Mødedato: 25.01.2001, kl. 17:30

Medlemsforslag om opførelse af kollegielignende ungdomsboliger

Medlemsforslag om opførelse af kollegielignende ungdomsboliger

for mødet «MDAT» kl

Borgerrepræsentationen

DAGSORDEN

for Ordinært møde torsdag den 25. januar 2001

 

BR 35/01

Medlemsforslag om opførelse af kollegielignende ungdomsboliger

Medlemsforslag om opførelse af ungdomsboliger

INDSTILLING

Borgerrepræsentanterne Mikkel Warming, MB, Enhedslisten & Jens Kjær Christensen, MB, Enhedslisten har stillet følgende forslag til beslutning til mødet den 25. januar 2001:

Der opføres et kollegielignende ungdomsboligbyggeri tæt ved Københavns Universitet Amager.

Kommunen tager kontakt til boligselskaber for at finde interesserede deltagere, reserverer plads i planerne for dette område , samt afsætter de nødvendige midler i næste års budget.

Begrundelse :

Boligsituationen for unge i København er blevet vanskeligere i de seneste år. Flere pladser og flere studerende på de videregående uddannelser, frasalget af kommunale boliger, boligprisernes himmelflugt, lejlighedssammenlægninger og byfornyelse har gjort det sværere for unge uden rige forældre at finde en billig bolig i byen. Ventelisterne til ungdomsboliger er eksploderet, og over 6000 stod på venteliste i august 2000. Under 100 fik plads.

København er en uddannelsesby med mange unge. København har derfor også en forpligtelse til at sikre at unge uddannelsessøgende kan få en bolig, der hverken fordrer rige forældre, mange timers ekstra erhvervsarbejde, og som giver ordentlige faglige og sociale studiebetingelser.

Borgerpræsentationen vedtog enstemmigt et byggestop for ungdomsboliger i 1995. Der blev bygget dyrt og dårligt. Enhedslisten står ved byggestoppet for ungdomsboliger, forstået som at der ikke igen skal opføres en eller to opgange som huludfyldning, hvor boligerne er små, og huslejen meget høj.

Men byen mangler et kollegium, som kan sikre plads til de mange unge tilflyttere som enten ikke har et netværk i byen, eller mulighed for at sikre sig en ejer eller andelslejlighed.

Et nyt kollegium, bygget i tilknytning til KUA, vil kunne give 800-1000 nye boliger, fungere i sammenhæng med universitet og derved skabe et "campusmiljø", og give unge et naturligt netværk når de starter på deres uddannelse.

I lokalplanområdet Ørestad Nord er der en uudnyttet boligmulighed på i hvert fald 50.000 etagemeter. Der har tidligere været afholdt konkurrence om "blandede boformer" som skulle inkludere boliger for unge, uden at der er sket noget som helst.

Det private initiativ har ikke betydet boliger til unge - dem er der ikke penge i.

Enhedslisten mener, at det er nødvendigt at komme i gang med de byggeri af kollegielignende ungdomsboliger, om nødvendigt med kommunen som initiativtager.

Enhedslisten foreslår derfor, at der nu tages en principbeslutning om opførelse af et kollegium, at kommunen reserverer plads hertil, at interesserede bygherrer kontaktes, samt at der afsættes den efter loven kommunale medfinansiering, i størrelsesordnen 70-80 mill. kr., når der lægges budget for næste år.

I henhold til § 11, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse forelægges forslaget til beslutning for Borgerrepræsentationen.

 

 

Til top