Mødedato: 24.11.2016, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Endelig vedtagelse af tillæg nr. 1 til lokalplan nr. 240 "Prinsessegade" (Christianshavns Skole), Indre By

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan nr. 240Prinsessegade.  Forslaget vil muliggøre udbygning af Christianshavns Skole.

Indstilling

Indstilling om,

  1. at tillæg 1 til lokalplan nr. 240 ’Prinsessegade’ (bilag 1) godkendes.

Det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

(Teknik- og Miljøudvalget)

Problemstilling

I Budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O og Ø) blev afsat midler til at udbygge Christianshavns Skole med et spor. Projektet indeholder en udvidelse og ombygning af hovedskolen, samt en udvidelse af ’Filialen’ beliggende i Prinsessegade 54, der forudsætter et tillæg til lokalplan nr. 240 ”Prinsessegade”. 

Lokalplanforslaget blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 26. maj 2016 og har været i høring fra den 10. juni 2016 til den 9. september 2016. Forvaltningen har modtaget 14 henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag.

Løsning

Lokalplanen omfatter to ejendomme på Prinsessegade 54 og Bådsmandsstræde 20. Prinsessegade 54 omfatter forhuset kaldet ’Filialen’, der anvendes af indskolingen, og det fredede ’Philip de Langes hus’, der anvendes af fritidshjemmet. Bådmandsstræde 20 omfatter forhuset, der anvendes af CIK (Christianshavns Idrætsklub), mens den øvrige del af ejendommen er ubebygget og anvendes til parkering og legeplads for indskoling.   

Det fredede ’Philip de Langes hus’ og forhuset ombygges og renoveres, mens et nyt ’ScienceLAB’ opføres på det ubebyggede areal på ejendommen Bådsmandsstræde 20. Bygningen udformes som en let og fritliggende pavillon i to etager og med etageareal på ca. 1.000 m2. Stueetagen fremstår transparent og i direkte relation med de udendørs læringsmiljøer, mens 1. sal udformes som en let boks af fleksible basislokaler og fællesområder.   

I projektet sikres mulighed for ophold, leg og læring på egen grund og samtidig sikres minimale skyggegener på naboejendommene. Friarealerne er inddelt i forskellige zoner til forskellige aktiviteter og begrønnes

Miljø og Bynatur

I forbindelse med byggeriet er det nødvendigt at fælde seks træer: fem birketræer og et lærketræ, heraf er lærketræet og to af birketræerne bevaringsværdige, jf. lokalplan tegning 3 (bilag 1). Der vil blive plantet seks ekstra store træer til erstatning. I alt bliver der plantet 28 nye træer og sammen med en begrønning af taget vil området fremtræde grønt efter gennemførelse af byggeriet. Såfremt træerne ønskes bevaret, kræver det en omprojektering af bygning. Der henvises i øvrigt til bilag 2 Faktaark

Høring

Modtagne henvendelser i høringsperioden
De 14 modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i henvendelserne er anført nedenfor.

Bemærkninger fra Christianshavns Lokaludvalg, bilag 3 henvendelse nr. 12

  1. Støtter ikke, at tæthedsgraden forøges, da udvalget principielt er imod, at der bygges i baggårde, og at børns/unges udeareal formindskes. Lokaludvalget har tidligere peget på det kortsigtede i den foreslåede løsning med ScienceLAB i skolegården, da der ikke på sigt vil blive plads til et femte spor på skolen.
  2. Mener ikke, at der bør være parkering på skolens ejendom.
  3. Opfordrer til at tage hensyn til udsigten fra Voldboligerne, skyggevirkningerne og støj både i byggeperioden og bagefter, samt at bevare CIKs to små udeområder samt den blå container i gården. Lokaludvalget forudsætter, at Teknik- og Miljøforvaltningen stiller krav om, at taget på ScienceLAB-bygningen er med ovenlys.

Forvaltningens bemærkninger

  1. Der sker en fortætning med lokalplanforslaget. Dette er en forudsætning for opgradering af Christianshavns Skole, hvilket gennemføres som konsekvens af, at en alternativ skoleplacering på Holmen blev fravalgt med vedtagelsen af budget 2014 (BR 3. oktober 2013) (A, B, F, O, Ø) fravalgt. Det er korrekt, at lokalplanforslaget ikke muliggør en udvidelse med et femte spor. Dette vil kræve en fornyet planlægning, såfremt dette bliver aktuelt.
  2. Lokalplanforslaget stiller krav til parkering, da tilbygning til skolen betyder et øget behov for parkering. Forvaltningen har dog vurderet, at der er et begrænset behov for parkering, hvilket betyder, at der stilles krav om 5 p-pladser svarende 1 plads pr. 200 m2 etageareal på skolens arealer. Disse pladser kan ikke placeres udenfor skolens grund og det er derfor nødvendigt at anvise areal til 5 p-pladser.
  3. Med hensyn til udsigt til skolen fra Voldboligerne er der lagt vægt på at begrænse ScienceLAB mest muligt og begrønne arealet, jf. lokalplan tegning nr. 2. Forvaltningen vurderer, at skyggepåvirkningerne er begrænsede, jf. skyggediagrammerne i lokalplanen. Med hensyn til CIK’sudearealer udlægges dele af arealet til parkering, men i det omfang arealet ikke anvendes hertil, kan det anvendes som i dag. Lokalplanen stiller krav om ovenlys På ScienceLAB bygningen.

Bemærkninger fra Københavns Museum, bilag 3, henvendelse nr. 13

Det bemærkes, at det er svært at forstå, hvad det er, der skal ombygges på den bevaringsværdige bygning og beskrivelsen af den nye ScienceLAB er svær at gennemskue. 

Forvaltningens bemærkninger

I lokalplanens redegørelsesdel beskrives, hvad de enkelte bygninger skal anvendes til i fremtiden. Der er ikke redegjort for, hvilke ændringer, der skal ske med fredet og bevaringsværdig bebyggelse, idet de mindre udvendige ændringer sker i overensstemmelse med § 6, stk. 3 om ’bevaringsværdig bebyggelse’. Lokalplanen beskriver i tekst og illustration, hvordan det planlagte byggeri skal se ud. Skoleudbygningen tager udgangspunkt i at skabe tidssvarende rammer for  undervisning i nye og gamle bygninger og skabe funktionelle sammenhænge mellem disse ved indretningen af bygninger og ubebyggede arealer.   

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser

  1. Kommunen opfodres til i videst muligt omfang at tage hensyn til, at byggeriet skal foregå i et tæt bebygget boligkvarter, f.eks. ved at arbejdet tidligst starter kl. 7 og alene på hverdage.
  2. Markant flere træer bør bevares ved ScienceLAB.
  3. En henvendelse bemærker, at stien mellem gavlen af A/B Cul de Sac på Skt. Annæ Gade 37-55 og skolen friholdes for bebyggelse, idet den er vigtig for flere ejendomme, herunder til renovation.
  4. Flere mener, at skolen skal bygges på Holmen.
  5. Bekymringer i forhold til trafikbelastningen af i Prinsessegade. 

Forvaltningens bemærkninger

  1. Det er de gældende regler for byggeri og miljø, som beskytter naboerne mod støj, og som kommunens entreprenør skal overholde i forbindelse med byggeriet. Der er ikke mulighed for i lokalplanen at stille særlige krav herudover til tidspunkt på døgnet for byggeriet
  2. Det er forvaltningens vurdering, at der ikke bliver mindre grønt, jf. afsnit om Miljø og Bynatur.
  3. Den pågældende sti berøres ikke af planerne.
  4. Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af, at Borgerrepræsentationen har besluttet, at en udvidelse af skolen skal ske på de nuværende ejendomme.
  5. Lokalplanen forventes ikke at påvirke trafikken i Prinsessegade væsentligt, idet forvaltningen vurderer, at elever i udskolingen sjældent vil blive kørt i bil til skole. Det kan forventes, at der bliver en stigning i cykeltrafikken.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

 

Pernille Andersen

                                                           /Jakob Møller Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, 

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan nr. 240 ’Prinsessegade’ (bilag 1).

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 31. oktober 2016

Enhedslisten, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag:
”At 1. at-punkt ændres til: At godkende tillæg 1 til lokalplan nr. 240 ’Prinsessegade’ (bilag 1) med en ændring af parkeringsnormen til 1 plads pr. 500 m2 svarende til to pladser.”

Ændringsforslaget blev ikke godkendt med 3 stemmer mod 6. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B, F og Ø.
Imod stemte: A, C, I og V.

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form, idet det forudsættes, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 15. november 2016

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Radikale Venstre tog forbehold for sagens behandling i Borgerrepræsentationen.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. november 2016

Enhedslisten, Radikale Venstre og SF genfremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) fra udvalgsbehandlingen:

”At 1. at-punkt ændres til: At godkende tillæg 1 til lokalplan nr. 240 ’Prinsessegade’ (bilag 1) med en ændring af parkeringsnormen til 1 plads pr. 500 m2 svarende til to pladser. ”

Det af Enhedslisten, Radikale Venstre og SF genfremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 20 stemmer imod 29. Ingen medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Ø, B og F.

Imod stemte: A, V, O, C, I og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top