Mødedato: 24.08.2023, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om tilslutningspligt for krydstogtskibe på landstrøm

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren at invitere til et styrket samarbejde mellem byerne i Østersøregionen om krydstogtturisme, med henblik på at sikre, at der tilbydes landstrøm i samtlige havne og at Østersøregionen bliver brandet som et område med mere miljø- og klimavenlig krydstogtturisme,
  2. at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren at rette henvendelse til KL og 6-byerne om et samarbejde om fælles krav og standarder for landstrøm til krydstogtskibe i Danmark, under hensyntagen til internationale konventioner,
  3. at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren at skrive til transportministeren om at København ønsker den nødvendige hjemmel til at kræve tilslutning til landstrøm som forudsætning for, at krydstogtskibe kan lægge til i Københavns havn, samt ønske om hjemmel til håndhævelse, og at man ønsker at ministeren rejser dette ønske i relevante internationale maritime fora,
  4. at Borgerrepræsentationen tilkendegiver, at København ønsker tilslutningspligt for krydstogtskibe til landstrøm, så snart landstrømsanlæg er etableret og de juridiske rammer er til rådighed, gerne indenfor 3 år og med en passende indfasningsordning.

(Stillet af SF)

 

Motivering

Byrådet i Amsterdam har med en beslutning 20. juli 2023 tilkendegivet, at de ikke ønsker krydstogtskibe på deres terminal i den centrale by. Det skal reducere luftforureningen i byen og giver også reduktion i udledning af klimagasser og andre miljøskadelige udledninger.

København har mange krydstogtskibe, der anløber havnen hvert år, hvilket skaber øget luftforurening, som påvirker borgernes sundhed og medfører tabte leveår.

Det er tidligere besluttet at opstille landstrømsanlæg i havnen og anlæggene vil stå færdige om 2-3 år. Det er i forvejen noget senere end planlagt og derfor er der brug for at sikre, at vi hurtigst muligt opnår den fulde effekt af landstrømsanlæggene. 

Det gøres bedst ved at sikre, at alle krydstogtskibe, der anløber i Københavns Havn, bruger landstrøm.

Imidlertid oplyser forvaltningen, at “hverken kommunen eller Copenhagen Malmö Port, som driver krydstogtterminalerne i København, kan stille krav til, at krydstogtskibene benytter landstrøm, når det bliver muligt."

Der er derfor brug for ny lovgivning, og derfor er der behov for at sende en henvendelse til ministeren om at få den relevante lovhjemmel på plads.

Det ønskes i den sammenhæng, at Økonomiforvaltningen redegør for muligheden for håndhævelse af tilslutningspligt for landstrøm, herunder sanktionsmuligheder, samt behov for nye hjemler til håndhævelse.

Derudover oplyser forvaltningen, adspurgt om det politiske handlerum, at "En mulighed for at fremme brugen af landstrøm kan være et øget samarbejde mellem byerne i Østersøregionen med krydstogtturisme. Et sådant samarbejde kan både sikre, at der tilbydes landstrøm i samtlige havne, og at Østersøregionen bliver brandet som et område med mere miljø- og klimavenlig krydstogtturisme."

Det vil åbenlyst være en fordel, at vi står sammen med andre byer med krydstogtsturisme overfor de største operatører på området.

Det ønskes i den forbindelse også en dialog med KL / 6-byerne om etablering af en eventuel fælles linje ift. krav om tilslutning til landstrøm for krydstogtskibe.

Vi står midt i en klimakrise og derfor er det vigtigt at vi handler, når der opstår så åbenlyst fornuftige muligheder, som det er at minimere krydstogtsskibenes udledning af co2 og partikler når de ligger i havnen. Samtidig fortjener borgerne på Østerbro, at få renere luft så snart det kan lade sig gøre.

SF er dog klar over, at forandringerne vil være store, hvorfor der vil skulle være en passende indfasningsperiode.

 

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. august 2023

Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag, som erstatning af 2. at-punkt:

”at Borgerrepræsentationen pålægger Overborgmesteren at rette henvendelse til de otte andre danske medlemmer af Cruise Baltic (Aalborg, Århus, Kalundborg, Nyborg, Rønne, Helsingør, Skagen og Fredericia) om et samarbejde om fælles krav og standarder for landstrøm til krydstogtskibe i Danmark, under hensyntagen til internationale konventioner.”

 

Det af Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget uden afstemning.

Til top