Medlemsforslag om parkeringsordningen i brokvartererne og Indre By
Medlemsforslag om parkeringsordningen i brokvartererne og Indre By
Borgerrepræsentationen
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra Ordinært møde torsdag den 24. august 2000
Nr. 29 BR 326/2000. Medlemsforslag om parkeringsordningen i brokvartererne og Indre By
(Stillet af Søren Pind, V, Ole Hentzen, C, Tine Peters, V, og Lars Rimfalk Jensen, B):
"Forslag om, at Borgerrepræsentationen beslutter,
at Bygge- og Teknikforvaltningen udarbejder indstilling, der indeholder følgende elementer,
at parkeringsordningerne for indre by og brokvartererne ændres, så det bliver muligt for en beboer, som ikke i forvejen har en beboerlicens og som låner en bil, med en tro og love erklæring (brugererklæring) fra bilens ejer/udlejer, at være berettiget til at købe en tidsbegrænset beboerlicens,
at licensen skal gælde for 1 måned,
at der højest kan købes tidsbegrænsede beboerlicenser for 2 måneder i træk – og at der derefter skal gå mindst 1 måned, før der igen kan købes en ny licens, samt
at prisen for den tidsbegrænsede beboerlicens – på samme måde som det gælder for den nuværende beboerlicens – ikke må overstige de administrative omkostninger forbundet med udstedelsen af licensen."
Sagen blev behandlet under eet med sag 357/2000 (punkt 30 på dagsordenen).
Et af Jens Johansen (F) stillet forslag om sagens henvisning til Bygge- og Teknikudvalget blev vedtaget med 28 stemmer imod 20.
For stemte: A, Ø og F.
Imod stemte: V, O, C, B og D.
=============================================================