Mødedato: 24.08.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om udarbejdelse af en LGBT-politik for Københavns Kommune

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling om en LGBT-politik for Københavns Kommune, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling senest medio november.

(Stillet af Radikale Venstre)

 

Motivering

Gruppen af LGBT-personer trives generelt dårligere og har en dårligere sundhed end resten af befolkningen. Det ved vi blandt andet fra to rapporter, som Københavns Kommune har finansieret i 2009 og 2015 og en rapport om nydanske LGBT-personers levevilkår udarbejdet for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling i 2015 (se bilag). Rapporterne viser blandt andet, at gruppen af LGBT-personer generelt adskiller sig negativt fra den øvrige befolkning i forhold til langvarig sydom, seksuel sundhed og stress og har et højere forbrug af alkohol, hash og cigaretter. Ligeledes er der blandt de forskellige grupper under LGBT-betegnelsen markante udfordringer i form af dårligere mentalt helbred, mindre kontakt til venner og familie og en større udbredelse af ensomhed og at være ufrivilligt alene. Dertil kommer, at LGBT-personer oftere bliver udsat for vold og trusler og har flere gener med angst, nervøsitet, uro, nedtrykthed og depression end resten af befolkningen. I forhold til resten af befolkningen har dobbelt så mange LGBT-personer haft selvmordstanker indenfor det seneste år og fire gange så mange har tidligere forsøgt selvmord.

Tallene viser altså med al ønskelig tydelighed, at der er behov for en samlet indsats, der kan bidrage til en bedre trivsel for gruppen af LGBT-personer i København. I dag er kommunens tilbud til LGBT-personer fragmenteret og ukoordineret, og der bliver ikke holdt øje med udviklingen i gruppens trivsel og levevilkår. I Radikale Venstre mener vi, at det er vigtigt med politisk fokus for at sikre, at denne minoritetsgruppe får lige så gode levevilkår som resten af københavnerne. Der er behov for en stærkere og bedre koordineret indsats, som tager højde for de forskellige udfordringer, som homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner kan opleve. Vi har i København en række politikker for andre minoritetsgrupper, men ikke en politik for LGBT-personer. Derfor foreslår vi, at kommunen udarbejder en samlet LGBT-politik. Politikken skal afdække og bygge ovenpå de eksisterende indsatser, samle og koordinere indsatserne og sikre en årlig opfølgning på levevilkårene for LGBT-personer.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. august 2017

 

Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om, at medlemsforslaget erstattes af følgende:

 

”at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen med inddragelse af andre relevante forvaltninger at udarbejde et forslag til politisk behandling om en LGBT-politik for Københavns Kommune, som beskrevet nedenfor i motiveringen. Forslaget skal fremlægges til politisk behandling senest medio november”.

 

Ændringsforslaget (ÆF1) blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Det således ændrede medlemsforslag blev herefter vedtaget med 46 stemmer imod 3. Et medlem undlod at stemme.

 

For stemte: A, Ø, B, V, F, O og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger).

Imod stemte: C.

Undlod at stemme: I.

 

 

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende protokolbemærkning:

 

”Det Konservative Folkeparti mener ikke, der er brug for en selvstændig politik på dette område, men mener, at personer der har brug for en offentlig indsats skal have hjælp som alle andre i byen”.

Til top