Mødedato: 24.08.2017, kl. 17:30
Mødested: Borgerrepræsentationens mødesal

Medlemsforslag om redegørelse for rammerne for ændring af beslutning om tilbagekøbsret

Se alle bilag

Medlemsforslag

Det foreslås,

  1. at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at redegøre for rammerne for suspension eller ændring af Borgerrepræsentationens beslutning af 30. marts 2017 om tilbagekøbsret.

(Stillet af Liberal Alliance)

 

Motivering

Da Københavns Borgerrepræsentationen den 30. marts 2017 vedtog at indføre en ny udregningsmodel for tilbagekøbsret for hjemfaldspligtige boliger, blev konsekvenserne for de berørte boligejere ikke tilstrækkeligt diskuteret. Det resulterede i et utilfredsstillende beslutningsgrundlag, som betyder, at kommunen ikke overholder god forvaltningskik og ikke tager højde for de menneskelige konsekvenser.  

Da beslutningen er truffet for lukkede døre og uden varsling, har boligejerne ikke har haft mulighed for at tilpasse sig den nye virkelighed. Konkret betyder det, at boligejere med en opsparingsplan der er lavet efter forventningen om en forudsigelig proces, er blevet teknisk insolvente. Banker trækker deres lånetilsagn; både som følge af de nye satser, men i lige så høj grad på grund af uforudsigeligheden ved kommunens ageren som aftalepart. Lånetilsagn er blevet trukket for allerede indgåede aftaler med virkelige konsekvenser for personer, der nu er fanget i ikke afsluttede boligprojekter. Samtidig må det forventes, at fremtidige lån for udskydelse vil blive påvirket tilsvarende. Derfor har boligejerne reelt ikke de handlemuligheder, der skulle ligge i valget mellem frikøb og udskydelse.

Kommunen har måske nok handlet i overensstemmelse med juraen, men ikke i overensstemmelse med god forvaltningsskik. Spørgsmålet er mellem, hvad man kan, og hvad man bør. Man bør kunne regne med, at en kommune behandler sine borgere anstændigt, holder beslutningsprocesser gennemsigtige og sikrer tryghed omkring boligsituationen - i overensstemmelse med Folketingets ønsker bag aftalen om den nye boligbeskatning. Proportionalitetsprincippet tilsiger, at der skal være et rimelig forhold mellem mål og middel. Det er hverken rimeligt eller ønskeligt at ruinere kommunens borgere for at kunne opkræve en større økonomisk gevinst.

Københavns Kommune synes at stå alene i denne sag. I Gladsaxe har Mikael Wolf, chef for byrådssekretariatet, udtalt, at Københavns Kommune ikke har gjort noget ulovligt, da de ikke varslede boligejerne, men der er ikke noget ulovligt i at give dem tid til at købe sig fri. I Ballerup Byråd er der blevet arbejdet på at købe Københavns Kommune ud af de berørte boligejeres hjemfaldspligt for at sikre en fortsættelse af de vilkår, der gjaldt før 1. april 2017. Hvis der er politisk spillerum, som bevist i omegnskommunerne, kan det undre, hvorfor dette ikke blevet drøftet i Københavns Borgerrepræsentation.

På denne baggrund ønskes det, at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen at redegøre for rammerne for suspension eller ændring af Borgerrepræsentationens beslutning af 30. marts 2017 om tilbagekøbsret.

Beslutning

Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. august 2017

 

Medlemsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

 

Socialdemokratiet, Enhedslisten, Radikale Venstre, Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Kasper Heumann Kristensen (løsgænger) fremsatte følgende protokolbemærkning:

 

”A, Ø, B, V, F, O, C og Kasper Heumann kan ikke tilslutte sig bemærkningerne i motiveringen, men ser gerne, at der redegøres for rammerne for suspension eller ændring af Borgerrepræsentationens beslutning af 30. marts 2017 om tilbagekøbsret”.

Til top