Medlemsforslag om at Ældrerådet i lighed med Ungerådet får mulighed for at stille forslag i Borgerrepræsentationen
Medlemsforslag
Det foreslås,
- at Ældrerådet får samme mulighed som Ungerådet (Ungeråd KBH) til at stille forslag i Borgerrepræsentationen,
- at Økonomiforvaltningen efter høring i Ældrerådet udarbejder et forslag til nye vedtægter for Ældrerådet, der kan behandles i Borgerrepræsentationen inden 1. juli 2022.
(Stillet af Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, SF, Venstre, Alternativet, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti)
Motivering
Ældrerådet og Ungerådet (Ungeråd KBH) er vigtige organer i beslutningsprocesserne i Københavns Kommune.
I Ungerådets vedtægter, der er vedlagt som bilag 1, beskrives Ungerådets muligheder for at stille forslag til behandling i Borgerrepræsentationen i § 6 Opgaver stk. 3-7.
Ungerådet har siden dets oprettelse haft mulighed for at stille 4 forslag om året i Borgerrepræsentationen med forudgående kvalificerende behandling i det fagudvalg, som deres forslag hører under. Det har fungeret godt. Det har styrket Ungerådets betydning og Ungerådet har stillet forslag, som Borgerrepræsentationen har besluttet - senest om forbedring af seksualundervisningen i folkeskolerne og udvikling af grøn folkeskole.
Både Ældrerådets og Ungerådets medlemmer er direkte valgt af københavnske ældre og unge i lighed med Borgerrepræsentationens medlemmer, og de har derfor en stærk politisk legitimitet i forhold til at repræsentere københavnske ældre og unge.
Vi mener, at Ældrerådet skal have samme mulighed som Ungerådet for at stille forslag til behandling. Vi mener, at rådene skal ligestilles, og vi mener, at beslutningsforslag fra de to råd vil være med til at kvalificere Borgerrepræsentationens arbejde.
I dette forslag er Handicaprådet ikke taget med. Det skyldes, at Handicaprådet har en anden valgform, og at der i Handicaprådet sidder medlemmer af Borgerrepræsentationen.
Hvordan Handicaprådets indflydelsesmuligheder kan forbedres, skal derfor overvejes yderligere. Det vil vi rejse i Handicaprådet i første omgang.
Beslutning
Borgerrepræsentationens beslutning i mødet den 24. marts 2022
Medlemsforslaget blev godkendt med 46 stemmer imod 7. Ingen medlemmer undlod at stemme.
For stemte: Ø, A, C, F, V, Å, D og O
Imod stemte: B og I
Radikale Venstre fremsatte følgende protokolbemærkning:
“Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget, da Ældrerådet ikke kan sammenlignes med Ungerådet. Ungerådet er til for at sikre, at ungdommen i et tidligt stadie af deres liv kan tage aktivt del i det repræsentative demokrati, hvor de ikke kan opstilles normalt. I stedet for at give ret til at stille forslag for enkelte af Københavns mange råd vil Radikale Venstre hellere støtte udviklingen af hele nærdemokratiet, og vi støtter derfor også op om forslaget om, at alle københavnere med tilstrækkelig opbakning kan få fremsat borgerforslag på dagsordenen.”