Medlemsforslag om beskæftigelses- og vækstmæssige effekter ved nye klimatiltag
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen - med eventuel inddragelse af andre relevante forvaltninger – at medtage de beskæftigelses- og vækstmæssige effekter ved implementering af nye klimatiltag som kriterium i fremtidige sager vedrørende nye klimatiltag,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen - med eventuel inddragelse af andre relevante forvaltninger – at udarbejde en model for, hvordan de beskæftigelses- og vækstmæssige effekter kan indgå som kriterium i fremtidige sager vedrørende nye klimatiltag og fremlægge denne til godkendelse i Borgerrepræsentationen.
(Stillet af Venstre)
Motivering
Nye klimatiltag vil kræve en omfattende omstilling af det danske samfund. Det er en omstilling, som Venstre mener, skal skabes på en bæredygtig og effektiv måde under hensyntagen til såvel arbejdspladser, konkurrenceevne som miljøet. Implementeringen af nye klimatiltag i Københavns Kommune skal bidrage til at skabe vækst og velfærd i Københavns Kommune. Nye klimatiltag skal forbedre beskæftigelsen ikke forringe beskæftigelsen i Københavns Kommune.
For at sikre dette, ønsker Venstre mere transparens og gennemsigtighed omkring konsekvenser og effekter af nye klimatiltag i forhold til vækst og beskæftigelse. Det er vigtigt, så Københavns Kommune kan træffe en mere kvalificeret beslutning om, hvilke klimatiltag, der skal gennemføres.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. juni 2020
Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag (ÆF1) om, at 1. at-punkt erstattes af følgende:
”At Borgerrepræsentationen pålægger Økonomiforvaltningen - med eventuel inddragelse af andre relevante forvaltninger – at medtage de beskæftigelses- og vækstmæssige effekter samt de sundhedsmæssige effekter ved implementering af nye klimatiltag som kriterium i fremtidige sager vedrørende nye klimatiltag.”
Det af Radikale Venstre fremsatte ændringsforslag (ÆF1) blev forkastet med 25 stemmer imod 13. 16 medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, V og O.
Imod stemte: A, Å, C og Niko Grünfeld (løsgænger).
Undlod at stemme: Ø og F.
Selve medlemsforslaget blev herefter forkastet med 37 stemmer imod 17. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: B, V, C og O.
Imod stemte: A, Ø, Å, F og Niko Grünfeld (løsgænger).
Socialdemokratiet afgav følgende protokolbemærkning, som Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti valgte at tilslutte sig:
”Partierne støtter ønsket om at beskæftigelses- og væksteffekter skal medtages i implementeringen af klimatiltag. Vi ser den grønne omstillingen som muligheden for at skabe fremtidens arbejdspladser og vækst. Den grønne omstilling og vækst er ikke hinandens modsætninger - men hinandens forudsætninger. Vi støtter ikke, at Københavns Kommune udvikler vores egne modeller, men afventer den nationale såkaldte “Grønne Reform Model, der forventes færdig i 2021.”
Alternativet afgav følgende protokolbemærkning, som Enhedslisten og Niko Grünfeld (løsgænger) valgte at tilslutte sig:
”Eftersom det primært er ensidig fokus på vækst, der har skabt den enorme miljømæssige krise, vi står overfor, og at de nuværende økonomiske systemer allerede primært fokuserer på vækst, mener partierne ikke, at dette forslag er relevant. Ift beskæftigelse indgår dette som en del af Doughnut modellen.”