Medlemsforslag om kommunalt havneordenskorps
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger overborgmesteren på vegne af Borgerrepræsentationen at rette henvendelse til justitsministeren med en forespørgsel om, at forsøgsordningen med kommunale tryghedsvagter også inkluderer kommunale tryghedsvagter til vands.
(Stillet af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti)
Motivering
Forslagsstillerne har i mange år ønsket at kunne oprette et kommunalt ordenskorps i København. Et kommunalt ordenskorps skal være en moderne udgave af tidligere tiders vægtere. Vægterkorpset skal hjælpe politiet med at holde ro og orden i gaderne og have til opgave at sørge for håndhævelse af de mange pålæg og forbud vedrørende bl.a. støj og affald. Hidtil har der ikke været lovhjemmel for kommunen at oprette et kommunalt ordenskorps.
Det er der endelig ved at blive ændret på. I politiforliget fra december 2020 er det aftalt, at kommunerne skal have mulighed for at anvende vagter, vægtere og eventuelt ny teknologi, der kan supplere politiets arbejde med at opretholde ro og orden. I Justitsministeriet arbejdes der på en konkret model for kommunale tryghedsvagter. Justitsministeriet forventer, at selve lovændringen vil blive behandlet i efteråret 2021, og et kommunalt ordenskorps kan således først træde i kraft næste år.
Partierne mener, der i lige så høj grad er behov for et kommunalt ordenskorps til vands. Det handler om en naturlig udvidelse af modellen, så den også omfatter muligheden for Københavns Kommune at have kommunale tryghedsvagter til vands, der kan assistere politiet med at holde ro og orden i havnen. Flere sejlende kender ikke søfarts- og spillereglerne i havnen, og de sejler fx for hurtigt, de er ikke til fulde klar over, hvad der er lovligt og ulovligt, eller hvad der grundlæggende er god opførsel til vand. For år tilbage resulterede en sådan dårlig opførsel i en forfærdelig dødsulykke.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. juni 2021
Medlemsforslaget blev forkastet med 41 stemmer imod 12. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: V, C og O.
Imod stemte: A, Ø, B, F, Å, Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti og Løsgænger Kasandra Behrndt-Eriksen.
SF afgav følgende protokolbemærkning som Socialdemokratiet, Enhedslisten og Radikale Venstre tilsluttede sig:
"Det er og vedbliver at være en politiopgave at sikre, at folk overholder loven på land og til vands. Men løsningen er ikke at dække over manglende ressourcer hos Københavns politi med en hær af kommunalt ansatte, som kan gå rundt og irettesætte voksne mennesker. Vi mangler sosu'er, pædagoger og sygeplejersker i byen. Lad os hellere bruge skatteborgernes penge på at få langt flere af dem - frem for endnu et korps, der skal løse de samme opgaver, som allerede bliver løftet af de sejlende havnevagter. Ønskes der mere politi i vores havn kan forslagsstillerne med fordel rette henvendelse til justitsministeren og forligskredsen omkring politiforliget."