Mødedato: 24.08.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om principiel støtte til Center for Europæiske Borgeres Demokrati

Se alle bilag

Medlemsforslag 

Det foreslås,

1. at Borgerrepræsentationen tilkendegiver, at Københavns Kommune principielt støtter, at Center for Europæiske Borgeres Demokrati oprettes med hjemsted i København.

(Stillet af Alternativet)

 

Motivering

København kan blive hjemsted for et europæisk center, der skal arbejde for at styrke demokrati i vores Europæiske Union. Især i de senere år har København med mange nye tiltag markeret sig som en europæisk by med en stærk demokratisk profil. Tiltag som borgersamlinger, Åbent Rådhus, Københavnerforslag og et øget fokus på at inddrage Lokaludvalg og borgere.

Derfor er det også oplagt, at den europæiske NGO Europe’s People’s Forum (EPF) ønsker at placere det center, de arbejder på at realisere som en støtte for det Europæiske demokratis styrkelse og udvikling i København. EPF har siden 2017 arbejdet for at styrke demokrati i EU. Bagtæppet for at stifte en fælles EU-organisation for nationale demokrati-organisationer var bl.a. Brexit, Trump og andre nyere strømninger, der kan true demokratiet.

I den seneste større oversigt over lande og deres niveau af demokrati – The Economist’s rapport fra 2022 – er det kun 22 lande i verden, som opnår rangen af ”Fungerende demokrati”, hvilket bl.a. betyder at flere EU-lande har den lavere rangering som ”Fejlbehæftet demokrati”, mens de fleste EU-ansøgerlande falder i kategorien ”Hybridregimer”.

Bliver København hjemsted for centret vil det være med til at styrke både vores omdømme og brand, men allervigtigst betyde at København vil være centrum i et netværk af specialister i demokrati, og dermed tiltrække både konferencer, forskere og demokratisk know-how til byen. Det vil kunne styrke vores eget demokrati, og egne ambitioner for nye redskaber i det repræsentative demokrati.

Forslaget pådrager ikke kommunen udgifter, men giver EPF mulighed for at medtage udsagnet om vores principielle støtte som en styrkelse af deres projektbeskrivelse og afledte ansøgninger om økonomisk støtte til etablering og drift.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. august 2023

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af 1. at-punkt:

”at Borgerrepræsentationen godkender at byde foreningen velkommen men at der ikke foretages yderligere i sagen, idet det kan konstateres at foreningen allerede har adresse i København på Ryvangs Alle 18, 2100 København Ø.”

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev forkastet med 40 stemmer imod 9. 5 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: C.

Imod stemte: Ø, A, B, V, Å, I og O.

Undlod at stemme: F.

 

 

Medlemsforslaget blev herefter forkastet med 46 stemmer imod 3. 5 medlemmer undlod at stemme.

For stemte: Å.

Imod stemte: Ø, A, C, B, V, I og O.

Undlod at stemme: F.

Til top