enkelte konkrete rettelser og justeringer af teksten. Der peges bl.a. på ønsket om en nærmere uddybning af spørgsmålene om trafik og parkering og en nærmere afklaring af behandlingen af ønsker om nye ungdomsboliger/kollegier. Endelig fremføres forslag om at en byfornyelsesplanlægning ikke kan afvente Kommuneplan 2005, samt at der ikke til Kommuneplan 2005 vil foreligge en opdateret og udvidet registrering af bevaringsværdige bygninger.

 

Økonomiforvaltningen har bearbejdet teksten til temaet om "Trafik og byrum", således at to af målsætningerne fra parkeringsstrategien er indarbejdet i teksten. På side 38 midterste spalte, som afslutning på første afsnit, tilføjes således "Flytning af parkering fra overfladen til konstruktioner kan bidrage til nye kvaliteter og fredeliggøre byens rum" og videre på sammen side: tredje spalte som afslutning på første afsnit: " Der skal i fremtiden sikres gode parkeringsmuligheder i de tætte boligområder gennem prissætning og planlægning af parkeringsudbuddet". Endvidere er der på side 40, i tredje spalte, andet afsnit, line 3, sket en erstatning af "begrænset udlæg af parkeringspladser" med "differentiering af parkeringsnormerne".

 

Økonomiudvalget skal på sit møde den 23. marts behandle en indstilling om udpegningen af kvarterer til områdefornyelse. Det vil være det første skridt i udviklingen af en bæredygtig byfornyelsesstrategi. Forvaltningen finder det væsentligt, at der lægges en bred bymæssig betragtning til grund for en revideret byfornyelsesstrategi. Derfor bør byfornyelsesstrategien ses i lyset af bl.a. den kommende byudviklingsstrategi for København, som bliver en central del af Kommuneplan 2005. Der vil der ske en tilpasning af opgavens tilrettelæggelse, så den tidsmæssigt opfylder formelle krav. Bemærkningen vurderes ikke at give anledning til ændringer i kommuneplanstrategien.

Vedtagelsen af byfornyelsesloven betyder, at teksten rettes til: "den nye byfornyelseslov som trådte i kraft 1. januar 2004" både i temaet om "Byens liv og boliger" og i Byudviklingsstrategien.

 

Økonomiforvaltningen deler Bygge- og Teknikforvaltningens synspunkter vedr. behovet for at sikre egentlige og varige ungdoms-/kollegieboliger. Økonomiforvaltningen foreslår derfor, at temaet om byens liv og boliger suppleres, således at fokuspunktet om tilvejebringelse af flere ungdomsboliger suppleres med flg. : " samt sikre, at byggeri af nye ungdomsboliger som udgangspunkt placeres i de større udviklings- og omdannelsesområder og at ungdomsboliger i den eksisterende by, helt overvejende etableres ved omdannelse af eksisterende bygninger, som udelukkende egner sig til brug som ungdomsboliger"

 

Da Bygge- og Teknikforvaltningen ikke finder det sandsynligt at man ville kunne gennemføre en opdatering af registreringen af bevaringsværdige bygninger, foreslår forvaltningen, at det i stedet skal fremgå af teksten på side 47 nederst: "I* I Kommuneplan 2005 vil indgå en bevaringsplanlægning baseret på en helhedsorienteret registrering af bevaringsstrategier og kulturmiljøer, der vil kunne danne grundlag for nærmere udpegning og fastlæggelse af bevaringsværdige bygninger m.v. i lokalplaner."

 

Det fremgår af Bygge- og Teknikforvaltningens bemærkninger, at der i kommuneplanstrategiens afsnit om en byudviklingsstrategi vil være behov for en mere præcis planlægning og tydelige beslutninger om, hvordan og hvornår nye store byomdannelsesområder inddrages.

 

Et af de centrale punkter i en ny byudviklingsstrategi bliver at knytte udviklingen af nye områder i København tæt sammen med de kommunale budgetter på tværs af sektorer, således at der skabes en tæt sammenhæng mellem de kommunale anlægsbudgetter og byomdannelsen. Det vil i sig selv give anledning til en tæt drøftelse af en etapevis omdannelse af de enkelte områder.

 

Den endelige redigering af kommuneplanstrategien

Økonomiforvaltningen har foretaget en endelig redigering af kommuneplanstrategien i forhold til de bemærkninger, der har været resultatet af høringen af fagudvalgene. Dertil kommer en række forslag til justeringer og tilføjelser fra Økonomiforvaltningen som led i en ajourføring af teksten i forhold til aktuelle tiltag og beslutninger.

 

Indledning og vision

Økonomiforvaltningen foreslår, at indledningen afspejler Strukturkommissionens betænkning nr. 1434 om den kommunale struktur i Danmark. Derfor er der tilføjet på side 6 nederst: "Set i lyset af Strukturkommissionens arbejde, er der derfor en vigtig regional opgave i at sikre enighed og opbakning omkring de overordnede mål for regionens udvikling. Især omkring planlægning, trafik og erhvervsudvikling". Længere fremme i samme afsnit tilføjes: "Men kommunerne bør være indgangen til den offentlige sektor, for at sikre sammenhæng for borgerne".

 

Temaet " Den internationale by"

Økonomiforvaltningen har indledt et samarbejde med Malmø Kommunes Stadsbygningskontor om et fælles oplæg til revision af henholdsvis oversigtsplanen for Malmø Kommune og Kommuneplan 2005 for København vedr. Øresundsperspektivet.

 

Økonomiforvaltningen forslår derfor, at temaet suppleres med et fokusområde med flg. ordlyd: " * Koordinere indholdet af Malmøs Oversigtsplan og Kommuneplan 2005 for København vedr. Øresundsperspektivet og udviklingen af Øresundsregionen"

 

Temaet "Byens Liv og Boliger"

Økonomiforvaltningen har indledt undersøgelser af muligheden for, at tilvejebringe flere kolonihaver. Derfor foreslår Økonomiforvaltningen, at der tilføjes et fokuspunkt på side 23, hvor der står: "*Tilvejebringe flere kolonihaver til københavnerne."

 

Afsnittet Et ungt København kan give indtryk af, at København kun er en by for unge. Det har ikke været tilsigtet, og der er derfor føjet et kort afsnit om de ældres brug af byen ind i 3. spalte på side 20: " De ældre sætter også deres præg på bylivet og bruger byens mange tilbud"

 

Temaet "Den mangfoldige by"

I lyset af den seneste udvikling omkring Mjølnerparken foreslår Økonomiforvaltningen, at der tilføjes et fokuspunkt på side 25 med teksten: "*Gennemførelse af handlingsplan for området omkring Mjølnerparken".

 

Byudviklingsstrategi

På side 45 ændres det nederste kort, så det i højere grad fremtræder som et oplæg til videre bearbejdning i forslaget til Kommuneplan 2005.

 

På side 47 første spalte foreslår Økonomiforvaltningen, at det fjerde afsnit suppleres med følgende sætning: "City's udvidelsesområder omkring Søndre Frihavn, omkring Kalvebod Brygge og på Islands Brygge kommer også til at rumme et større antal nye boliger. Der er samtidig plads til nye city-orienterede virksomheder og funktioner - bl.a. et nyt Rigsarkiv på den tidligere Godsbanegård."

 

Offentlig debat om kommuneplanstrategien

I bilag C redegøres for de initiativer, der skal skabe forudsætningen for en bred debat om kommuneplanstrategien i foråret 2004.

 

Planloven slår fast, at Kommuneplanstrategien offentliggøres ved annoncering. Borgerrepræsentationen skal herefter fastsætte en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af ideer, forslag m.v. til den offentliggjorte strategi. Efter udløb af fristen skal Borgerrepræsentationen tage stilling til bemærkningerne og kan i den forbindelse vedtage ændringer af den offentliggjorte strategi.

 

Det foreliggende materiale rummer en række temaer og forslag til initiativer, der i høj grad retter sig mod udviklingen af en by med livskvalitet for alle. Det foreslås derfor, at der sigtes på en bred dialog med københavnerne om byens udvikling i en 10 ugers periode, der indledes primo april og afsluttes inden skoleferien starter.

 

Som grundlag for den brede dialog udarbejdes en kort borgerrettet udgave af kommuneplanstrategien. Udsendelsen af materialet følges op af en proaktiv hjemmeside med debatfora og elektronisk spørgeskema, samt to borgermøder om udvalgte temaer fra kommuneplanstrategien.

 

København er en ung by. Børn og unge er derfor blevet et selvstændigt tema i strategien, hvor der peges bl.a. på behovet for en vurdering af, hvordan børn og unge i højere grad kan inddrages i beslutningsprocesser om det nære miljø og byrum. Derfor foreslås denne gruppe københavnere som en særlig fokusgruppe i den kommende debat

 

Det er Økonomiforvaltningens vurdering, at kommuneplanstrategien for København i overvejende grad fokuserer på byens samlede udvikling og planlægning, herunder behovet for koordinering af sektorplanlægningen. Derfor bør der også efterfølgende være fokus på implementeringen af kommuneplanstrategien i den kommunale administration og ledelse.

 

Økonomiforvaltningen vil tage initiativ til at afholde en workshop for alle forvaltningerne om strategien og livsformsanalysens indhold, resultater og den fremtidige anvendelse som fælles arbejdsredskab i Københavns Kommune.

 

Dertil kommer et opstartsseminar som led i udarbejdelsen af forslag til Kommuneplan 2005.

 

Analysegrundlaget for kommuneplanstrategien

I forbindelse med at Økonomiudvalget tiltrådte rammerne for den samlede proces frem mod forslag til Kommuneplan 2005, blev det besluttet at igangsætte en række analyser og registreringer som grundlag for at sætte et nyt spor for byens udvikling.

 

Der foreligger nu en afrapportering af en netop afsluttet livsformsanalyse i bilag E. Analysen har som formål at give en indsigt i københavnernes ønsker til byen og deres hverdag. Den opsummering af analysens indhold og resultater, som fremgår af bilag E, vil blive offentliggjort samtidig med kommuneplanstrategien efter Borgerrepræsentationen endelige beslutning om strategien og dens offentliggørelse.

 

Livsformsanalysen karakteriserer fem forskellige opfattelser af det gode byliv, og dermed fem forskellige former for forventninger og krav til byen. De fem forskellige grupper og deres opfattelse af den gode by er beskrevet i bilag E.

 

Der er sideløbende gennemført en undersøgelse af dels integrationen på beskæftigelses-, erhvervs-, uddannelses- og boligområdet i Københavns Kommune, dels en beskrivelse af den hidtidige indsats på disse områder. Sammenfatningen af undersøgelsen, samt et integrationsindeks fremgår af bilag F. Undersøgelsen er udarbejdet i et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Udannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Formålet med undersøgelsen er at opsummere eksisterende viden om disse emner, som grundlag for at arbejde med temaet om den mangfoldige by i kommuneplanstrategien og den kommende revision af Kommuneplan 2001.

 

Endelig har Økonomiforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen gennemført en registrering af offentlige lokaler og andre faciliteter for idræt og fritidsliv i Københavns Kommune. Bilag G indeholder en sammenfatning og eksempler på registreringens muligheder.

 

Registreringen vil bidrage til et større overblik over de muligheder for fritidsliv, der allerede eksisterer i København. Fritiden og de muligheder for at leve et aktivt byliv har ikke kun betydning for den enkelte borger. Det er også en vigtig ressource for fremtidens København. Udfoldelsen af et aktivt og dynamisk liv er med til a t give byen puls, og dermed gøre den til en attraktiv by for københavnerne.

 

Der er mange faciliteter i byen og registreringen viser, at der er et potentiale i en bedre udnyttelse. Men der er mange barrierer som skal ophæves for at komme et skridt videre.

 

Der er i første omgang udviklet en database med tilhørende digitalt kort, som kan rekvireres ved henvendelse til Økonomiforvaltningen. Det er muligt at få et samlet oversigt over faciliteterne for hele byen, samt udtrække bydels- og temakort. Der er hermed skabt et nyt værktøj, som kan indgå i planlægningen og de politiske diskussioner om fremtiden og fritiden i København.

 

Processen frem mod forslag til Kommuneplan 2005 for Københavns Kommune

Økonomiudvalget besluttede på sit møde den 7. april 2003 at der skal gennemføres en tematisk revision af kommuneplanen med fokus på bl.a. en ny byudviklingsstrategi for København. Den 18. november 2003 vedtog Økonomiudvalget rammerne og den overordnede tidsplan for udarbejdelse af et forslag til Kommuneplan 2005.

 

Kommuneplanrevisionen 2005 falder i fire dele:

·        En analyse- og strategifase i 2003

·        Offentliggørelse af kommuneplanstrategien primo 2004

·        Udarbejdelse af et forslag til Kommuneplan 2005 efter sommeren 2004

·        Offentlighedsfase for kommuneplanforslaget primo 2005 med efterfølgende endelig vedtagelse af Kommuneplan 2005 i sommeren 2005

 

Når Borgerrepræsentationen i august har truffet beslutning om, hvorvidt den offentlige debat og høring om kommuneplanstrategien giver anledning til ændringer i kommuneplanstrategien kan den tematiske revision af kommuneplanen officielt igangsættes.

 

I december 2004 sendes forslag til Kommuneplan 2005 til høring i fagudvalgene.

 

I januar 2005 forelægges forslaget i Økonomiudvalget og efterfølgende i Borgerrepræsentationen med henblik på vedtagelse af forslaget til Kommuneplan 2005 til offentliggørelse.

 

Den offentlige høring af forslaget til Kommuneplan 2005 gennemføres i februar, marts og april. I august forelægges en hvidbog med opsamlingen af offentlighedsfasen med henblik på endelig vedtagelse af Kommuneplan 2005. Herefter bekendtgøres planen og trykkes til offentliggørelse.

 

Forslaget til kommuneplan 2005 vil være opdelt i:

·        En del, der supplerer den nuværende hovedstruktur med de temaer, der fremgår af kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere" med tilhørende retningslinier.

·        En del, der rummer en ny byudviklingsstrategi for København med tilhørende retningslinier

·        En del, der rummer reviderede rammer for lokalplanlægningen

·        En del med forslag til en bydelsplan for Valby

 

Revisionen af kap.5 om detailhandel i den gældende kommuneplan udarbejdes som et særskilt tillæg til Kommuneplan 2001, og forventes endeligt vedtaget i 2004.

 

Det er under overvejelse, hvorledes snitfladen mellem kap. 8 i den gældende om miljøanlæg og miljømæssig bæredygtighed skal være i forhold den igangværende udarbejdelse af forslag til Regionplan 2005.

 

ØKONOMI

Der anvises kassemæssig dækning på Økonomiudvalgets budget, bevillingen Administration m.v., funktion 6,51.1 (8.kontor, Kommuneplan og Byforum) vedr. udgifterne til gennemførelsen af den offentlige debat om k ommuneplanstrategien.

 

MILJØVURDERING

Kommuneplanstrategien indebærer i sig selv ikke en direkte forbedring af miljøet. Strategien bygger dog på bæredygtighed i bred forstand. Det gælder økonomisk, social, kulturel og miljømæssig bæredygtighed og strategien vil som sådan kunne bidrage til at styrke målsætningen om København som miljøhovedstad.

 

 

ANDRE KONSEKVENSER

-

 

HØRING

Der er gennemført en høring af samtlige fagudvalg i Københavns Kommune. En opsamling af høringen fremgår af bilag A

 

 

BILAG

Bilag A: Hvidbog om høring af fagudvalg vedr. udkast til kommuneplanstrategi "Fremtidens København og københavnere", februar 2004.

Bilag B: Endeligt oplæg til kommuneplanstrategi "Fremtidens København og københavnere", marts 2004

Bilag C: Offentlig debat om kommuneplanstrategien "Fremtidens København og københavnere"

Bilag D: Kort udgave af kommuneplanstrategien til brug for den offentlige debat

Bilag E: "Københavnerlivsformer", marts 2004, Økonomiforvaltningen

Bilag F: "Integration på beskæftigelses-, erhvervs-, uddannelses- og boligområdet i Københavns Kommune – sammenfatning", januar 2004

Bilag G: "Registrering af offentlige lokaler og faciliteter i Københavns Kommune", december 2003.

Bilag H:" Rettelsesblad

til kommuneplanstrategi "Fremtidens København og københavnere", behandlet på Økonomiudvalgets møde den 2. marts 2004.

 

 

 

Paul Sax Møller  / Holger Bisgaard

 


Til top