Medlemsforslag om Amager Fælled Kvarter
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde forslag til alternative placeringer af byggeriet Amager Fælled Kvarter til politisk behandling.
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at vurdere forslagene nævnt i motiveringen samt udarbejder forslag til eventuel restfinansiering ved flytning af byggeriet.
- at Borgerrepræsentationen, såfremt der ikke findes en alternativ placering til byggeriet, pålægger Økonomiforvaltningen at udarbejde forslag til alternative finansieringsmuligheder for en bevarelse af Amager Fælled Kvarter som naturområde til politisk behandling.
- at forslagene i punkt 1, 2 og 3 forelægges Borgerrepræsentationen senest den 3. februar 2017.
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
MOTIVERING
Amager Fælled er en unik naturperle kort fra centrum, der er hjemsted for et rigt og sjældent dyre- og planteliv. Hver dag benyttes området af tusindvis af københavnere. Ved at gennemføre det planlagte byggeri på strandengen vil København miste et stykke værdifuldt natur, som ikke kan genskabes. Derfor er SF imod de nuværende planer for bebyggelse på Amager Fælled. Vi mener, at vi så vidt muligt skal bevare de unikke grønne naturområder i København.
Samtidig mener SF, at der er behov for boliger i København, særligt billige almene boliger, og at der er behov for investeringer i kollektiv trafik.
SF ønsker på den baggrund, at der undersøges alternative grunde, der kan erstatte det nuværende byggefelt for Amager Fælled Kvarter, eventuelt opdelt i flere enheder på flere matrikler, samt finansiering af den allerede etablerede metro.
Da området er placeret under By & Havn, er det naturligt, at By & Havn inddrages i udarbejdelsen af forslaget. Desuden bedes forvaltningen i forslaget gennemgå relevante hidtidige kommunale og nationale beslutninger.
Vi ønsker, at forvaltningen blandt andet ser på mulighederne for:
- Alternative kommunale grunde, der er velegnede til bebyggelse.
- Etablering af nye byggefelter via jordopfyldning i Nordhavn.
- Mageskifte mellem kommunale grunde og statslige grunde, der er velegnede til bebyggelse.
- At bygge tættere i den eksisterende by.
- At fremrykke perspektivområder i Kommuneplanen, så de bebygges hurtigere.
- Finansiering via lån.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. november 2016
Medlemsforslaget blev forkastet med 23 stemmer imod 29. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, B og F.
Imod stemte: A, V, O, C, I og Løsgænger Kasper Heumann Kristensen.
Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
” Vi er glade for, at over 90 procent af Amager Fælled kan bevares som grønt, rekreativt og ubebygget areal. Selvom vi principielt er positive overfor at se på, om byggefeltet kunne flyttes, må vi konstatere, at det ikke er muligt at flytte det til et andet sted på fælleden, og at der ikke er realistiske ikke-fredede arealer andre steder, som vil kunne erstatte det udpegede areal. Vi kan konstatere, at arealet i over 20 år har været ejet af Ørestadsselskabet, senere By & Havn, med henblik på bebyggelse, at indtægten herfor indgår i betalingen af metroen og By & Havns andre infrastrukturinvesteringer, og at passagerindtægten fra kommende beboere indgår i metroens langtidsbudget. Vi må konstatere, at det ikke er påvist, hvordan den kolossale økonomiske udfordring ved at droppe byggeriet kan løses. ”