Mødedato: 25.03.2004, kl. 17:30

Lokalplan "Kvæsthusbroen" med tilhørende kommuneplantillæg

Lokalplan "Kvæsthusbroen" med tilhørende kommuneplantillæg

Borgerrepræsentationen

 

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 25. marts 2004

 

 

BR 142/04

Lokalplan "Kvæsthusbroen" med tilhørende kommuneplantillæg

Lokalplan "Kvæsthusbroen" med tilhørende kommuneplantillæg

 

 

Indstilling om, at lokalplan "Kvæsthusbroen" med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen anførte ændringer af § 3, stk. 1 om opfyldninger, § 6, stk. 1 a), e) og g) om skuespilhusets etageareal, omfanget af bebyggelsen nord for skuespilhuset og placering af centralsuganlægget samt § 7, stk. 1 b) om udformningen af bebyggelsen på det åbne areal nord for skuespilhuset.

                                            (Bygge- og Teknikudvalget og Økonomiudvalget)

(Økonomiudvalgets beslutning eftersendes)

 

 

INDSTILLING

Bygge- og Teknikforvaltningen indstiller, at Bygge- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at lokalplan "Kvæsthusbroen" vedtages endeligt med de under sagsbeskrivelsen anførte ændringer af § 3, stk. 1 om opfyldninger, § 6, stk. 1 a), e) og g) om skuespilhusets etageareal, omfanget af bebyggelsen nord for skuespilhuset og placering af centralsuganlægget samt § 7, stk. 1 b) om udformningen af bebyggelsen på det åbne areal nord for skuespilhuset.

 

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget overfor Borgerrepræsentationen anbefaler,

at det til lokalplan "Kvæsthusbroen" hørende tillæg til Kommuneplan 2001 vedtages endeligt.

 

 

 

 

Bygge- og Teknikudvalgets beslutning i mødet den 10. marts 2004

 

Anbefalet, idet et enigt udvalg ønsker, at så stor en del som muligt af afgravnings- og byggematerialet til og fra byggepladsen transporteres ad søvejen, samt at spunsning skal ske med metoder, der sikrer, at de fastsatte støjgrænser overholdes.

 

Karin Storgaard (O) tog forbehold for skuespilhuset.

Mikkel Warming (Ø) tog forbehold for parkeringsanlægget.

 

 

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 23. marts 2004

Anbefalet.

Ø videreførte sit forbehold fra Bygge- og Teknikudvalgets møde den 10. marts 2004.

 

 

 

 

RESUME

Den 17. september 2003 blev lokalplanforslaget "Kvæsthusbroen" og tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001, samt forslag til regionplantillæg med tilhørende VVM-redegørelse for et nyt skuespilhus, nye parkeringsanlæg og nyt forsinkelsesbassin offentliggjort.

I forbindelse med den offentlige høring vedrørende forslagene er modtaget 29 henvendelser, hvoraf 6 er fra offentlige myndigheder.

Københavns Stiftsøvrighed, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og HUR har ingen bemærkninger.

Københavns Energi gør opmærksom på ledninger inden for området. Kulturmiljørådet har bemærkninger til opfyldningerne i havnen, parkeringsanlæggets afledte trafik og ned­læggelse af gadeparkeringer. Forsvarets Bygningstjeneste har bemærkninger til de fremtidige besejlingsforhold, herunder forholdet til en forbindelse på tværs af havneløbet og påpeger behovet for afviserværk foran Skuespilhuset.

Henvendelserne i øvrigt vedrører væsentligst spørgsmål om Skuespilhusets indpasning i byarkitekturen, Skuespilhusets omgivelser, opfyldningerne og promenaden, trafik og parkering samt havneforbindelsen og besejlingen af havnen. Derudover rejses der spørgsmål til risikoen for grundvandsænkninger og anvendelsen af den eksisterende bebyggelse i området.

Disse henvendelser giver ikke forvaltningen anledning til at foreslå ændringer til lokalplanforslaget.

Endelig har projekteringen af Skuespilhuset medført, at bygherren har ønsker til nogle mindre ændringer og justeringer af lokalplanens bestemmelser.

Forvaltningerne kan tilslutte sig ønskerne til ændringer vedrørende opfyldninger og skuespilhusets etageareal, og med nogle begrænsninger ønskerne til ændringer for så vidt angår placering og udformning af bebyggelsen nord for Skuespilhuset samt placeringen af centralsuganlægget i området, men kan ikke anbefale ændringer vedrørende angivelse af søfartsmæssige sikkerhedsforanstaltninger, mulighed for lysreklamer og indskrænkninger i promenadebredder.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen har i mødet den 4. september 2003 (BR 403/03) tiltrådt Bygge- og Teknikudvalgets og Økonomiudvalgets indstillinger af henholdsvis 13. og 19. august 2003 om offentliggørelse af lokalplanforslag "Kvæsthusbroen" med tilhørende forslag til tillæg til Kommuneplan 2001.

 

Regionplantillæg

HUR har udarbejdet regionplantillæg for et nyt skuespilhus, nye parkeringsanlæg og nyt forsinkelsesbassin. Da de tre anlæg vurderedes samlet set at ville medføre temmelig omfattende anlægsarbejder, herunder grundvandssænkninger, og da der er særlige hensyn, der skal tages til de omkringliggende gamle og fredede ejendomme, fandt HUR det mest hensigtsmæssigt at gennemføre en samlet VVM-redegørelse for alle tre projekter, samt endvidere at medtage det planlagte parkeringshus i Borgergade, således at de trafikale konsekvenser kunne vurderes samlet.

Forslaget til regionplantillæg og VVM-redegørelse har været offentliggjort sammen med og i samme periode som lokalplanforslaget "Kvæsthusbroen" med tilhørende forslag til kommuneplantillæg.

Efter offentlighedsperioden har HUR's administration i en hvidbog kommenteret de indkomne bemærkninger. Administrationen finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå ændringer i forslaget til regionplantillæg og indstiller til HUR, at regionplantillægget vedtages endeligt.

Regionplantillægget er tiltrådt af HUR i mødet den 25. februar 2004, med en tilføjelse til retningslinierne om overholdelse af Københavns Kommunes gældende grænseværdier for støj og vibrationer i anlægsfasen, samt at det forudsættes, at Københavns Kommunes Miljøkontrol indleder en dialog med bygherrerne om nødvendige støjbegrænsende tiltag, herunder valg af arbejdsmetoder, støjbegrænsende foranstaltninger, arbejdets tilrettelæggelse m.m.

 

Offentliggørelse

Lokalplanforlaget og forslaget til kommuneplantillæg har været offentliggjort i perioden 17. september til 17. november 2003. Offentliggørelsesmaterialet er fremlagt på borgmester Søren Pinds forkontor, jf. bilag A. Der er udsendt 1.195 foldere om planforslagene til ejere, lejere og brugere i og uden for området, samt 43 foldere til interesseorganisationer m.v. En udstilling om planforslagene har i hele perioden været opstillet i Plan & Arkitekturs Information, Rådhuspladsen 77.

Den 22. oktober 2003 blev der i samarbejde med HUR afholdt borgermøde i Kunstakademiets festsal om planforslagene. De fremmødte ca. 70 borgere blev orienteret om projektet til nyt skuespilhus af Professor arkitekt MAA Boje Lundgaard og om planerne af medarbejdere fra Plan & Arkitektur, Vej & Park og HUR. Derefter var der mulighed for at stille spørgsmål til et panel med repræsentanter for Borgerrepræsentationens partier. Referat af borgermødet er vedlagt som bilag 1 og resultatet af de evalueringsskemaer, der blev omdelt på mødet, vedlægges som bilag 2.

Herudover har der i offentlighedsperioden været mulighed for på Plan & Arkitekturs hjemmeside at søge oplysninger om planforslagene, herunder adgang til en 3-dimensionel animeret model af skuespilhuset placeret på Kvæsthusbroen. Hjemmesiden indeholdt en debatside, hvor der borgerne imellem var mulighed for at føre en debat om planerne. Derudover indeholdt hjemmesiden mulighed for at fremsende indsigelser via e-mail, hvilket blev anvendt af 12 indsigere.

Inden for perioden er i alt modtaget 29 henvendelser, heraf 6 fra offentlige myndigheder. Københavns Stiftsøvrighed, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og HUR har ingen bemærkninger. Bemærkningerne fra Københavns Energi, Kulturmiljørådet og Forsvarets Bygningstjeneste er gengivet i oversigten over indsigelserne og indholdet heri, der er vedlagt som bilag 3, og kommenteres nedenfor. Kopi af henvendelserne er fremlagt på borgmester Søren Pinds forkontor, jf. bilag B.

Indholdet i de modtagne indsigelser kan opdeles i nedenstående temaer:

1.    Skuespilhusets indpasning i byarkitekturen

   Det fremføres, at Skuespilhuset sammen med Operaen vil blive for dominerende i havnerummet

   I offentliggørelsesmaterialet er der for ringe illustrering af konsekvenserne ved byggeriet

   Akademirådet roser Skuespilhusets placering og skala, og Hotel Admiral påskønner de planlagte bebyggelser som et aktiv for området

2.    Skuespilhusets omgivelser, opfyldningerne og promenaden

      Det anføres, at de foreslåede "ad hoc" opfyldninger på uhensigtsmæssig måde indsnævrer havneløbet

      Der mangler en stillingtagen til Kvæsthusbroens udformning

      Københavns Havn og Forsvarets Bygningstjeneste efterlyser bestemmelser om sikring mod påsejling

3.    Trafik og parkering

      Det muliggjorte parkeringsanlæg vil medføre kraftig stigning i biltrafikken i området, og der stilles spørgsmål ved de beskrevne vurderinger af den fremtidige trafikbelastning

      Parkeringsanlægget anses af flere for overflødigt, og der savnes en begrundelse for denne mulighed

      Der ønskes færre parkeringspladser og mere kollektiv trafik, idet parkeringsanlægget vil medføre mere støj og forurening

      Der peges på beboernes interesser, og det foreslås, at eksisterende gadeparkering opretholdes for beboerne eller disse sikres parkeringsmulighed hele døgnet i parkeringsanlægget med nuværende beboerlicens

      Fra flere sider hævd es, at etablering af parkeringsanlæg uden tilsvarende nedlæggelse af gadeparkering er i strid med retningslinierne i Kommuneplan 2001

4.    Havneforbindelse og besejling af havnen

      Placering af Skuespilhuset og promenaden vil besværliggøre besejling for såvel lystsejlerne i de indre dele af havnen, som træskibene i Nyhavn og vil hæmme erhvervsbesejlingen til Christiansholm

      En del fremfører protester mod en broforbindelse, som vil besværliggøre sejladsen i havnen og vil ødelægge udsigten gennem havnen

      Der stilles forslag om tunnelforbindelse eller en bus-/bådforbindelse til Operaen i stedet for en bro

5.    Øvrige bemærkninger

      En del omkringboende udtrykker frygt for konsekvenserne ved en eventuel grundvandssænkning i forbindelse med byggeriet af Skuespilhuset

      Ejeren af den syd for Skuespilhuset liggende ejendom ønsker de midlertidigt tilladte vinduer i brandgavlen gjort permanente, og ønsker at de muliggjorte 25 % af etagearealet til boligformål kan indrettes i en af ejendommene

6.    Bygherrens ønsker om specifikke ændringer

      Bygherren har fremsat ønske om en mindre justeringer af bestemmelserne affødt af den videre projektering af Skuespilhuset

Henvendelserne giver anledning til følgende bemærkninger.

ad 1. Skuespilhusets indpasning i byarkitekturen

I redegørelsen for lokalplanforslaget, afsnittet "Baggrund for planforslagene", er nærmere beskrevet de overordnede vurderinger, som er lagt til grund for udviklingen i den aktuelle del af havnen. Det fremgår heraf bl.a., at forvaltningerne ligesom dommerkomiteen i konkurrencen om Skuespilhuset finder, at placeringen af Skuespilhuset syd for Sankt Annæ Plads skaber en god afslutning af det eksisterende bymassiv, og at en markant bygning på dette strategiske sted, hvor det brede havnerum går over i det smalle indre havneløb, understreger havnerummets karakter. Endvidere finder forvaltningerne, at placeringen ikke anfægter Amalienborgaksen og Operaen på Dokøen. Netop denne placering af Skuespilhuset vil sammen med Operaen og en eventuel fremtidig bebyggelse på Christiansholm og Krøyers Plads kunne tilføre denne del af havnen markante bygningsanlæg, som indgår i helheden sammen med de eksisterende solitære bygninger (pakhusene m.v.).

Det fremgår endvidere, at Juul & Frost arkitekter i samarbejde med Plan & Arkitektur og Økonomiforvaltningen parallelt med lokalplanarbejdet har udarbejdet en særlig inderhavnsanalyse, der visualiserer de planlagte havnebyggerier og danner grundlag for forvaltningernes vurderinger af de fremtidige udbygningsmuligheder i denne del af havnen. Endvidere redegøres for den i Byskabsatlas 2003 indeholdte beskrivelse af de byarkitektoniske kvaliteter, som lægges til grund for udviklingen af området, herunder udpegning af betydningsfulde akser og sigtelinier, rumlige forløb m.v.

Forvaltningerne finder på baggrund af de gennemførte analyser, at den tilstræbte udvikling i havnen på en afbalanceret måde udnytter og understreger de byarkitektoniske muligheder, og at dette i tilstrækkelig grad er beskrevet i planredegørelsen.

ad 2. Skuespilhusets omgivelser, opfyldningerne og promenaden

I Kommuneplan 2001 er der i rammerne for lokalplanlægningen fastlagt mulighed for i forbindelse med opførelse af et skuespilhus at opfylde et indtil 7.000 m² stort vandareal. I lokalplanen foreslås denne opfyldningsmulighed på baggrund af forslaget til Skuespilhuset kun delvist udnyttet, jf. nedenfor under ad 6. Med den planlagte brygge omkring Skuespilhuset rækker bygværket indtil ca. 45 m ud i vandet i forhold til den nuværende kajlinie. Bygværket når ikke ud til sejlrenden og den nødvendige sikkerhedszone.

Forvaltningerne er enige i, at bevaring af havnen som en væsentlig "blå forbindelse" gennem bylegemet er et afgørende træk i byen og må bevares. Dette er også grundlaget for debatoplægget til den blå plan for Københavns Havn, som i 2003 blev udsendt i offentlig høring.

Forvaltningerne finder imidlertid, at Skuespilhusets placering og volumen på dette sted understreger stedets betydning i havnen i overgangen mellem det brede havnerum og det smalle indre havneløb, jf. ovenfor under ad 1. Det skal i den forbindelse bemærkes, at den kommende afstand mellem Skuespilhuset og Christiansholm på ca. 120 m er større end bredden på størstedelen af den resterende strækning frem til Langebro.

Forvaltningerne finder således, at der er god planmæssig begrundelse for de foreslåede, begrænsede opfyldninger.

Spørgsmålet om sikring af promenaden mod påsejling er ikke et forhold, som reguleres i lokalplanen, men varetages af dels Københavns Havn, dels Farvandsvæsenet under Trafikministeriet.

Med hensyn til fastlæggelse af Kvæsthusbroens udformning er der i lokalplanforslaget medtaget bestemmelser om, at arealerne foran Skuespilhuset skal fremstå som en i princippet åben og ubebygget plads. Der kan dog tillades mindre, åbne bygninger, der dimensioneres og placeres på en sådan måde, at hensynet til udsigten over havnerummet respekteres, jf. i øvrigt ad 6, bemærkningerne til § 6, stk. 1. Endvidere sikres et sammenhængende promenadeforløb langs vandet. Der foreligger imidlertid endnu ikke et egentligt projekt til indretning og udformning af de ubebyggede arealer. Et forslag hertil må bl.a. ses i relation til resultaterne af den kommende arkitektkonkurrence om en broforbindelse over havnen mellem Dokøen og Kvæsthusbroen.

 

ad 3. Trafik og parkering

Det skal indledningsvis bemærkes, at parkeringsanlægget i Kvæsthusmolen muliggøres etableret i overensstemmelse med beslutningerne truffet i forbindelse med vedtagelsen af lokalplantillægget om Operahuset på Dokøen for at skabe mulighed for, at publikum til Operahuset kan parkere her og gå via en cykel- og fodgængerforbindelse til Operahuset i stedet for at parkere på Dokøen med heraf følgende trafikale gener for Christianshavn eller Nordøstamager.

Forvaltningerne er opmærksomme på, at det foreslåede parkeringsanlæg vil skabe en mærkbar trafik på især de alle rnærmeste gadestrækninger. Størst vil påvirkningen opleves på Sankt Annæ Plads mellem Toldbodgade og Bredgade, hvor trafikken i 2008 er beregnet til 6.400 biler i døgnet, hvis man bygger et parkeringsanlæg, mens den vil være 5.400 biler uden et parkeringsanlæg (19 %). I den sydlige del af Toldbodgade er trafikken beregnet til 12.500 biler med parkeringsanlægget og 10.800 biler uden (16 %). I modsætning til i dag, vil trafikken imidlertid ikke omfatte den tunge trafik til færgerne.

Den, som forudsætning for analyserne af det fremtidige trafikarbejde skønnede 5 % generelle stigning i trafikken, vurderes at være et rimeligt og realistisk bud ud fra den hidtidige udvikling i trafikken i Indre By og de forventede konsekvenser af den byudvikling, der finder sted i bl.a. Nordhavnen, Sydhavnen og Ørestad.

Miljøkonsekvenserne af den øgede trafik er beskrevet i den VVM-redegørelse, der indgår i forslaget til det regionplantillæg, der er tiltrådt af HUR den 25. februar 2004. Bygge- og Teknikforvaltningen kan henvise hertil, hvor der - i overensstemmelse med VVM-bestemmelserne - er redegjort for anlæggenes direkte og indirekte virkninger på miljøet, herunder luftkvaliteten, støjbelastning og emission af forurenende stoffer samt andre genevirkninger i anlægs- og driftsfasen. 

Det fremgår heraf, at støjniveauet på Sankt Annæ Plads vil øges med mindre end 1 dB(A), hvilket næppe er hørbart. Tilsvarende vil luftforureningen stige noget, men EU's grænseværdier vil ikke blive overskredet.

Vedrørende analyser af andre forhold er det Bygge- og Teknikforvaltningens vurdering, at ændringerne vil være så minimale i forhold til det samlede trafikarbejde, energiforbrug, CO2-udslip og slid, at det ikke vil være muligt at lave meningsfulde beregninger. Derfor vil det heller ikke give nogen mening at regne på forsinkelser af andre trafikanter og busser.

Der er gennemført beregninger på det samlede trafikarbejde og emissionerne herfra, som parkeringsanlæggene på Kvæsthusmolen og i Borgergade vil medføre. Emissionerne fra kørslen i selve parkeringsanlæggene kan ikke reelt udskilles herfra og beregnes. Med hensyn til uddunstninger fra parkeringsanlæggene, kan det anføres, at det er vurderet, at grænseværdierne ved luftemission via ventilationsanlægget ved parkeringskælderen under Kvæsthusmolen kan overholdes.

I hvilken udstrækning shuttlebusser og bådtrafik som foreslået vil gøre det endnu mere attraktivt at benytte kollektiv trafik er vanskeligt at vurdere, men det er forvaltningernes vurdering, at sådanne tiltag kan begrænse, men ikke fjerne behovet for at køre i bil til forestillinger i de to huse. Som nævnt ovenfor bygges parkeringskælderen i Kvæsthusmolen først og fremmest for at give publikum til Operahuset mulighed for at parkere her frem for på Dokøen, så de trafikale gener for Christianshavn og Nordøstamager begrænses.

Vedrørende forholdet til Kommuneplan 2001 skal bemærkes, at vedtagelse af lokalplanen forudsætter, at det tilhørende tillæg til Kommuneplan 2001 samtidig hermed vedtages, hvori muligheden for bl.a. etablering af et parkeringsanlæg på Kvæsthusbroen fastlægges.

Spørgsmålet om en overordnet parkeringsstrategi for København behandles for øjeblikket af Bygge- og Teknikudvalget, og spørgsmålet vil endvidere indgå i det kommende arbejde med Kommuneplan 2005.

Der er således intet til hinder for vedtagelsen af lokalplanen, der muliggør etableringen af parkeringsanlægget. Parkeringsanlægget skal i henhold til Borgerrepræsentationens beslutning den 11. juni 2003 (BR 274/03) sendes i udbud.

Omfanget af nedlæggelse af gadeparkeringer som følge af en etablering af parkeringsanlægget må afgøres på det gældende grundlag, når anlægget er etableret, samt på det konkrete antal af parkeringspladser i anlægget. I den forbindelse skal det bemærkes, at der siden 1997 er blevet nedlagt 800 parkeringspladser på gadeareal (netto) i Indre By, hvorfor det inden for nuværende kommuneplans retningslinier vil være muligt at nyetablere et tilsvarende antal parkeringspladser. I den kommende tid vil der kunne ventes yderligere indskrænkninger af parkeringsmulighederne på gadeareal blandt andet som følge af etablering af cykelstier, udvidelse af fodgænger- og opholdsarealer med videre.

Bygge- og Teknikforvaltningen skal vedrørende indskrænkning af parkeringsmulighederne på gadeareal til fordel for parkeringskældre bemærke, at dette som nævnt ovenfor er i overensstemmelse med Kommuneplanen, samt at det i henhold til vejlovgivningen ikke er muligt at reservere pladser på vejareal til bestemte personer eller grupper af personer, såsom beboere. Der er endnu ikke taget stilling til, hvordan udlejning af parkeringspladser skal foregå, herunder i relation til områdets beboere, hverken i eller uden for teatertid. Dette er i øvrigt ikke et forhold, der reguleres af lokalplanlægningen.

 

Ad 4. Havneforbindelse og besejling af havnen

Opførelsen af Skuespilhuset indebærer ingen væsentlige ændringer i besejlingsforholdene. Det skal i den forbindelse bemærkes, at Københavns Havn A/S ikke har haft indvendinger mod placeringen. Under henvisning til, at sejlrenden som nævnt ikke berøres og at havneløbets bredde på dette sted ikke vil blive smallere end havneløbet i den indre del af havnen, finder forvaltningerne, at placeringen på rimelig vis tilgodeser den fortsatte besejling af Københavns havn.

En forbindelse over havnen fra Larsens Plads via Kvæsthusbroen til Dokøen er ikke omfattet af lokalplanforslaget "Kvæsthusbroen". Der er alene medtaget bestemmelser i lokalplanen for eventuelle brofæster for en sådan forbindelse og sammenhængen med et underjordisk parkeringsanlæg, såfremt forbindelsen vedtages.

Borgerrepræsentationen har den 11. juni 2003 (BR 274/03) tiltrådt, at der forberedes udskrivelse af en arkitektkonkurrence om udformningen af en broforbindelse, som skal danne baggrund for en vurdering af om forbindelsen skal etableres og i givet fald hvordan dette skal ske.

I den forbindelse vil spørgsmålet om besejlingsmulighederne blive nærmere vurderet. I konkurrenceprogrammet vil der blive stillet krav om, at broen i videst muligt omfang indrettes, så behovene for brooplukninger til at sikre den ønskelige besejling i havnen vil kunne imødekommes. Resultatet af konkurrencen forventes at kunne foreligge tidligst i sommeren d.å.

 

Ad 5. Øvrige bemærkninger

Med hensyn til risikoen ved grundvandssænkning i forbindelse med de kommende byggearbejder i området skal henvises til Borgerrepræsentationens beslutning af 21. marts 1991 om sikring af bl.a. nærværende del af Indre By mod grundvandssænkninger i forbindelse med nybyggeri i henhold til byggelovens § 12, samt de i det vedtagne regionplantillæg anførte forudsætninger om sikring af grundvandspejlet uden for byggegruberne. Det er til enhver tid bygherrens ansvar, at sikre overholdelse af de opstillede krav. Tilsynet hermed påhviler Københavns Kommune.

Vedrørende det nævnte ønske om permanentgørelse af midlertidige vinduer i brandgavl på naboejendommen til Skuespilhuset skal oplyses, at dette forhold må vurderes i henhold til byggelovgivningen på baggrund af en konkret henvendelse, og at det under alle omstændigheder forudsætter et tinglyst nabosamtykke, i dette tilfælde fra Skuespilhuset.

Placering af de muliggjorte 25 % af etagearealet til boligformål på en enkelt af ejendommene i underområde II må ligeledes bero på et konkret forslag og vil i givet fald forudsætte en dispensation fra lokalplanen og et samtykke fra de øvrige ejere i underområdet om de deraf følgende begrænsninger af anvendelsesmulighederne på deres ejendomme.

 

ad 6. Bygherrens ønsker om specifikke ændringer

Arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg har på vegne af bygherren foreslået nedenstående justeringer af lokalplanen, der er en følge af den videre bearbejdning af konkurrenceprojektet.

§ 3, stk. 1. Ønskes ændret således, at opfyldningsmuligheden ved byggefeltet i havneløbet forøges med 500 m² til 2.500 m².

Forvaltningerne vurderer, at den ønskede forøgelse ikke vil ændre projektets arkitektoniske fremtræden, da opfyldningen vil ske inden for byggefeltet og ikke vil være synlig. På den baggrund og da opfyldningerne med den ønskede ændring ligger inden for den i Kommuneplan 2001 fastlagte ramme, jf. ovenfor ad 2, kan forvaltningerne anbefale ændringen.

Ny § 3, stk. 4. I forbindelse med den videre udvikling af konkurrenceprojektet stilles der krav til sikkerhed mod påsejling i form af opfyldninger under daglig vandstand og/eller synlige afviserværk.

Foranstaltninger af denne karakter skal vurderes af søfartsmyndighederne og godkendes af Farvandsdirektoratet og Københavns Havn A/S. Placering og udformning af søfartsmæssige sikkerhedsforanstaltninger på søterritoriet ses ikke at kunne reguleres i en lokalplan.

§ 6, stk. 1 a). Det mulige bruttoetageareal i byggefeltet ønskes forøget fra 20.000 til 22.000 m².

Forvaltningerne har ingen indvendinger mod dette, idet det forudsættes, at bebyggelsen fortsat etableres inden for det i lokalplanen fastsatte volumen.

§ 6, stk. 1 e). Arkitektfirmaet ønsker derudover, at antallet af mindre, fritliggende bygninger på det åbne pladsareal nord for Skuespilhuset ikke begrænses til 4 med et samlet areal på 150 m2 udover en nedgang til parkeringsanlæg og forsinkelsesbassin. Der ønskes et større antal mindre, fritliggende bygninger med et samlet areal på 300 m² svarende til en fordobling, og det maksimale areal i hver bygning ønskes øget fra 35 til 40 m². Lokalplanforslagets krav om, at disse skal placeres således at hensynet til udsigten over havnerummet respekteres, ønskes erstattet af krav om, at disse mindre bygninger skal placeres på Kvæsthusbroen langs Kvæsthusgraven. Endelig ønskes udformningen af disse beskrevet således, at bygningerne skal have en åben karakter i stedet for en let karakter.

Forvaltningerne skal fremhæve, at det er et mål med lokalplanen at sikre et åbent udsyn over havnen, og vurderer, at den ønskede forøgelse af byggemuligheden langs Kvæsthusgraven kan reducere dette udsyn. På denne baggrund kan forvaltningen ikke anbefale den ønskede ændring for så vidt angår forøgelsen af det samlede etageareal og de enkelte bygningers størrelse. Forvaltningerne skal dog foreslå bestemmelsen ændret, således at den forudsatte dispensation til denne bebyggelse sker på baggrund af et samlet projekt for området, hvor hensynet til udsyn m.v. konkret kan vurderes. I den forbindelse vil der kunne dispenseres til mindre overskridelser og justeringer af de fastsatte maksima.

Forvaltningerne er enige i, at et krav om placering af denne bebyggelse langs Kvæsthusgraven kan bidrage til en mere afklaret udformning af "Kvæsthusmolen" og anbefaler derfor, at lokalplanforslagets krav om hensyn til udsigten suppleres med et krav om placering af de fritliggende bygninger langs Kvæsthusgraven. Forvaltningerne har ingen indvendinger mod, at udformningen i § 7 beskrives som åben, frem for let, ligesom ved Skuespilhuset, og en sådan formulering vil i højere grad kunne sikre en udformning, der harmonerer med Skuespilhuset.

§ 6, stk. 1 g). Det eksisterende centralsuganlæg ønskes – udover den i lokalplanforslaget fastlagte mulighed – også muliggjort under terræn på arealet øst for område II.

Forvaltningerne har ingen indvendinger mod en sådan ændring, da en underjordisk placering ikke vil medføre synlige anlæg over terræn, men kun forudsætter dæksler i terrænet. Udformningen af dæksler skal indgå som en harmonisk del af områdets belægning og skal godkendes af Bygge- og Teknikforvaltningen. Det forudsættes herved, at anlæggets ejere og brugere er indforstået med en sådan underjordisk placering.

§ 7, stk. 3 b). Der ønskes mulighed for at fastholde konkurrenceforslagets idé om, at aftenens forestilling annonceres med en "lysavis" øverst på scenetårnet. Bestemmelsen om, at " Der må ikke opsættes signboards, lysaviser og reklameskilte med løbende eller blinkende effekt" ønskes udtaget.

Forvaltningerne kan ikke umiddelbart anbefale den ønskede mulighed for etablering af en lysavis. En lysavis på dette sted vil være meget fremtrædende og virke fremmed, når henses til bebyggelsens placering i det åbne havnerum, der henligger ubelyst. Der vil i givet fald kunne meddeles en dispensation på baggrund af et konkret forslag, såfremt et sådant vurderes acceptabelt i forhold til Skuespilhusets arkitektur og i forhold til virkningen på omgivelserne, og kan udføres uden gener for søfarten.

§ 8, stk. 1 d). Af arkitektoniske grunde ønskes kravet til bredden på promenaden, som kan etableres på en bro på pæle, ændret fra mindst 8 m til mindst 5 m med en gennemsnitsbredde på 8 m.

Der var i programmet til arkitektkonkurrencen om skuespilhuset stillet krav om en promenade med en bredde på 8 m i overensstemmelse med den af Borgerrepræsentationen tiltrådte rapport om promenader langs havnen, kanalerne og kysten.  Forvaltningerne kan ikke anbefale den foreslåede ændring, idet eventuelle tilladelser til afvigelser fra kravet om 8 m promenade må ske ved dispensation baseret på en konkret vurdering.

 

Forslag til ændringer

På baggrund af ovenstående skal forvaltningen foreslå følgende ændringer tiltrådt i forbindelse med lokalplanforslagets endelige vedtagelse.

§ 3, stk. 1

"… viste vandarealer kan der opfyldes indtil 2.000 m2 i området ved byggefeltet …"

ændres til

"… viste vandarealer kan der opfyldes indtil 2.500 m2 i området ved byggefeltet …"

§ 6, stk. 1 a)

"… på maksimalt 20.000 m2 i området …"

ændres til

"… på maksimalt 22.000 m2 i området …"

§ 6, stk. 1 e)

"… Bygge- og Teknikudvalget kan herudover i begrænset omfang tillade opførelse af maksimalt 4 mindre fritliggende bygninger med et samlet areal på højst 150 m2. Bygningerne skal placeres således i forhold til hinanden, at hensynet til udsigten over havnerummet respekteres. Den enkelte bygning må have et bebygget areal på højst 35 m2, bygningshøjden må ikke overstige 4 m og må ikke sammenbygges med eller på anden måde…"

 ændres til

 "… Bygge- og Teknikudvalget kan herudover ud fra en samlet plan tillade opførelse af mindre fritliggende bygninger med et samlet areal på 150 m2. Bygningerne skal placeres langs Kvæsthusgraven og således i forhold til hinanden, at hensynet til udsigten over havnerummet respekteres. Den enkelte bygning må have et bebygget areal på 35 m2, må ikke overstige 4 m i højden og må ikke sammenbygges med eller på anden måde…"

§ 6, stk. 1 g)

Tilføjes

"Anlægget kan, såfremt det etableres under terræn, placeres andet sted syd for byggefeltet "

§ 7, stk. 1 b)

"De i § 6, stk. 1 f), nævnte bygninger skal udformes med ensartede arkitektoniske træk, som harmonerer med Skuespilhuset, og de skal fremstå med en let karakter, eksempelvis i glas, metalplade eller lignende"

ændres til, idet den forkerte henvisning tillige korrigeres

"De i § 6, stk. 1 e), nævnte bygninger skal udformes med ensartede arkitektoniske træk, som harmonerer med Skuespilhuset, og de skal fremstå med en åben karakter."

Der er ikke i foretaget supplerende høring, jf. planlovens § 27, stk. 3, idet ændringerne ikke på væsentlig måde vurderes at berøre andre end Skuespilhusets bygherre, der har foreslået ændringerne.

 

BILAG VEDLAGT

1.   Referat af borgermøde, Kunstakademiets festsal den 22. oktober 2003

2.   Evaluering af borgermødet

3.   Oversigt over indsigelser og indholdet af indsigelserne

 

BILAG VEDLAGT TIL GENNEMSYN I BORGMESTERENS FORKONTOR, RÅDHUSET, 1. SAL VÆRELSE 36

A.       Offentliggørelsesmateriale omfattende indstillinger med bilag samt orienteringspjece og -folder

B.       Kopi af de i bilag 3 nævnte henvendelser.

 

 

Erik Jacobsen                                                               Mette Lis Andersen

 


Til top